romerske fester, religiøse fester (latin feriae) i Romerriget. Den romerske festkalender, fasti, overleveret gennem indskrifter og i litteraturen, går i sin grundstamme tilbage til før ca. 500 fødtKr. Fra første færd var den beregnet til at sætte skel mellem hellig og profan tid. Det var af stor samfundsmæssig betydning at vide, hvornår der måtte holdes folkeforsamling, rettergang m.m., og til det formål brugte kalenderen et system af betegnelser ved de enkelte dage, som angav deres karakter i forhold til sakralvæsenet. Imidlertid var kun nogle fester henlagt til bestemte datoer, feriae stativae, andre var bevægelige inden for en vis ramme og måtte bekendtgøres særskilt, feriae conceptivae. Tilsynet med festkalenderens rette funktion lå hos pontifexernes præstekollegium, som var det politisk mest betydningsfulde.
De ældste religiøse fester afspejler et samfund af hyrder og bønder, der også var krigere. Her skal nævnes nogle eksempler fra festkalenderen:
I marts (guden Mars' måned), som oprindelig var den første måned i den romerske kalender, var den 1., altså nytårsdag, viet til Mars; det samme gjaldt flere helligdage i denne måned. Quinquatrus (19/3) og Armilustrium (19/10) markerede begyndelsen og slutningen af sæsonen for krigsførelse. Salierne, præster for Mars, medvirkede ved disse fester. Deres rituelle dragt svarede til den gamle romerske krigerdragt, og de bar kopier af det skjold (ancile), som sagdes at være faldet ned fra himlen på sagnkongen Numas tid. Salierne opførte ved disse og andre lejligheder en særlig hymne, Carmen Saliare.
Latinerfesten, feriae Latinae, i april fejredes for Jupiter Latiaris på Albanerbjerget og var fælles for alle samfund i det gamle latinske forbund. Der ofredes en hvid tyr, og samtlige repræsentanter for de deltagende samfund fik en del af offerkødet. Rom overtog tidligt ledelsen.
Lemuria i maj var en fest for de afdøde, der i tre dage tænktes at hjemsøge husene. Et mindre dystert præg havde dies parentales i februar, hvis afsluttende dag, Feralia, var en mindedag for familiens afdøde.
Hovedpunktet i ambarvaliefesten (29/5) var en procession rundt om det tidlige Roms landområde med ofringer på udvalgte steder; hensigten var renselse. En tilsvarende privat renselsesritus er udførligt beskrevet af Cato d.æ. i hans skrift om landbrug: De tre vigtigste husdyr, svin, får og tyr (Suovetaurilia), føres omkring ens egen grund og ofres derefter til Mars, der her fremtræder som landbrugsgud.
17/12 begyndte Saturnaliefesten, knyttet til guden Saturnus. Festen fandt sted på et tidspunkt, da efterårssåningen var afsluttet, og er muligvis i sin oprindelse en bondekultus. Dens placering nær vintersolhverv har gjort den til en folkelig fest, der havde både en offentlig del med lectisternium (gudemåltid) og lege og en privat del med fælles måltid og med lys og gaver og med den særlige skik, at herrer og slaver for en dag byttede roller, så slaverne blev opvartet.
Lupercaliefesten i februar, efter overleveringen fejret for guden Faunus, udgik fra Lupercal, en grotte ved foden af Palatinerhøjen. Unge mænd, luperci, nøgne bortset fra et gedeskind om lænderne, løb rundt om Palatin og slog forbipasserende med læderremme, en ritus, der mentes at fremme frugtbarheden. Betegnelsen luperci tolkes som 'ulveafværgere'. Festen synes at være opstået i et hyrdesamfund.