Inklusion (af latin inclusio 'indespærring') kan have flere
betydninger:
1) pædagogik: – eller inklusiv pædagogik,
inklusionspædagogik: pædagogik der inkluderer
2) mængdelære: – et begreb inden for mængdelæren
3) mineralogi: – et fremmedstof indesluttet i et mineral
4) demokrati: – om borgerrettigheder: hvem skal inkluderes i
folket, demos
Inklusion betyder egentlig ”at omfatte”
eller ”at medregne”, men inklusion af børn og unge i dagtilbud og skole handler
om mere end, at de blot skal være til stede i et fællesskab.
Inklusion handler om at værdsætte hinanden for dem, vi er,
og det vi kan, netop på grund af – og ikke på trods af – vores forskelligheder.
Derfor vedrører inklusion alle børn og unge, ikke kun dem med særlige behov.
Inklusion handler således om, at børn og unge skal
opleve sig som aktive og værdsatte deltagere i sociale og faglige fællesskaber.
Det betyder, at flere børn og unge – uanset deres særlige og forskellige behov
– skal have mulighed for at deltage, udvikle sig og lære sig noget i de
fællesskaber, som dagtilbud, skoler, SFO´er og klubber tilbyder.
Det kræver, at de professionelle omkring vores børn og unge
arbejder med et to-delt perspektiv, hvor de både støtter og udvikler de enkelte
børn og unges evner til at indgå i fællesskaber og støtter og udvikler
fællesskabernes evne til at inkludere alle.
Mangfoldigheden gøres værdifuld.
Når man arbejder inkluderende erstattes diskussioner om,
hvad der er normalt og unormalt af et fælles fokus på, hvordan mangfoldigheden
kan gøres til et værdifuldt og positivt fundament for fællesskabets udfoldelse.
Inklusion handler derfor også om at lære børn og unge at forholde sig til,
håndtere og sætte pris på det, som er anderledes end dem selv.
Inklusion
Begrebet inklusion defineres sjældent klart og entydigt. Det
er et multidimensionelt begreb, rummer mange forskellige aspekter og er svært
at operationalisere.
Der eksisterer en del forskningslitteratur om inklusion med
fokus på forskellige aspekter som inklusion på arbejdsmarkedet, inklusion for
fysiske handicappede, inklusion i skolen osv. På baggrund af det materiale, har
vi forsøgt at uddrage noget generelt med det formål at nå en begrebsafklaring
nærmere.
Definition af
inklusion:
PROCES: Inklusion er en proces, der skal bidrage til at
minimere og eliminere de mest virksomme eksklusionsfaktorer – inklusion er, er
undgå eksklusion. Inklusion defineres således i relation til eksklusion, der
forstås, som de processer gennem hvilke individer eller grupper ekskluderes
helt eller delvis fra fuld deltagelse i de samfund, som de lever i.
VISION: Inklusion er en overordnet politisk vision om at
skabe et samfund, hvor alle borgere har lige muligheder for at deltage i
samfundets demokratiske processer og har lige adgang til velfærdssamfundets
ressourcer. Inklusion kan på sin vis betragtes som et ”dannelsesideal”, der
skal realisere medborgerskabet som alles ret til deltagelse.
FÆLLESSKABER: Social inklusion er bundet til deltagelse i
fællesskaber – forstået som ”grupper af mennesker, der er sammen om noget og
derved føler en vis samhørighed”.
LIGE DELTAGELSESMULIGHEDER: Inklusion er mere end retten til
at gå i de samme skoler og retten til at få et job. Inklusion er at blive givet
muligheden for at deltage i det almindelige hverdagsliv i den form, som denne
deltagelse end måtte antage. Deltagelse forstås altså bredt, både i forhold til
lokalsamfund, uddannelse, arbejde, foreningsliv, skole- og boligbestyrelse,
politik og i forhold til at indgå i sociale fællesskaber med andre mennesker.
PASSIVT OG AKTIVT: Inklusion indeholder både et passivt og
aktivt element. Det er at forstå som noget, hvor deltagelse på den ene side
skal muliggøres, men på den anden side samtidig er noget, den enkelte selv
aktivt skal deltage i og være med til at udforme.
RELATIONELT FREM FOR INDIVIDORIENTERET: Inklusion bliver på
denne måde til et relationelt og kontekstuelt begreb frem for et
individorienteret perspektiv.
Det handler både om den enkeltes erfarede, oplevede og
mærkbare deltagelse i hverdagslivets begivenheder, men også om fællesskabernes
evne til at muliggøre denne deltagelse.
FRIVILLIGT: Inklusionsprocesser forudsætter, at den enkelte
selv iværksætter, ønsker eller som minimum billiger, tiltag til at forbedre sin
marginale eller udstødte position. Hvis disse tiltag ikke foregår frivilligt,
er der ikke tale om inklusion, men derimod om normalisering.
INKLUDERET I ENKELTE SAMMENHÆNGE OG IKKE ALLE: Social
inklusion er ikke en entydig størrelse – man kan være indenfor i én social
sammenhæng og udenfor i en anden. Man kan være udenfor i forhold til deltagelse
i signifikante delsystemer som arbejde, politisk, traditionelle
familiestrukturer m.m. og være inkluderet i andre sociale sammenhænge.
Den faktiske deltagelse i fx arbejdslivet, er ikke nødvendigvis
en indikator for, at den deltagende også opfatter sig som inkluderet.
På samme måde kan man sige, at selv om noget politisk
defineres som vigtigt at deltage i, så er det ikke sikkert, at alle grupper i
samfundet oplever det som vigtigt eller afgørende at deltage i for at føle sig
inkluderet. Man må dermed tage højde for, at mennesker kan være inkluderede i
samfundet ved at deltage på forskellige måder.
KONKLUDERENDE PÅ DEFINITIONSSPØRGSMÅLET: Fokus på oplevet
deltagele kan måske i højre grad fange essensen af inklusion, som netop ikke
blot handler om faktisk deltagelse, men om, hvilke muligheder, man mener, at
man har for at spille en rolle, og om man igennem sin deltagelse tildeles
ansvar, opnår anerkendelse og indflydelse.
Inklusion forudsætter
kompetencer på to niveauer:
1) Individets forhandlings- og
konflikthåndteringskompetencer, der muliggør deltagelse i forpligtende og
udviklende fællesskaber, samt evnen til at udvise socialt ansvar i disse.
I skolerne udgør forældrene, fra en inklusionsvinkel, en
uopdyrket ressource, som kunne mobiliseres i arbejdet med inklusion. En
styrkelse af eksempelvis forældrenetværket må formodes at have en forebyggende
funktion for eksklusion i skolen.
2) Fællesskabets evne til at rumme mangfoldighed. Fællesskaber
skal gøres tilgængelige, og der skal udvikles sociale kompetencer, der muliggør
adgang.
Anerkendelse som
forudsætning for inklusion:
Axel Honnet, har udviklet en teori, hvor han peger på behov
for anerkendelse i tre forskellige sfærer som en forudsætning for inklusion,
hvor graden af anerkendelse også angiver graden af oplevet inklusion.
1) Privatsfæren: nære og tætte relationer
2) Den retslige sfære: anerkendelse som ligeværdigt medlem
af samfundet
3) Den solidariske sfære: Indeholder arbejdsmæssige,
politiske og kulturelle fællesskaber, hvor man kan genkende sig selv i en
gensidig fælles forpligtigelse.
En vellykket social inklusion indebærer, at en person tildeles
en position, som anerkendt, bidragende, nødvendig, uundværlig og lignende.
Forskellige studier viser, at marginalisering og eksklusion
ikke af alle opleves som ulempe, da dette forhold kan skabe grobund for
modstandsdiskurser, der kan udnyttes til at mobilisere modstand og oprør.
........................................................................................................................