[tçæ:rnan]:
40 m højt tårn i Helsingborg, Sverige. Opført som kernetårn (donjon) af
Valdemar IV Atterdag ca. 1350; udvidet af Erik VII af Pommern i 1420erne,
restaureret 1893-94.
Kärnan er et tårn og en tidligere fæstning i Helsingborg
i Skåne, Sverige.
Tårnet er 35 meter højt og har en næsten
kvadratisk grundplan med en bredde på 15 meter på hver led. Tårnet var kun en
del af befæstningen. Rundt om tårnet var der yderligere to mure, som var 4,5
meter tykke ved fundamentet. Et tilsvarende tårn er bevaret som sidste rest af Tårnborg
ved Korsør.
Oprindelse
Kärnans oprindelse og alder er uklar. Ifølge Arild
Huitfeldt i Danmarckis Rigis Krønicke byggede den danske sagnkonge Frode
Fredegod allerede i år 1 e. Kr. Kernen, som blev grundstenen til Helsingborg.
Præsten Sthen Jacobsen, som omkring 1680 skrev Den Nordiske Kriigs Krønicke, Skånelandenes
sidste bidrag til dansk litteratur, påpegede, at Kernen blev anset for at være:
den ældste
bygning udi ald Skaane, och att være bygt udi kong Frode Fredegods tiid, som
regierede der Christus bleff föd til verden; huor om findiss dette gamle vers:
Tempore natalis
Christi, turris capitalis
Helsingborg struitur,
velut in Scriptis reperitur
Biskoppen i Lund Mogens Madsen, der var født i
Helsingborg og søn af byens borgmester, Mads Pedersen Tøndebinder, læste i
1500-tallet dette vers over porten til borgen. Sagnet kan dog ikke verificeres.
Det antages, at der allerede i vikingetiden blev
bygget en befæstning på højdedraget Landborgen for at beskytte overfarten
mellem Sjælland og Skåne. Ifølge Adam af Bremen fandtes der omkring år 1070
mange overfartssteder fra Sjælland til Skåne, men den korteste var ved
Helsingborg. Han påpegede også, at området deromkring var et eftertragtet
tilhold for sørøvere.
Helsingborgs betydning understreges af, at mange landeveje
mødtes og mødes her, bl.a. fra grænsen til Sverige i nord (i dag grænsen mellem
Skåne og Småland) og de danske ærkebispers by Lund i syd.
Tegning af Hovedtårnet og dermed fæstningens
centrale tårn, Kärnan.
Middelalderen
Den gamle befæstning på Landborgen erstattedes i
1100-tallet af en tårnborg af sandsten. Det runde fæstningstårns grundmure
findes markeret i terrænet og kan ses vest for den nuværende Kernen, som blev
opført ca. 1313-1318 af Erik Menved (som også fejrede sit bryllup her i 1296).
Kärnan var en af Danmarks vigtigste borge og en
vigtig brik i magtkampen i det nordlige Europa. Flere danske konger har
resideret på Kernen, bl.a. Christoffer af Bayern som også døde her i 1448.
Kongen indkaldte til danehof på Kärnan i 1283 og
flere gange i begyndelsen af 1300-tallet. Ved midten af 1300-tallet blev de såkaldte
herredage Danmarks højeste besluttende forsamling. Også disse blev flere gange
afholdt i Helsingborg.
Renæssancen
og svenskekrigene
For Øresundstolden spillede Kärnan sammen med Kronborg
en vigtig rolle. Ethvert udenlandsk skib, der passerede en linje mellem Helsingør
og Helsingborg, skulle betale en afgift. Jon Jensen Kolding skriver fx i
sin danmarksbeskrivelse i 1594 om Kronborg og Kärnan: På begge sider af Sundet
findes en vældig mængde krigsmaskiner, hvilke er opført der til skræk og
advarsel for skibe som forsøger at stikke af forbi sundtolden.
Ved freden i Roskilde mistede Danmark Helsingborg
og Kärnan sammen med resten af Skånelandene til Sverige. På denne tid var Ove
Gjedde, der grundlagde den danske koloni Trankebar på Indiens sydøstkyst, lensmand
på Kärnan.
Da Christian V indledte Skånske Krig i et forsøg
på at tilbageerobre de gamle danske landområder, lod man hejse et gigantisk Dannebrog
(17 meter langt og 7 meter højt) på Kärnan for at vise omverdenen, at
Skånelandene endelig var tilbageført under dansk herredømme. Det store
Dannebrog kan i dag ses på Armémuseum i Stockholm.
Nedrivning
og restaurering
Karl 11. lod efter Skånske Krig det meste af
fæstningen nedrive med undtagelse af tårnet. Tårnet blev bl.a. bibeholdt, så et
enormt svensk flag her kunne vaje højt over Helsingborg og Øresund og vise
omverdenen, at Skånelandene for "evinnerlig tid" hørte til Sverige.
Alle passerende skibe var skyldig at hilse det svenske flag på Kernen med
kanonsalut.
Kärnan stod som ruin og forfaldt i 200 år, men
blev restaureret i slutningen af 1800-tallet. Ved restaureringen blev den dog gotificeret
med en krenelering. Foran tårnet blev de store terrassetrapper opført i 1903.
........................................................................................................................