: Jordens drabant. Månen
beskriver en næsten cirkulær bane omkring Jorden i løbet af 27,3 døgn, en
siderisk måned. Banen hælder 5° i forhold til ekliptika. Derfor optræder
formørkelser kun når Månen er tæt på ekliptikaplanen. Afstanden fra Jorden
svinger mellem 363.000 og 407.000 km. Diameteren er ca. ¼ af Jordens, tætheden
3,3 g/cm3 er mindre end Jordens. Pga. sin ringe tiltrækning har Månen
ikke kunnet fastholde nogen atmosfære.
Månen lyser i tilbagekastet
sollys, måneskin. Månens omdrejning om sin egen akse og omløbet i banen om
Jorden tager lige lang tid, så Månen altid vender samme side mod Jorden (bunden
rotation). Da banen er uregelmæssig og rotationen jævn ser man snart lidt af
bagsiden t.v., snart t.h. Fænomenet, librationen, betyder at man fra Jorden kan
se ca. 59% af Månens overflade. I perioden fra nymåne til fuldmåne er Månen i
tiltagende, ny; i perioden fra fuldmåne til nymåne i aftagende, næ. Fra nymåne
til nymåne går 29 døgn, 12 timer og 44 minutter, en synodisk måned.
• OVERFLADE OG GEOLOGI. Set
fra Jorden kan Månens overflade opdeles i mørke have og lyse bjerge eller
højlande. Farveforskellen skyldes at højlandene er opbygget af den lyse bjergart
anorthosit, mens havene består af den mørke basalt. Højlandene er mere end fire
mia år gamle og er rester af en skorpe som dannedes da Månen kølede af efter at
have været helt smeltet i sin tidligste historie. Mens skorpen stivnede, var Månen
udsat for voldsomme meteoritnedslag hvorved de store ringbjerge og havene
opstod.
Ved meteoritternes nedslag
knustes månematerialet og slyngedes dels op som de volde der udgør
ringbjergene, og dels som et tyndt lag støv, sand og grus ud over store dele af
højlandene. Samtidig åbnedes sprækker til de endnu smeltede lag i Månens indre,
og herfra strømmede smeltede stenmasser ud og fyldte de lavtliggende områder
med basalt. Meteoritnedslagene fortsatte under udstrømningen af havenes
basalter men af tog gradvis i styrke og intensitet. De sidste store kratere
dannedes for ca. tre mia år siden, og fra da er der ikke sket meget på Månens
overflade, fordi der mangler atmosfære og dermed vejr, vind og vand til at
omlejre materialet.
• UDFORSKNING. Månens
egentlige udforskning begyndte 1610 med opfindelsen af kikkerten. En tegning af
Galilei viser nogle af Månens ringbjerge. Med udviklingen af fotografi- og
måleapparatur tog udforskningen nye opsving, men den afgørende vending indtraf
med udviklingen i rumforskningen. 1959 foretog den sovjetiske sonde Luna 2 den
første landing på Månen (sonden knustes).
1959 sendte Luna 3 de første
billeder af Månens bagside til Jorden. Fra 1964 foretog de amerikansk
Ranger-sonder flere vellykkede fotografiske missioner omkring Månen. Den
amerikanske sonde Surveyor 1 foretog 1966 den første bløde landing på Månen.
Lunar Orbitersonderne fotograferede fra 1966 99½% af Månens overflade.
Udforskningen nåede sit højdepunkt med Apollo-projektet da Apollo 11 21.7.1969
landede på Månen. Apollosonderne og flere ubemandede Luna-sonder har returneret
materiale til Jorden.
Fra forsiden med bl.a.
copernikus-krateret, ca. 100 km i diameter, ca. 20°V, 20°N i baggrunden, samt
det store krater Reinhold i forgrunden, fotograferet fra Apollo 12.
Del af bagsiden med
Daidalos-krateret, ca. 80 km i diameter, øverst i baggrunden (se Månen, ca. 180°, ca. 5°S). Fotografi fra
Apollo 11 (NASA).
Det første menneske på Månen
- Edwin Aldrin fotograferet af Neil Armstrong efter at månelandingsfartøjet
Apollo 11 var landet 20.7.1969.
Månens overtrace med Jorden i
baggrunden, fotograferet af Apollo 12·ekspeditionen 1969 (NASA).
Fodspor i månestøvet.
Månens forside (øverst) og
bagside (nederst). Talangivelser ved kratere viser højdeforskellen mellem
kraterranden og kraterbunden, ved bjerge højdeforskellen mellem bjergtoppen og
det omgivende, fladere terræn (alle mål i meter).
Russiske sonder o.l.: 1. Luna
2; 2. Luna
9; 3. Luna 16; 4. Luna 17; 5. Luna 20; 6. Luna 21; 7. Luna 24.
Amerikanske sonder o.l.; 1.
Ranger 7; 2. Ranger 8; 3. Ranger 9; 4. Surveyor 1; 5. Apollo 11; 6. Apollo 12; 7.
Apollo 14; 8. Apollo 15; 9. Apollo 16; 10. Apollo 17; 11. Lunar Orbiter 1; 12.
Lunar Orbiter 2; 13. Lunar Orbiter 3; 14. Ranger 4.