trevangsbrug, det mest udbredte dyrkningssystem i Østdanmark, Østengland, Tyskland og Polen i tiden med jordfællesskab. Under trevangsbruget var landsbyens markjord opdelt i tre vange, der var underopdelt i åse eller fald. Vangene var adskilt af hegn, jordvolde eller stendiger med foranliggende grøfter.
Det afgørende for systemets funktion var nemlig adskillelsen mellem de dyrkede vange og den vang, der det pågældende år lå fælled, dvs. var udlagt til græsgang for løsgående kreaturer. I trevangsbruget dyrkedes på skift rug og byg, eller vangen lå fælled.
Det var en fordel ved trevangsbruget, at det var muligt at koordinere udnyttelsen af den enkelte vang med nabobyerne, således at man kunne undgå at indhegne tilstødende vange ("vangelag").
Beslægtede dyrkningssystemer var alsædebrug (envangsbrug), der var enerådende på Amager, og to- og firevangsbrug, der fandtes på Vestfyn, i Østjylland og i det østlige Slesvig og Holsten.