COMMONWEALTH OF AUSTRALlA
Statsform: Forbundsstat; parlamentarisk monarki
Areal: 7.686.848 km²
Indbyggertal: 14,5 mill. (deraf ca. 50.000 aborigines)
Befolkningstæthed: 1,9 pr. Km²
Hovedstad: Canberra (228.000 indb.)
Sprog: Engelsk
Religion: Anglikansk, romersk-katolsk og forforskellige protestantiske retninger.
Mønt: 1 australsk dollar = 100 cents
Australien: verdensdel og stat mellem 10° 40' og 43° 30' sydlig bredde samt mellem 113° 20' og 153° 50' østlig længde. Grænser mod V og S til Indiske Ocean, mod ø til Stillehavet (Tasman-havet og Koralhavet), mod N til Arafura-havet og Timor-havet.
Terræn. Østkysten består af klippefremspring, der veksler med sandstrande; mange steder er der en smal kystslette mellem kystlinjen og det bagved liggende højland. Langs Queensland-kysten løber Store Koralrev (Great Barrier Reef), der med de tilknyttede øer strækker sig 2000 km fra et punkt ud for Rockhampton til Torresstrædet. Mens den nordlige del af vestkysten er fattig på naturlige havne, har den sydlige del flere, bl.a. Perth og Albany. To store indbugtninger præger nordog syd kysten, henholdsvis Carpentaria-bugten og Australske Bugt. Det australske fastland fik antagelig sin nuværende form for ca. 1 mill. år siden. Under istiden opstod der forbindelse via Torresstrædet med Ny Guinea og med Tasmanien over Bass-strædet. Det nuværende
Australiens overflade er lav og ensartet; Australien er det fladeste af kontinenterne med en gennemsnitshøjde på under 300 m over havet; kun 6 % ligger over 600 m. Terrænmæssigt kan Australien deles i tre storregioner: østlige højland, centrale lavland og de vestlige plateauer. Østlige højland udgør ca. 1/6 af kontinentet eller 1,2 mill. km² og omfatter bl.a. de to bjergkæder Great Dividing Range og Australske Alper. Højeste tinde er Mt. Kosciusko, 2230 m. Østlige højland omfatter desuden fire plateau-områder: Atherton Range, New England Range, Blue Mountains og Monaro-plateauet. Karakteristisk for de tre førstnævnte er de dybt nedskårne floddale; i Blue Mountains har kystbæltet visse steder hævet sig op til 300 m og derved tvunget floderne til at skære sig ned i stærkt snoede forløb. Senere havstigning har druknet flodmundingerne, hvorved der er opstået gode naturlige havne, bl.a. Sydney. Monaro-plateauet er det højeste; flere toppe når over 1800 m. Selvom Tasmanien ligger adskilt fra fastlandet af det ca. 240 km brede Bass-stræde, regnes det med til det østlige højland; højeste top er Mt. Ossa, 1617 m. Centrale lavland omfatter den vestlige og centrale del af staterne Queensland og New South Wales foruden mindre områder af Northern Territory og South Australia.
Regionen domineres af tre store lavlandsbassiner. Eyre-bassinet dækker et areal på 1,2 mill. km² og udgør et af verdens største afløbsløse områder.
Det andet store lavlandsbassin er Murray-Darling-bassinet med et areal på 1,4 mill. km²; det rummer Australiens største flodsystem med udløb i havet. Darling er længste flod, ca. 2500 km; Murray og dens bifloder er meget vandrige, da de udspringer i Australiens højlandsområder og får smeltevandstilskud.
Det tredje og største bassin er Store Artesiske Bækken, 1,74 mill. km², i Queensland og South Australia; udnyttelsen af vandmængderne fra boringer i området er særdeles intensiv. De vestlige plateauer, ca. 5 mil!. km', omfatter ørkener, saltsøer og de berømte, fritstående klippeformationer Ayers Rock, der ligger praktisk talt lige i Australiens centrum, og Mt. Olga. Australiens ørkener svarer i opbygning til Sahara og er såkaldte passatvindørkener med store strækninger med buskvækst; meget af overfladen er stenet eller dækket af nedbrydningsmaterialer. En særlig region inden for de vestlige plateauer er Nullarbor Plain, området inden for Australske Bugt. Områdets ensartethed ses bl.a. af, at den transkontinentale jernbane løber 550 km næsten uden en kurve og i samme højde o.h.
Klima. Det australske kontinent er som helhed tørt, da landet overvejende beherskes af sydøstlige passatvinde. De er tørre, fordi de bevæger sig fra koldere til varmere områder; kun hvor de tvinges til vejrs, afkøles de tilstrækkeligt til at afgive nedbør. De australske bjerge ligger så tæt ved østkysten, at kun det smalle kystland får nytte af denne nedbør; her er årsnedbøren 75-175 cm, mens det meget tørre Eyrebassin kun får 10-15 cm om året. Australien er også et hedt kontinent, hvor virkelig kolde vintre er ukendt. Sommerens middeltemperatur er næsten overalt 26°-27°C; højeste temperatur findes mod NV, hvor gennemsnittet for december, januar og februar er 32°C. Det samme gælder ørkenområderne; men på grund af af den skyfri himmel og den tørre luft kan de høje dagtemperaturer afløses af lave nattemperaturer. Alice Springs nær tropegrænsen kan have ¸2°C om natten i vintermånederne juni, juli og august.
Ayers Rock. De særegne klippeformationer i det indre Australien er dannet for omkring 230 mill. år siden.
En karrig vegetation, især buskvækst, karakteriserer det indre Australien.
En kunstig flod omgivet af tæt nåleskov nær Australiens SØ-kyst og en vandledning i Murray-bækkenet - vandkraftarbejder, som er med til at gøre uproduktive områder frugtbare.
Fauna og flora. Australiens dyre- og planteliv er særegen, idet landforbindelsen til den øvrige verden antagelig blev afbrudt for ca. 60 mil!. år siden; derefter udviklede den australske dyreog planteverden sig i det store og hele efter sine egne regler. Blandt pattedyrene er pungdyr altdominerende, og de varierede former har formået at tilpasse sig til de økologiske betingelser. Kænguruerne lever på savannen, i skoven og i bjergene, koalaen søger føde i eukalyptusskovenes trækroner, den nu uddøde pungulv var kødæder, mens vombatten æder rødder og pungmuldvarpen lever af orme. De æsler, dromedarer og kvægflokke, der nu lever vildt, er efterkommere af kolonisternes tamdyr. I det meget varierede og brogede fugleliv bemærkes især mange forskellige papegøje-arter. Australiens plantevækst følger nøje de klimatiske forhold. Betegnelsen »bush« dækker skov, krat, savanne og steppe; egentlig skov findes kun i de østlige og sydøstlige bjergegne, og især to planteslægter dominerer de australske skove: eukalyptus, hvoraf der menes at være over 300 arter, og akacierne, hvoraf der er endnu flere; eukalyptus vokser i de mere fugtige egne, mens akacier gror i mere tørre områder.
Mange plantefamilier forekommer kun i Australien, hvis plantevækst er karakteriseret ved sin blomsterrigdom.
I Skoven: 1. Koala. 2. Parakit. 3. Gultoppet kakadue. 4. Paradisfugl. 5. Lyrehale.
På sletterne: 1. Dingo. 2. Emu. 3. Rød kæmpekænguru. 4. Grå kæmpekænguru. 5. Myrepindsvin. 6. Molok.
Ved vandløbene: 1. Sort svane. 2. Næbdyr. 3. Varan.
Græssteppe: 1. Eukalyptus. 2. Flasketræ. 3. Akacie. Skov: 4. Mimose. 5. Skruepalme. Regnskov: 6. Palme. 7. Eukalyptus.
Befolkning. Skelet- og kulturfund viser, at Australien for ca. 40.000 år siden var beboet af mennesker, der stod nutidens australiere nær; de oprindelige tasmaniere, der er en helt anden mennesketype, menes at være kommet til landet endnu tidligere, men er blevet fortrængt af de nuværende australiere. De fleste aborigines, som de indfødte australiere kaldes, lever i Northern Territory og Queensland; derudover bor der mange i Western og South Australia, men kun meget få i Victoria, Tasmania og New South Wales. Langt den overvejende del af Australiens befolkning er europæiske indvandrere og deres efterkommere; de fleste er indvandret fra Storbritannien. I de senere år er hertil kommet en del indvandrere fra SØ-Asien. Det australske sprog er en form af engelsk. Australien er præget af bysamfund; 60% af befolkningen bor i de seks statshovedstæder samt i den føderale hovedstad Canberra; ca. 15% er egentlig landbefolkning. Kun tre byer udover de syv hovedstæder har over 100.000 indb.: Newcastle (363.000 indb.), Wollongong (211.000 indb.) og Geelong (132.000 indb.). De seks hovedstæder er alle havnebyer, hvor kolonisationen begyndte og hvorfra den bredte sig; derved koncentreredes handelsfirmaer, banker og andre servicefunktioner i disse byer, der samtidig blev eksporthavne for koloniens produkter. For industriens vedkommende blev hovedstæderne centrum for marked og arbejdskraft. Den sociale standard er høj, og det sociale sikkerhedsnet omfatter folkepension, invalide-, syge- og svangerskabsforsikring samt arbejdsløshedsunderstøttelse og familiebistand. Enkepensionen er afhængig af formueforhold. Sundhedssektoren er veludbygget; børnedødeligheden ligger på 16,5%0. på grund af af de enorme afstande til de tyndt beboede egne har man oprettet Den kgl. flyvende Lægeservice, der tilkaldes pr. radio. Skolevæsenet er præget af det engelske; selvom langt de fleste børn går i offentlige skoler, findes der et stort antal skoler med public schools som forbillede. Der er skolepligt fra det 6. til det 15. år, i Tasmania til det 16. år. Også retsvæsenet er baseret på britiske retsnormer; forfatningen garanterer ubetinget religionsfrihed. Den hvide australiers indtægt er blandt verdens højeste. Forsvaret består af frivillige; tjenestetiden er 18 måneder.
Karakteristisk bemalet australier i typisk hvilestilling;
Gammel ur-australier.
Moderne bygninger i Sydneys centrum. Se også billedet nederst side 54.
En stor farm i nærheden af Canberra, Australien.
Litteratur. Opstod først hen mod slutningen af det 19. årh. med balladedigtere som Barton Paterson og Henry Lawson. Af forfattere fra vort årh. kan nævnes Christopher Brennan, der nærmede sig symbolismen, og William Baylebridge, hvis forfatterskab gik i retning af det sociale. Blandt nulevende forfattere er de betydeligste Patrick White, D'Arcy Niland og Morris West.
Erhverv. Selvom 27 % af den erhvervsaktive del af befolkningen er beskæftiget i industrien og kun 9% i landbruget, er landbruget den vigtigste faktor for Australiens eksportindtægter, hvor uld og hvede indtager førerstillingen. Vand har altid været et problem, og i mange egne er agerbrug kun muligt ved kunstvanding med flodvand. De fleste landejendomme er afhængige af deres egen brønd og af opsamlet regnvand. Hvede høstes i december-januar; hvedebæltet ligger inden for det østlige højland på den subtropiske savanne og græssteppe; i de samme områder holdes der får. Uldeksporten udgør 20 % af landets samlede eksport; Australien er verdens vigtigste uldeksportland. Kvægavlen falder i to grupper: mejeribrug i de mere fugtige egne, specielt i kystområderne i Victoria og New South Wales, hvor mejeribruget nu næsten har fortrængt det tidligere blandede landbrug, samt opdræt af kød kvæg. Denne produktion foregår især i de mere tørre områder, overvejende i Queensland, Northern Territory og Western Australia. Her holdes kvæget på enorme kvægstationer, hvor dyrene strejfer frit rundt under tilsyn af indfødte »stockmen« (cowboys). South Australia er vigtigste stat for vinavl, mens druerne i Victoria produceres til rosiner; New South Wales og Western Australia har voksende vinav!. De bedste australske vine kan i dag måle sig med de europæiske.
Australien har en meget varieret frugtavl; ananas, banan og mango dyrkes i de tropiske områder, orange og stenfrugt af alle arter i de kølige zoner. Sukkerrøravlen er begrænset til kystområderne i Queensland og nordlige New South Wales; såvel dyrkning som fremstilling er underlagt kontrol, og producenterne beskyttes mod de ofte stærkt svingende priser på verdensmarkedet. Under Amerikanske Borgerkrig, da forsyningen af bomuld til England svigtede, indførtes bomuldsavlen i Australien; men klimaet er ikke det bedste, og bomuldsavlen er kun rentabel i et mindre område i Queensland, hvor nedbøren er ca. 70 cm årlig. Australien er traditionelt et råvareeksporterende land og har udviklet sig til et af verdens højest udviklede industrisamfund, hvis eksport af råvarer er langt mere betydende end importen af industriprodukter. Victoria og New South Wales er de mest industrialiserede stater, men kun New South Wales rummer en egentlig industriregion, langs det lange kul bækken fra Newcastle til Port Kembla. Metal- og maskinindustrien er vigtigst, fulgt af fødevare- og beklædningsindustrierne. Skovene dækker et relativt lille areal, og Australien må importere træ. Australien er rig på mineraler. I såvel South som Western Australia brydes der jern; andre store forekomster ligger i Victoria og i Tasmanien. Som blyproducent ligger landet som nr. 3, efter USA og Sovjetunionen; Mt. Isa er den største kobbermine med udsmeltningsanlæg for både kobber og bly. Ved Carpentaria-bugten findes de største manganforekomster, mens nikkel hovedsagelig brydes i Western Australia. Opdagelsen 1966 af store fosfatforekomster i NV-Queensland er af stor betydning for det australske landbrug, da forekomsterne på Ocean Island og Nauru er ved at være udtømt. Australien er selvforsynende med tin på grund af af de store fund i Queensland i forbindelse med andre forekomster. I mange af staterne er der gjort olieog naturgasfund; det første rentable fund blev gjort 1961 i Queenslands Moonie-felt. Western Australia begyndte olieproduktionen 1967; byerne Perth og Kwinana forsynes med naturgas fra nærliggende felter. Fra naturgasfelterne i nordlige South Australia ledes naturgas til Adelaide via en 770 km lang rørledning. Olieforekomsterne i Bassstrædet, opdaget 1969, kan sammen med de andre forekomster dække ca. 75% af Australiens oliebehov.
Iron Knob, en åben jernmine i S-Australien;
et stort olieraffinaderi nær Sydney.
et anlæg til udvinding af bauxit ved Gladstone, Queensland;
Port Hedland, NV-Australien, afskibningssted for jernmalm;
bearbejdning af frugt i fabrik i Shepparton, Victoria.
Stater og territorier. 1. januar 1901 dannede de tidligere britiske kolonier New South Wales, Victoria, Queensland, South Australia, Western Australia og Tasmanien en statsføderation under navnet Commonwealth of Australia; 1911 optoges et område fra New South Wales som Northern Territory, og samme år udskiltes det nye hovedstadsområde, Australian Capital Territory, fra New South Wales. Hver af de seks stater har eget parlament, der lovgiver på en lang række områder som undervisning, sundhedsvæsen, politi m.m.
New South Wales, 801.428 km² inklusive Lord Howe Island; 5 mill. indb., hovedstad Sydney, ligger i Australiens sydøstlige de\. Det er den ældste af staterne; Cook gik i land 25 km S for Sydney 20. april 1770, og samme år blev området britisk koloni. Efter at Storbritannien 1783 havde mistet nogle af sine amerikanske kolonier, hvoraf visse havde fungeret som straffekolonier, sendtes straffefangerne til Australien; den første gruppe på ca. 1200 ankom 1788 til Port Jackson. I kystregionen omkring Sydney ligger Australiens betydeligste industriregion.
Victoria, 227.620 km²; ca. 3,8 mill. indb., hovedstad Melbourne, er den mindste af staterne. 1834-35 slog nybyggere sig ned ved Portland Bay og Port Phillip Bay, hvor de opkøbte land af de indfødte. Kolonisterne kaldte området Melbourne, ønskede at udskille det fra New South Wales og ville ikke have straffekoloni. 1851 udskiltes Melbourne fra New South Wales og fik navnet Victoria.
Queensland, ca. 1.728.000 km²; ca. 2,2 mill. indb., hovedstad Brisbane, omfatter hele nordøstområdet samt øerne i Stillehavet og Carpentariabugten. Staten udskiltes som selvstændig koloni fra New South Wales 1859. Kolonisationen skyldtes uviljen mod straffefangerne i New South Wales, og 1824 grundlagdes Brisbane med det formål at placere disse i et fjernere område. Fra naturens hånd er Queensland nok den rigeste af Australiens stater; der produceres bl.a. korn, uld, okse- og fårekød, sukker, frugt, bomuld, mejeriprodukter, fisk, kobber, kul, bly, mangan, sølv, guld, olie, naturgas, uran, salt og fosfater, og industrien er i rivende udvikling.
South Australia, 984.300 km²; ca. 1,3 mill. indb., hovedstad Adelaide, overvejende ørkenområde, blev britisk koloni 1836. I Barossa-dalen produceres nogle af Australiens bedste vine, og Murray-flodens vand anvendes til kunstvanding af store arealer, hvor der dyrkes vin og sydfrugter.
Western Australia, 2.525.500 km²; 1,2 mill. indb., hovedstad Perth, ligger mellem 113° 09' og 1290 østlig længde og strækker sig fra Timor-havet i N til Indiske Ocean i S; staten omfatter næsten en tredjedel af hele kontinentet; kolonien grundlagdes 1829. Med guldfundene ved Coolgardie 1892 fulgte en hurtig befolkningstilvækst, og da guldfeberen ebbede ud, var staten etableret som en fødevareproducerende region. 1960ernes mineralfund har fremmet udviklingen, og befolkningstallet vokser hurtigere i Western Australia end i de øvrige stater.
Tasmanien, 67.800 km²; ca. 413.000 indb., hovedstad Hobart, blev opdaget af Abel Tasman 1642. 1777 landede Cook ved Adventure Bay, 1802 blev Van Diemen's Land, som oen da kaldtes, annekteret af den britiske krone og året efter indlemmet i New South Wales. Tasmanien opnåede selvstændighed 1824, og da straffetransporterne blev standset 1852, var landbrug, skovhugst og fiskeri øens vigtigste indtægtskilder; fra 1880erne er minedriften stadig øget. Tasmaniens hydroelværker producerer ca. 1/8 af kontinentets elektricitet; Gordon River-projektet omfatter konstruktionen af Australiens største kunstige vand ressource, der i forbindelse med to søer vil dække 1000 km².
Northern Territory, 1.346.200 km²; ca. 112.500 indb., hovedstad Darwin, blev administreret fra New South Wales til 1863 og derefter af South Australia til 1911, da den føderale regering overtog territoriets administration. Den centrale del af området er en uhyre slette, der mod S hæver sig til en bjergregion; i Macdonnell-bjergene når Mt. Heuglin over 1500 m. I dette område ligger den berømte Ayers Rock, en enorm kvartsitblok, der hæver sig 330 m over det flade land; blokken rummer store huler med indfødte klippemalerier.
Australian Capital Territory, 2432 km²; 215.600 indb., opstod 1901. Området ligger ca. 200 km SV for Sydney og 500 km NØ for Melbourne, og her opførtes Canberra, der var klar til indflytning 1927. Fra Australien administreres Territory of Ashmore and Cartier Islands, Norfolk Island, Lord Howe Island og Macquarie Islands i Stillehavet, Christmas Island, Cocos (Keeling) Islands, McDonald og Heard Islands i Indiske Ocean samt Australian Antarctic Territory.
Landbrugets stærke mekanisering er en forudsætning for det høje udbytte; ovenfor høst af sukkerrør.
Bomuldshøst.
Det australske fårehold er verdens største.
53
Goldt ørken- og bjerglandskab i det nordvestlige Australien.
Sydney, New South Wales' hovedstad, blev grundlagt 1788. Under havnebroen byens moderne operahus, tegnet af den danske arkitekt Jørn Utzon.
Klippemalerier med menneskefigurer i Arnhem Land, N-Australien.
T. h. en hellig muslingeskal med mæander- og siksakmønstre.
Slange, der vogter sine æg; maleri på træ.
Barkmaleri af krybdyr; skeletter og indre organer er antydet.
Historie. Da koloniseringen begyndte, levede Australiens ca. 300.000 urbeboere i ældre stenalder, og de fleste af dem fortsatte længe den primitive jæger- og samlertilværelse i de egne, hvor de hvide lod dem nogenlunde i fred. Tasmanierne blev fuldstændig udryddet på 100 år, og Australiens aborigines (urbeboere) syntes på vej mod samme skæbne, da strømmen vendte ca. 1950. Der er stadig visse problemer med at indpasse aborigines i det moderne samfund; en del lever endnu på forfædrenes vis. I begyndelsen af 17. årh. nåede portugisere, spaniere og nederlændere det kontinent, der blev kendt som Ny Holland (til 1817) på grund af af de sidstnævntes opdagelser, navnlig Tasmans rejser 1642-44. Siden overtog briterne initiativet (Dampiers rejser 1688-1711 og Cook 1770), og 1787 besluttede de at anlægge en straffefangekoloni i det af Cook udforskede New South Wales.
Kortlægningen af Australiens kyster fuldførtes i begyndelsen af 19. årh. af Matthew Flinders, ophavsmand til navnet Australia. Landets indre kostede adskillige opdagelsesrejsende livet og er først i vore dage blevet kortlagt ved luftfotografering. 1788-1868 ankom i alt 168.000 straffefanger til Australien, flest til New South Wales (indtil 1840), mange til Tasmanien og de sidste 10.000 efter 1850 til Western Australia. I et halvt århundrede var de deporterede i overtal; de første kolonier blev styret autoritært af embedsmænd og officerer. De tidligste politiske grupperinger opstod i New South Wales af uenigheden om fangernes rettigheder i samfundet efter udstået straf (emancipister mod eksklusivister). 1823 blev New South Wales, 1825 Tasmanien kronkolonier med egne lovgivende råd, dog udpeget af guvernøren. Virkeligt selvstyre med tokammersystem og ret udstrakt valgret oprettedes 1855-56 for hver af kolonierne New South Wales, Tasmanien, Victoria (udskilt af New South Wales 1850) og South Australia (koloniseret 1837). De var indbyrdes uafhængige, og det samme blev Queensland ved adskillelsen fra New South Wales 1859 samt Western Australia, der blev koloniseret fra 1829, men først fandtes modent til selvstyre 1890. Det kneb ofte slemt med samarbejde mellem de seks kolonier; men i sidste del af 19. årh. blev det klart for de fleste, at en sammenslutning var nødvendig. Efter mange og svære forhandlinger og flere folkeafstemninger kunne forbundsstaten Australien proklarneres 1. januar 1901. Økonomien var i begyndelsen af 19. årh. anlagt på selvforsyningslandbrug; men snart fandt man et produkt, der kunne tåle transport over lange afstande og bære omkostningerne derved: uld. Vindskibelige britiske officerer indførte merinofår, og fra 1820rne blev fåreavl landets hovederhverv. 1851 blev der fundet guld i New South Wales og Victoria, og indvandrere strømmede til. Det førte i første omgang til voldsomme sociale brydninger, men fremmede på længere sigt koloniernes udvikling.
Politisk og socialt var australierne foregangsmænd: otte timers arbejdsdag indførtes i 1850erne; South Australia gav kvinderne stemmeret 1894, de andre delstater fulgte efter, senest 1908. Et alvorligt problem var dog forholdet til de talrige kinesere, der var indvandret i guldgravertiden, og til de kanakker, sydhavsøboere, der blev importeret som servinger til det tropiske Queensland for at arbejde på sukkerplantagerne. Fagbevægelsen og Arbejderpartiet fik presset disse underbetalte konkurrenter ud af landet, samtidig med at man omkring århundredskiftet fik gennemført en sociallovgivning, som kun få lande havde magen til. I 1. verdenskrig deltog Australien med store styrker, der udmærkede sig og led svære tab, bl.a. på Gallipoli. Mellemkrigstiden var karakteriseret af omgrupperinger i de politiske partier og nye partidannelser; men den økonomiske verdenskrise førte til samling om en borgerlig koalition under J. P. Lyons 1931-39. I 2. verdenskrig ydede Australien atter en meget stor indsats. Arbejderpartiet havde regeringen under det meste af krigen og bevarede den i de første efterkrigsår, hvor der blev gjort nye fremskridt i sociallovgivningen og en forfatningsændring gav forbundsregeringen større beføjelser på delstaternes bekostning. 1949 kom den borgerlige koalition atter til magten under ledelse af den liberale R. G. Menzies. Denne regering sad, med visse udskiftninger, lige til 1972. Australien gik i spidsen for den vestlige verdens økonomiske opsving i denne periode; det var et rigt land og de store muligheders land, og indvandrerne strømmede til. Det medførte en styrkelse af det ikke-britiske, hvide befolkningselement, og også på anden vis løsnedes de hidtil stærke bånd til Storbritannien: politisk orienterede man sig mere mod USA, økonomisk mod Japan og USA. Australien deltog i Korea-krigen samt en overgang i Vietnam-krigen; kommunismens fremmarch i Asien vakte stor ængstelse i Australien, der aktivt støttede bekæmpelsen af kommunistiske guerillaer i Thailand og Malaysia. Forholdet til den kommunistiske verden bedredes under Arbejderpartiets korte regeringsperiode 1972-75. Sidstnævnte år fik Papua-New Guinea fuld selvstændighed. Arbejderregeringen fik den internationale oliekrise at kæmpe med, og dertil kom en forfatningskrise, der fik en sensationel udgang: generaiguvernøren, dronningens stedfortræder som statsoverhoved, afskedigede af egen magtfuldkommenhed regeringen. Nogle kaldte det et statskup; men valget 1975 gav magten tilbage til den borgerlige koalition. Det liberale Parti og Bondepartiet (Country Party) fik regeringsmagten under ledelse af den liberale Malcolm Fraser.
Forfatning. Australien er en forbundsstat med seks delstater og to territorier; et parlamentarisk monarki under den britiske dronning, der repræsenteres af en generalguvernør. Tokammersystem: senat med 10 medlemmer for hver delstat og to for hvert territorium; andetkammer med 125 medlemmer. Almindelig valgret fra 18 år samt stemmepligt.
De store guldfund i 1850erne satte skub i indvandringen. Guld findes i alle Australiens stater, men mest i Victoria og V-Australien.
James Cooks skib »Endeavour«, hvormed han i 1770 udforskede Australiens østkyst.
Melbourne blev grundlagt 1835, var 1901-27 Australiens hovedstad og har siden 1851 været hovedstad i staten Victoria.
Fårene klippes; maleri fra 1890erne af Tom Roberts.
Tropper fra Australien og New Zealand, ANZA C, ved Gallipoli 1915.
En proklamation til uraustralierne, 1816, anskueliggjorde uden ord lige ret og lige straf for dem og de hvide.
.............................................................................................................