Havtaske
(lophius pismtorius) Kært barn har mange navne. Om det er fiskens store velsmag, der har givet havtasken alle sine tilnavne, eller om det er dens usædvanlige udseende, får stå hen i det uvisse, men fisken kendes som goosefish, allmouth og lawyer (!) i USA, monkfish i UK og breitflab i Norge. I Japan er fisken så estimeret, at der i Tokyo findes en restaurant, der udelukkende serverer havtaskeretter.
Havtasken er en af de mest velsmagende fisk i de danske farvande og tillige - efter gængse skønhedsbegreber - en af de grimmeste. Det er derfor ikke mange landkrabber, der nogensinde har set kalorius i hel figur, for så ville de næppe købe fisken. Derfor skærer fiskehandleren også det enorme hoved af og sælger kun den korte, kølleformede krop, ofte under fantasi navne som fødteks. "forelstør".
Havtasken hører til en stor orden af havfisk kaldet tudsefisk, der blandt andre omfatter en lang række meget mærkværdigt udseende dybhavsfisk. De har på hovedet nogle fritstående, bøjelige pigstråler, af hvilke den forreste kan være forlænget til en bevægelig "medestang" med lokkemad i form af hudlapper eller lysorganer beregnet til at lokke intetanende byttedyr hen til munden.
Huden mangler skæl, men kan være forsynet med benknuder.
Udseende
Havtaskefamilien har kun et medlem i de danske farvande, nemlig havtasken (undertiden kaldt "bredflaben" af vestkystfiskerne). Den er en udpræget bundfisk og kendes let på det meget store, flade og paddeagtige hoved og den korte, kølleformede krop. Gabet er enormt. Kæberne har to rækker lange, sylespidse gribetænder, der kan lægges ned.
På hovedet har havtasken tre meget lange, bøjelige pigstråler, den forreste med et særligt led ved grunden, der gør, at den kan bevæges i alle retninger. Foroven bærer denne pigstråle en vimpelagtig hudlap.
øjnene er store og sidder højt oppe på hovedet. Huden er tyk og skælløs. Bugfinnerne er ganske små og sidder langt inde under hovedet. Brystfinnerne er derimod meget kraftigt byggede og nærmest armagtige, og når fisken bevæger sig hen over havbunden, anvender den brystfinnerne til at kravle med.
På oversiden er den sortgrå eller sortbrun med uregelmæssig, mørk marmorering, mens bugen er mælkehvid.
Udbredelse
Havtasken kan meget sjældent nå en længde på op til 1,7 meter og veje henved 40 kilo. Et individ på 32 kilo er engang fanget i lillebælt. I almindelighed er den under en meter, og store havtasker er i dag på grund af fiskernes effektive bundtrawl ved at blive meget sjældne.
Havtasken er udbredt fra Nordnorge og Island til Middelhavet og findes på alle dybder ned til ca. 1000 meter. Den er almindelig i Nordsøen, Skagerrak og i det nordlige og østlige Kattegat, og den fanges nu og da i Øresund. I den vestlige Østersø er den ret sjælden, og det er en af de meget få danske fiskearter, som skipper Claus Olsen fra Mosede aldrig har fanget i sine bundgarn i Køge Bugt.
Havtasken tilbringer størsteparten af sin tid liggende urørlig på havbunden, hvor den lurer på byttedyr. Den vifter indbydende med sin lokkemad - hudlappen på den forreste, bevægelige pigstråle. Nysgerrige fisk når sjældent at udforske den interessante lokkemad, før end det vældige gab åbner sig under dem, og af det deraf opståede vacuum suges de ind mellem de sylespidse tand rækker. Dette bliver skæbnen for utallige knurhaner, fløjfisk, ålebrosmer, fladfisk og små rokker. Nu og da har man fundet dykænder i maven på havtasker. Utvivlsomt er fuglene blevet slugt under fouragering på havbunden.
Hvor forslugen havtasken er, illustreres bedst af, at der er fanget en taske på 65 centimeter med en torsk på 58 centimeter i maven.
I køkkenet
Hos os er havtaske festmad. Kiloprisen på bæstet betyder nemlig, at den sjældent finder vej til køkkenet på Frederiksberg. Desværre, for havtaske er rigtig guf. Den har da også fået kælenavnet "fattigmandshummer" på grund af det kridhvide, magre køds faste konsistens, og der verserer historier om køkkencherer i Frankrig, der har brugt lige så meget havtaskekød som hummer i deres hummersalat eller hummersuppe. Det er naturligvis noget snavs at snyde gæsterne, men havtaske er faktisk lige så velsmagende som hummer og her i landet altså også næsten lige så dyr.
Det er også en lækkerbisken for de dovne og for dem med fiskebenfobi, for fiskehandleren forskåner os for synet af det hæslige hoved og faldbyder kun det indbydende halestykke eller kæberne, som i virkeligheden ikke er kæber, men de kødfulde kinder.
Det er derfor pærelet at forberede havtaske til pande eller gryde. Det eneste ben i bæstet er den kraftige rygrad, som er nem at fjerne, og ellers er det bare at pudse kødet af for de grå hinder.
De lærde er noget uenige om, hvordan havtasken præsenterer sig bedst. Nogle mener, at "da kødet er så magert og smagen så rig, får man mest af smagen frem ved at pochere fisken", mens andre anfører, "at fisken egner sig bedst til stegning og grillning".
Vi har derfor prøvet det hele, og havtaske dampet i fiskerond og serveret i en karry-chilisauce er virkelig lækkert, men det er en helstegt havtaskehale med bacon, olivenolie, citron og hvidløg også.
For at glæde bankrådgiveren køber vi oftest de noget billigere kæber, og de er fremragende. Denne gang blev de stegt og serveret med grønsager og Vermouthsauce, og det er den tilberedning, vi vender tilbage til gang på gang.