ba'rokmusik: musikken mellem den musikalske renæssance og rokokoen, dvs. ca. 1580-1730. En af barokmusikkens forudsætninger er Camerata Fiorentina, en sammenslutning af antikbegejstrede litterater og musikere i Firenze, der ville skabe en opera med den græske tragedie som forbillede. Polyfonien træder i baggrunden, musikken skal tjene ordet, solosangen, den såkaldte monodi, og vekselvirkningen mellem recitativ og arie opstår.
Den stærke kontrapunktik erstattes af en mere harmonisk sats; overstemmen bærer melodien med generalbassen som fundament og akkompagnement. Den franske komponist Rameau m.fl. grundlagde en funktionel harmonilære. Samtidig skabte Andrea og Giovanni Gabrieli i Venezia stærke klangkontraster i den flerstemmige korkomposition, der overtoges af concerto grosso, hvor vekselvirkningen mellem soli og orkester er karakteristisk.
Tyngdepunktet i musiklivet flyttes fra kirken til hofkapellet. I kirkemusikken er de betydeligste frembringelser kirkesonaten, koralmotetten og kantaten. I takt med den rigere instrumentationskunst oplever instrumentalmusikken en blomstring.
Danseformer optages som satser i suiten, hvoraf den fastere komposition sonaten opstår. Med rod i vokalmusikken og med ricercare og canzone som mellemled opstår fugaen, der forbindes med præludium og toccata. Den alvorlige opera, opera seria, og den muntre opera buffa dyrkes især i Italien og Frankrig, hvor også balletten opstår. Frankrig, England, Nederlandene, Tyskland og Italien skaber en frodig musik for taste instrumenter, mens lutmusikken når sit højdepunkt i Spanien og Frankrig. Periodens største komponister var i Italien: C. Gabrieli, Monteverdi, A. Scarlatti, Corelli, Vivaldi, Pergolesi; i Frankrig: Lully, Rameau, Couperin; i England: Byrd, Purcell, Handel (på engelsk Handel); i Tyskland: Schutz, Telemann, Buxtehude, J. S. Bach.
.............................................................................................................