En tyklæbet multe, en ualmindelig fin spisefisk, der kun kan fanges i garn, da den æder planktonorganismer, vandplanter, snegle og andre smådyr og således ikke bider på fiskernes kroge, der for det meste er agnet med større emner så som rejer, tobiser, sandorme eller sild.
Multerne er stimefisk, så når de er her i de danske farvande er der ofte mange. Men de optræder meget uregelmæssigt og er ikke normalt forekommende på vore breddegrader (det er de blevet siden).
Det er en ret fed fisk, der egner sig fortrinligt til røgning
Dansk ynglefisk
Som det kan forstås af det foranstående, hører multerne hjemme i varmere omgivelser end her, og hovedudbredelsesområdet er Middelhavet og Sortehavet, hvor den spiller en vigtig rolle for fiskeriet.
Men på grund af klimaændringerne til varmere og varmere årlige gennemsnitstemperaturer ser det ud til, at multen - siden vi først skrev om den i 1995 - har etableret sig som dansk ynglefisk.
I hvert fald er der konstateret multeyngel i et par østjyske fjorde i 2001, og eftersom vi heller ikke havde isvinter dette år, må vi formode, at historien vil gentage sig.
Spændende, hvis en så efterspurgt spisefisk kunne blive en del af den danske fauna.
Middelhavsdelikatesse
Vores første møde med multen for mange år siden var ellers noget anstrengt. Vi var i Spanien, der jo kan byde på et utal af kulinariske lækkerier. På en havneknejpe, fyldt til bristepunktet af tapasgæster, konstaterede vi, at alle tilsyneladende valgte de samme tapas: nogle små, tilsyneladende røgede tingester af ubestemmelig observans.
De lokale så vores skepsis, men med tegn og fagter og på en blanding af spansk/fransk/ engelsk fik de forklaret os, at det var en udsøgt delikatesse. Da vi kom den første i munden, anede vi stadig ikke, hvad det var udover "fish" og at den var røget. Det var multerogn, og det var en tør oplevelse.
Siden er vi også stødt på den i Italien, hvor den var forklædt som reven parmesan på vores sagesløse pastaret. Vi synes, at det er en noget overvurderet spise, men det er vores fejl.
I køkkenet
Til gengæld holder vi umådelig meget af multens kød, og når fiskeskipperen får multe i bundgarnet, ringer han prompte til Frederiksberg. Multen er kødfuld, saftig og storflaget, og den kan tåle mere krydring end de fleste andre fisk, vi kender. Den kan bages hel i ovnen, pocheres, grilles eller skæres ud som escalopper uden skind og ben og steges på panden.
Nogle gange fylder vi den med løg, fennikel, gulerødder, løvstikke og soltørrede tomater i olie og bager den i ovnen eller på grillen, men med de ret store fisk, som der tit er tale om, kræver det et par gæster. Derfor vælger vi oftest escalopperne, og da vi ikke gider bruge tid på at pille de enorme skæl af fiskeskindet, skærer vi også det af.
Skær fisken op i ryggen og følg ribbenene ned mod bugen. Det er pærelet, når man først har fået hul på kalorius. Læg de to fileter med skindet mod bordpladen og skær kødet løs fra hoved mod hale. Hvis man har sarte gæster, bør fileterne gås efter for nerveben. Skyl fileterne og dup de rødbrune, kødfulde fiskefileter tørre, inden de skæres ud i pæne portionsescalopper. Af en gennemsnitsmulte på et par kilo bliver der 6-8 pæne escalopper.
Spinat, tomat og havesyre klæder multen, og vi har forsøgt os med forskellige kombinationer, men da vi smagte Rosdahl's "sydfranske" multe, var vi solgt.
Det var det rigtige, så se vores "husmandsversion" af den tiltalende ret: Stegte multeescalopper på ratatouille.