Vi er nu omsider fremme omkring året 965, da kristendommens store gennembrud i Danmark fandt sted. Selveste kong Harald Blåtand lod sig kristne. Hvem husker ikke historien om gæstebuddet, hvor kong Harald er til stede, og det kommer til en diskussion om gudedyrkelse? Danerne hævder, at Kristus nok er en gud, men at andre guder er langt større end han. Men de bliver modsagt af en klerk ved navn Poppo, som taler kristendommens sag.
Kongen spørger ham, om han vil påtage sig at bevise sine påstande. Det erklærer Poppo sig rede til, og næste morgen lader kongen en stor jernklump opvarme ved ilden og befaler Poppo at bære det glødende jern for sin tro. Det gør Poppo så, ja, han beholder jernet i hånden, så længe kongen ønsker det, og fremviser derefter sin ubeskadigede hånd. Kong Harald er nu overbevist og beslutter, at han fra nu af kun vil ære Kristus som gud, og han befaler sine hedenske undersåtter at forkaste deres afguder.
Denne gode historie har vi fra munken Widukind, som nedskrev den i sin Sakserkrønike i Corvey-klosteret ved floden Weser ikke mange år efter Haralds omvendelse.112 Men hvor meget skal vi nu tro af den? Jernbyrden var en form for gudsdom, der anvendtes af kirken i den tidlige middelalder; den var imidlertid ukendt i hedensk gudsdyrkelse og retspleje.113 Den kan vi altså godt se bort fra.
Jellingstenen, siden med den korsfæstede Kristus.
Hvem Poppo var, er også ganske uklart.114 Det synes dog, som om han siden hen blev dyrket som helgen i Danmark. Men en person af kød og blod kan vi ikke få ud af ham. Det væsentlige ved historien er dog, at Harald Blåtand antog den kristne tro. Det har vi hans egne ord for på den store Jellingsten.
Hvorfor nu dette pludselige trosskifte? I Widukinds beretning står en bemærkning om, at det var takket være kejser Ottos iver, at kirkerne og præstestanden var kommet til så megen ære i disse egne. Det betyder formentlig, at det som så ofte i dansk politik var forholdet til naboen i syd, der bestemte udfaldet. Den tyske kong Henrik 1. havde angrebet Danmark i 934, hans rige var en europæisk stormagt, hvis position blev yderligere styrket af hans søn Otto 1. Han føjede Italien til sit rige og blev i 962 kronet til kejser af paven i Rom. Otto 1. var nu Europas stærkeste hersker, og gennem sin broder Bruno, der var rigets kansler og tillige ærkebiskop af Köln, udøvede han et stærkt tryk på Danmark. Der er endog forskere, der mener, at Danmark i Harald Blåtands tid i realiteten var et tysk lydland. Herimod taler dog de store befæstningsarbejder, som kong Harald lod udføre ved rigets sydgrænse.
Harald Blåtands dåb, guldrelief fra alteret i Tamdrup kirke. Det er foreslået, at dette relief sammen med 6 andre har tilhørt et helgenskrin til ære for biskop Poppo.
Men man må imidlertid ikke overse, at den danske kirke var underlagt ærkebispesædet i Hamburg-Bremen. Den tyske kejser har formentlig opfattet sig selv som øverste myndighed i den danske kirke. I hvert fald udstedte han i 965 på foranledning af ærkebiskoppen i Hamburg-Bremen et privilegiebrev, der fritog de ejendomme i „danernes mark og kongerige“, der tilhørte kirkerne i Slesvig, Ribe eller Århus for „al Skat“ og tjenesteydelse, der, som det siges, „hører til vor ret“. Det tyder i hvert fald på, at den tyske kejser mente at have sit at skulle have sagt, når det gjaldt danske forhold.115
Der er intet tegn på, at Harald Blåtands – og dermed rigets – overgang til kristendommen var særligt kontroversiel. Den nye religion må længe have været kendt i Danmark, bl.a. var i 900-tallet de fleste efterkommere af de skandinaver, der havde koloniseret det engelske Danelagen og Normandiet, kristne. De kan have udøvet en kraftig indflydelse på hjemlandet. Hertil kom, at der må have været mange danske stormænd, der indså, at tiden var inde til, at Danmark blev et kristent rige. Modsat situationen for blot en generation siden, stod man nu over for et stærkt og velorganiseret kristent Europa, som militært ikke var til at spøge med. Tiden var nok inde til at erkende, at man også stod over for en overlegen kristen kultur, og at det derfor ville være nyttigt at søge optagelse i datidens europæiske fællesskab.
Rekonstruktion af den tid ligste trækirke opført 1060-1070 i Hørning syd for Randers. Trækirkens skib er 6 m lang og 4,5 m bredt, koret 3,3 x 3,3 m. Fra den oprindelige kirke er bevaret resterne af et hammerbånd udskåret i urnesstil og bemalet. Rekonstruktionen er opført ved Moesgård Museum nær Århus.
Allerede ved vikingetidens slutning var der bygget mange kirker i alle egne af Danmark.116 De formåede dog ikke, som de middelalderlige stenkirker at sætte deres helt karakteristiske præg på landskabet. For særligt imposante var de ikke. De fleste var af træ og blot fra en halv til en hel snes meter lange. Den første stenkirke i Danmark blev bygget i Roskilde, formentlig omkring 1030.117
Alligevel kan man opfatte også disse første kirker som en rumlig gestaltning af den kristne kosmologi og som en indramning af de kristne ritualer. Dem kender man vel gennem datidens liturgiske håndbøger, og man kan se, at de vigtigste liturgiske træk allerede eksisterede i 1000- og 1100-tallet. Kristendommen havde for længst fundet sin liturgiske form og sine arkitektoniske udtryk, da Norden blev kristnet.118
Hvad var det da for elementer, der prægede den tidlige kristne kult? Det var tidebønnerne og messerne. De første var de dagligt gentagne bønner, som præsten fremførte i kirken. Messen var derimod helligdagenes gudstjeneste. Ved den reciterede præsten udvalgte bibeltekster og forklarede gennem sin prædiken forskellige dele af det kristne budskab. Gennem nadveren gentog han endvidere den mest centrale del af den kristne frelselære, nemlig Kristi offerdød på korset. Den kristne lære formidledes desuden via kirkeårets forskellige helligdage og deres tilknytning til såvel bibelhistorien som den yngre helgenhistorie. Der var også visse helligdage, hvortil der knyttede sig processioner uden for kirken – og der var votivmesser, dvs. gudstjenester ved særlige anledninger. De kunne afholdes i anledning af fx krig, hungersnød og epidemier.
Små bronzesmykker med det kristne motiv „Guds lam“, fundet på Sebbersund-bopladsen.
Ud over kirkeårets faste gudstjenester var der i den kristne liturgi også en række livscyklusritualer. Dåben var naturligvis den vigtigste. Den markerede menneskets indtræden i den kristne verden. Den fandt i en tidlig fase sted på vigtige festdage i domkirkerne og visse andre centrale kirker. I løbet af 1100-tallet blev dåbsritualet dog efterhånden knyttet til sognekirkerne – det fremgår bl.a. af døbefontenes alder.
Dåben blev bekræftet gennem konfirmationen, som fandt sted i sognekirkerne ved de regelmæssigt tilbagevendende besøg af biskoppen. Når en kvinde havde født, måtte hun ved kirkedøren gennemgå en slags renselse, før hun kunne indtræde i kirken. Jordelivets afslutning blev markeret gennem begravelsen. Den bestod dels af en begravelsesmesse i kirken, dels af en jordfæstelse, som i begyndelsen fandt sted på kirkegården, men som efterhånden også tillodes i kirkerummet. Endelig var der særlige sjælemesser, som blev afholdt dels på syvende- dels på tredvtedagen efter dødsdagen.
Det meste af den kristne liturgi var af lige så luftig karakter som den oldtidens musik, vi tidligere har skildret – og den efterlod sig næsten lige så få spor. På ét punkt skete der dog med kristendommens indførelse afgørende ændringer, som arkæologien kan registrere. Det var i begravelsesskikkene. Kirken tillod ikke ligbrænding, de døde måtte ikke få gaver med i gravene, begravelserne skulle ske på indviede kirkegårde, og ligene skulle ligge på ryggen i udstrakt stilling med hovedet i vest og fødderne i øst.
Nu skulle man tro, at det således ville være muligt at måle den kristne missions fremskridt ved at studere tidens grave. Mange arkæologer har da også givet sig i kast med denne opgave, men resultaterne har i hvert fald indtil nu ikke levet op til forventningerne. Bl.a. har det vist sig, at også de hedenske grave ofte har rummet ubrændte lig uden medbragte gravgaver – og at de døde som de kristne kan blive lagt i graven orienteret øst-vest. Modsat findes der også hist og her kristne grave, som indeholder gravgaver. Der er næppe tvivl om, at kirken i den første kristne tid måtte affinde sig med, at befolkningen ikke uden videre kastede alle hedenske skikke bort. I øvrigt må det også have varet længe, før der var så mange præster i landet, at der altid kunne være en af dem til stede, når en begravelse fandt sted.
Der er således mange nuancer i gravskikkene i tiden omkring overgangen til kristendommen. Gravene er derfor ikke velegnede til nøjagtigt at fastslå tidspunktet for kristendommens gennembrud. I øvrigt kan gravene sjældent dateres særlig præcist, selv når der ligger gravgaver i dem.
Et træk er dog påfaldende ved gravskikkene. Som vi allerede har set, findes der i første halvdel og midten af 900-årene mange meget rigt udstyrede stormandsgrave – ofte med heste og rideudstyr. Dem kan man formentlig opfatte som et udtryk for en sidste, bevidst hedensk manifestation, rettet mod den fremtrængende kristendom.
En kristen mandsgrav fra Sebbersund.
Men hvad skete i Danmark, efter at Harald Blåtand – og landet – officielt var gået over til kristendommen? Kongens sidste år blev ikke lette. I 980'erne rejste hans søn Sven Tveskæg et oprør mod ham. Harald tabte og blev forjaget fra riget, for derefter at dø i landflygtighed. Noget hedensk oprør var det nu ikke, for Sven Tveskæg var kristen og forblev det hele sit liv. Ikke desto mindre kan oprøret have medført kaotiske tilstande, og bisperne fra Hamburg-Bremen lader til at være flygtet sammen med deres kongelige beskytter. Det førte til et anstrengt forhold mellem Sven Tveskæg og ærkebispesædet i Hamburg-Bremen. Men hovedårsagen var formentlig, at den tyske kirke var så nært knyttet til det tyske riges magtpolitik.
Sven Tveskæg hældede mere til England, hvis kongekrone han da også vandt i 1013, året før sin død. Og med sønnen, Knud den Store, blev det ikke bedre. Han regerede for en stor del Danmark fra sit engelske kongerige. I 1020'erne indsatte han ydermere tre bisper fra England på bispesæderne i Odense, Roskilde og Lund, efter at de var blevet indviet dertil af ærkebispen af Canterbury. Med den nære kontakt over Nordsøen kom også kendskabet til nogle af kirkens helgener, fx Sankt. Clemens og Sankt Budolf. Og samme vej kom også engelske stenmestre. Den ældst kendte stenkirke i Danmark, Sankt Clemens kirke fra ca. 1030 på Sankt Jørgensbjerg i Roskilde, er bygget af en af dem.119 Endelig kan man også i det danske kirkesprog finde adskillige ord, som i disse århundreder nåede til Danmark via England, bl.a. ordet kristendom og ord som skrift, kalk og disk.
Kristne grave på gravpladsen ved Ndr. Grødbygård på Sydbornholm.
Alt dette gav spændinger i forhold til ærkebispesædet i Hamburg-Bremen, og gav sig undertiden helt ejendommelige udslag. Omkring 1060 var der fx to bisper i Skåne – en i Lund, han kom fra England, og en i Dalby, en halv snes km derfra, han var Bremerkirkens mand. I det lange løb var det dog den tyske kirke, som satte det tydeligste stempel på den danske i de hen ved hundrede år, der gik, før Danmark for alvor var blevet et kristent land. Og der var meget at udrette: præster skulle uddannes, og først og fremmest skulle man vinde samfundets elite, stormændene, for den kristne religion. Den proces var i store træk afsluttet omkring 1060. Da havde den danske kirke fået faste bispesæder overalt i Jylland, på Øerne og i Skåne.
At det blev stormændene, der så at sige kom til at garantere kristningen af Danmark, fremgår også af undersøgelserne af vore gamle kirker. De fortæller nemlig, at det var stormændene, der stod bag størstedelen af kirkebyggeriet, og at deres gård sjældent lå langt fra byggepladsen.120 Et af de steder, hvor man kan få syn for sagn, er ved Lisbjerg kirke nord for Århus. Som vi har set, fandt man her sporene af en trækirke fra sen vikingetid, som stormanden havde opført midt på sin indhegnede gårdtoft. Her havde hovedhuset til gården tidligere ligget, men trækirken blev opført på dens sted. Det siger noget om, hvor betydningsfuld den nye tro var.