: den videnskabelige socialismes metode og teori, udarbejdet
af Marx og Engels. Marxisme omfatter 1) en filosofiske synsmåde, den
dialektiske materialisme, 2) en historieopfattelse, den historiske
materialisme, 3) en økonomisk teori, læren om værdi og merværdi, og 4) en
politiske teori, læren om proletariatets diktatur.
Den måde hvorpå de materielle livsfornødenheder produceres,
dvs. samfundets økonomiske struktur, danner dets reelle basis, på hvilken der
hæver sig en juridisk og politiske overbygning og hvortil der svarer bestemte
samfundsmæssige bevidsthedsformer. Forholdet mellem basis og overbygning er
dialektisk, men forholdene i overbygningen er i sidste ende afledt af basis.
Samfundets udvikling foregår i spring og drives frem af dets egne indre
modsætninger. Sociale revolutioner indtræder når produktivkræfterne (maskiner,
teknologi m.m.) på et vist trin af deres udvikling kommer i konflikt med de
rådende produktionsforhold, dvs. den sociale organisering af
produktionsprocessen, herunder ejendomsforholdene. Marxisme karakteriserer de
historiske samfundsformationer (feudalisme, kapitalisme, socialisme) efter de
fremherskende produktionsforhold.
Under kapitalismen udgør de private ejere af
produktionsmidlerne en herskende klasse som udbytter den arbejdende klasse.
Staten er i klassesamfundet et tvangsapparat som garanterer den bestående
orden. Proletariatets organiserede klassekamp mod den borgerlige statsmagt er
forudsætningen for den socialistiske revolution, hvorunder lønarbejderne opretter
deres egen statsmagt, proletariatets diktatur, som overgang til kommunismen.
Den revisionistiske udgave af marxisme er grundstammen i de europæiske
socialdemokratiers politik, mens de kommunistiske partier følger
marxisme-leninismen, der i Kina udvikledes til maoisme.
........................................................................................................................