: republik i nordlige Atlantiske Ocean. I der er en del af
den atlantiske oceanryg, er opbygget af unge vulkanske bjergarter og præget af
vulkansk aktivitet. Denne aktivitet betyder mange vulkanudbrud, bl.a. Heimaey
(1973) på Vestmannaeyjar og senest Hekla (1980), samt talrige varme kilder og
gejsere, der bl.a. benyttes til opvarmning og el-produktion. I er et nøgent
plateauland opdelt af dale og fjorde, ca. 10% dækket af jøkler. Sammenhængende
lavland findes kun få steder ved kysten, der i syd er lav og sandet og uden
naturlige havne. I har tempereret kystklima, der pga. Golfstrømmen giver et
langt mildere klima end landets beliggenhed berettiger. Årsnedbøren større end
i Danmark, størst i vintermånederne.
Island: republik; 102.846 km².
Hovedstad Reykjavik, 88.745 indb.1984.
• Befolkning: 176.000, 1960; 204.000, 1970; 240.000, 1984.
Skandinavisk oprindelse med keltisk islæt.
• Religion: evangelisk-lutherske kirke.
• Sprog: islandsk.
• Vigtigste eksportvarer (i pct. af samlede eksport 1982):
fisk 70,7; aluminium 10,0.
• Vigtigste handelspartnere USA, UK, Tyskland og USSR. BNP
pr. indb.83 $ 10.270 (DK $ 11.490).
• Møntfod: islandsk krone a 100 øre.
• ERHVERV OG ØKONOMI. Det egentlige industrielle gennembrud
begyndte i 1930erne pga. afsætningsvanskeligheder for salt- og klipfisk. Denne
udvikling nødvendiggjorde betydelige ændringer i Islands økonomi og igangsatte
en fiskeindustri, fryserier, silde-, olie- og fiskemelsfabrikation. Endvidere
skete en opblomstring af industri baseret på importerede råstoffer. For Island
betød 2. verdenskrig gunstige handelsvilkår og de betydelige valutareserver,
der herved opsamledes blev brugt til fornyelse af fiskeri- og handelsflåden.
Senere problemer i 1960erne søgtes løst gennem talrige devalueringer, der har
medvirket til en meget stor inflation. I 1981 gennemførtes en møntreform, hvor
en ny krone svarede til 100 gamle kroner.
• Landbrug. Landbruget forsyner den islandske befolkning med
kød, mælk, mælkeprodukter, uld og æg. Arealet udgør ca. 1%; betydeligt fåre- og
kvæghold. Gartnerier stigende betydning.
• Fiskeri. Fiskeriet består først og fremmest i fangst af
torsk, sild og rejer. For at sikre erhvervet udvidede I sin fiskerigrænse i
1975 fra 50 til 200 sømil, hvilket bl.a. førte til Torskekrigen med
Storbritannien.
• Industri. Industrien er især knyttet til fiskeriet med
konservesfabrikation og fryserier; desuden skibsværfter. Aluminiumsværk fra
1972 baseret på bauxit fra Vestafrika og lokal vandkraft. 60% (1984) af Islands
olieimport kommer fra Sovjetunionen. Geotermisk energi og vandkraft er udset
til i fremtiden at skulle afløse olieforbruget.
• HISTORIE. I begyndelsen af 700-tallet antages irske munke
at have foretaget den første bosættelse på Island. Fra o. 870 begyndte den egentlige
kolonisering af Island, især fra Norge, men også af keltere fra de nordligste
af de britiske øer. I landnamstiden, 870-930, blev alt opdyrkeligt land taget i
besiddelse; mange indvandrere var indbyrdes beslægtede. Island blev hurtigt
fuldt befolket, o. 965 var indbyggertallet ca. 65.000. På baggrund af fælles
sprog og kultur opstod o. 920 en enhedsfølelse. Resultatet blev oprettelsen af
Altinget 930 der fik lovgivende og dømmende myndighed for fristaten Island, men
ikke forudsatte nogen særlig udøvende myndighed eller centralstyre.
Under Norges og Danmarks konge. Den manglende
centralmyndighed og de ødelæggende slægtsfejder i 900-tallet og igen i 1100-tallet
udhulede landets modstandskraft; dette udnyttedes af den norske krone til at
vinde indflydelse på Island og 1262-64 opnåede den norske konge anerkendelse
som konge over Island mod at respektere Islands love samt sørge for
regelmæssige skibsforbindelser og forsyninger; hverken den norske eller, fra
1380, den dansk konge overholdt dog dette. Under selvstændigheden havde Island
været gunstigt stillet økonomisk; landets ressourcer udnyttedes, og handelen
med landets produkter, vadmel og skind, skete på egne skibe. Fra 1100-tallet
varetoges handelen dog i stigende grad af nordmændene; o. 1300 havde Bergen
fået monopol på handelen på Island. I de følgende århundrede brødes monopolet
af engelsk og hanseatiske købmænd. 1602 besluttede Christian IV at lukke for al
udenlandsk handel på Island. Det nyoprettede Islandsk Kompagni, hvori deltog
købmænd fra København, Malmø og Helsingør, fik nu monopol og forsyningspligt.
Kompagniet misligholdt sine forpligtelser; naturkatastrofer og svigtende
forsyninger fremkaldte hungersnød og dette, sammen med pest, reducerede
kraftigt Islands befolkning. Udvidelse af handelsrettighederne til alle danske
købmænd bragte ingen væsentlige ændringer for Island. Først 1855 ophævedes
monopolet helt. Efter islandsk godkendelse af enevælden 1662 styredes Island af
dansk embedsmænd der var underordnet centraladministrationen i København.
Herved reduceredes bl.a. Altingets funktioner, og 1800 ophævedes det. I
1830erne opstod en islandsk selvstændighedsbevægelse der krævede selvstyre og
egen forfatning og forkastede den danske regerings forslag om Junigrundlovens
udstrækning til Island. Den skærpede politik strid fik en foreløbig afslutning
med Islands forfatning af 1874 der gav Altinget lovgivende magt.
I personalunion med Danmark. 1918 anerkendte Danmark Island
som selvstændig stat i personalunion med Danmark, dvs. med fælles konge og
udenrigspolitik. Der skete nu en modernisering af landets erhvervsliv, især
inden for fiskeri og landbrug; skibsfarten blomstrede op og en selvstændig islandsk
rederivirksomhed udvikledes. Samtidig organiseredes det politiske liv med
stiftelsen af fire partier, et bondeparti, et konservativt parti, et
kommunistisk parti og et socialdemokratisk parti. Den indenrigspolitiske
udvikling prægedes stærkt af den voksende arbejderbevægelse, der gav
Socialdemokratiet øget indflydelse, og af den økonomisk verdenskrise der ramte
Island hårdt.
Republikken Island. Adskillelsen fra Danmark under 2.
verdenskrig bragte nyt liv i selvstændighedsbevægelsen og juni 1944
proklameredes I som republik. Krigen og den amerikansk besættelse skabte et
voldsomt økonomisk og socialt pres der førte til politik kriser og skiftende
koalitionsregeringer, hvor især det borgerlige Fremskridtsparti, Is næststørste
parti, og det kommunistiske Folkealliancen var fremtrædende. Is største parti,
Selvstændighedspartiet, indgik i regeringskoalition 1974-78 og fra 1980. Trods
store investeringer i landbrug og fiskeri og omfattende byggevirksomhed steg
inflationen, en udvikling der fortsatte længe efter 2. verdenskrigs afslutning.
Islands væsentligste udenrigspolitiske problemer efter 2. verdenskrig var
spørgsmålet om de amerikanske militære styrker og militærbaser i Island, samt
spørgsmålet om Islands fiskerigrænser, der bl.a. bragte Island i konflikt med
Storbritannien (Torskekrigen). 1980 indgik Island aftale med Norge om fiskeri
ved Jan Mayen. Trods betydelig økonomisk ekspansion har Island fortsat oplevet
alvorlige økonomisk kriser og en vedvarende inflation, hvilket har ført til
hyppige valg og regeringsskift med skiftende koalitioner, ofte på tværs af det
traditionelle politiske spektrum. 1983 opstillede for første gang
Kvindepartiet, som fik 5,5% af stemmerne, en andel som 1987 øgedes til 10,1%.
Efter valget 1987 dannedes en regeringskoalition af Selvstændighedspartiet,
Fremskridtspartiet og Socialdemokratiet. Valget 1991 styrkede
Selvstændighedspartiet med dets nye dynamiske leder David Oddsson, som dannede
regering sammen med Socialdemokratiet. 1980 blev Vigdis Finnbogad6ttir Islands
første kvindelige præsident, hun genvalgtes 1984 og 1988 (med 94% af
stemmerne). Salg af øl, som havde været forbudt siden 1915, blev 1989 atter
tilladt i Island.
........................................................................................................................