: forbundsrepublik i Mellemamerika. Med undtagelse af
halvøen Yucatán og en smal kystslette langs Mexicanske Golf er Mexico et
højland. Landet er opfyldt af Cordillererne, hvor en kæde strækker sig ud
gennem Californiske Halvø og de to andre indrammer et vældigt plateau med flere
afløbsløse frugtbare højsletter, der er Mexicos befolkningsmæssige,
erhvervsmæssige og kulturelle tyngdepunkt. Klimaet er tropisk, men veksler med
højden. Den nordlige del af landet har steppe og ørkenvegetation mens der i syd
findes regnskov og savannevegetation.
Mexico: forbundsrepublik bestående af 32 delstater.
1.958.201 km². Hovedstad Mexico, 12,9 mio indb.1980.
• Befolkning: 36,1 mio 1960; 48,2 mio 1970; 78,8 mio. 1985.
Ca. 55% er mestizer, ca. 29% indianere og resten hvide.
• Religion: romersk-katolske kirke.
• Sprog: spansk.
• Vigtigste eksportvarer (i pct. af samlede eksport 1984):
olie 65,0; bilmotorer 3,5.
• Vigtigste handelspartner USA. BNP pr. indb.1983 $ 2.240 (DK
$ 11.490).
• Møntfod: peso a 100 centavos.
• ØKONOMI OG ERHVERV. 32% (1983) af den erhvervsaktive
befolkning er beskæftiget ved landbruget. Gennem de sidste årtier har staten
forsøgt at udvide landbrugsarealet ved hjælp af kunstvanding og økonomiske
støtteordninger til bønderne. Landbrugsudviklingen var tidligere hæmmet af de
store godser, haciendas, men ved jordreform er størstedelen blevet overdraget
til staten og omdannet til landsbykollektiver. Til eget forbrug dyrkes majs,
ris, hvede og grønsager, men landet er ikke selvforsynende med fødevarer.
Derudover dyrkes også afgrøder til eksport, bl.a. kaffe og sukkerrør. På de
tørre højsletter mod nord findes stort kvæghold. Omfattende fiskeri langs begge
kyster har stadig stigende betydning. Mexico er et af verdens rigeste lande
mht. råstoffer; der udvindes store mængder jern, kul, zink, bly, mangan,
kobber, olie og naturgas. Oliefundene er nogle af de største i verden og Mexico
er blevet storeksportør af olie. Siden 1950 har landet gennemløbet en voldsom
industriel udvikling og industrien er nu blevet den vigtigste erhvervsgren målt
i produktionsværdi, og en af de højest udviklede i tredje verden. Derudover
betydelige turistindtægter. Bl.a. på grund af de gigantiske investeringer i
olieudvinding i 1970erne og 1980erne har Mexico en omfattende udlandsgæld. Det
voldsomme jordskælv i september 1985 kostede tusinder af døde og ekstraudgifter
på flere milliarder kroner.
• HISTORIE. Mexico blev selvstændigt 1821, forbundsrepublik
1824 (før 1821, se Latinamerika). 1858 blev indianeren Juárez præsident; hans
antiklerikale og liberale politik førte til borgerkrig og konflikt med britiske,
spanske og franske interesser hvorved den franskstøttede østrigske ærkehertug
Maximilian (1832-67) 1864 indsattes som kejser; ved amerikansk indgriben forlod
de udenlandske tropper 1867 Mexico. 1910 indledtes en periode med politisk og
sociale omvæltninger og reformer, bl.a. gennemgribende jordreformer;
reformperioden kulminerede 1938 med nationalisering af olieindustrien. Efter 2.
verdenskrig er det politiske system stabiliseret, men en betydelig økonomiske
udvikling har ikke mindsket de dybe sociale modsætninger. Forsøg på
gennemførelse af nye landbrugsreformer i 1960erne og 1970erne slog fejl, og de
gennemførte reformer viste sig utilstrækkelige. Den alvorlige økonomiske krise
fra begyndelsen af 1980erne har forringet de i forvejen vanskelige sociale
forhold og har medført social uro. Udenrigspolitisk har Mexico ført en
alliancefri politik uden dog at bryde med USA, og har som medlem af
Contadora-gruppen forsøgt at finde løsninger på konflikterne i Mellemamerika.
........................................................................................................................