Abu Nuwas, ca. 756-815, arabisk digter. Efter læreår i Basra og Kufa kom han til abbasidernes hof i Baghdad, hvor han blev ven med kaliffen Harun al-Rashid. Abu Nuwas poesi er livsnær, ofte lejlighedsdigte, der priser vinens, kærlighedens (mest til drenge) og jagtens glæder. Hans respektløse holdning til islam kostede ham et par fængselsophold. Sproget er letløbende, vittigt og fri for den ældre poesis klichéer. Abu Nuwas regnes for at være abbasidetidens største digter (se abbasider).
Arabisk lyriker. Navnlig kendt for sine muntre, frivole digte om vin og pæderasti; skrev også i andre lyriske genrer, bl.a. askesedigte. Optræder som Harun al-Rashids følgesvend i talrige vandreanekdoter, hvoraf nogle fandt vej til Tusind og en nat.
Abu Nuwas blev født i al-Ahwaz. Hans far tilhørte hæren af Marwan II, den sidste umayyadiske, mens hans mor var af persisk afstamning. Hans uddannelse som ung fandt sted i Basra og Kufa. Han siges at have studeret for en tid blandt beduinerne med henblik på at forbedre sit sproglige skill.
Udseendet af Abu Nuwas 'poesi i al-Funun var meget passende i at han er blevet betragtet af senere dage kritikere som repræsentant for en moderne skole af digtere i løbet af sin dag. Hans tilbageværende poesi, som indeholder mange Lovtaler til Barmakids i Bagdad og al-Amin, søn af Harun al-Rashid, gennemsyret en friskhed i den genre af klassisk arabisk poesi, der gjorde det tiltrækkende og levende, en omstændighed, som er stadig tydelig i denne dag. Selvom han komponeret mange af hans digte i klassisk stil, var han ikke begrænset til det.
Han skrevet sin digtning, der ofte var af meget un-islamiske emner, såsom vin og selvforkælelse, en bemærkelsesværdig række nye termer, hvoraf mange var enten persisk eller folkesprog udtryk for locale, hvor han boede.
Abu Nuwas 'brug af nye ord og folkelige udtryk var meget appellere til litterater indsamling sammen gennem regi af al-Funun i New York City. Han præsenterede et eksempel på en arabisk digter, der i det hele taget brugte sprog korrekt om der kan have været nogle fejl grammatisk i hans poetry.
Udseendet af Abu Nuwas indenfor al-Funun var i vid udstrækning en legitimering, hvis man virkelig var behov for, af dem, der bidrager til al-Funun for deres ret til at eksperimentere med det arabiske sprog. Han repræsenterede en af de store digtere fra den gyldne alder af arabisk litteratur, der skrev kreative og tiltalende poesi, men hvem gjorde det på en frisk, tiltalende måde og på sin egen måde.
.............................................................................................................