Østers
I stenalderen, tilbage til ca. år 4000 fødtKr., havde østersen sin største udbredelse. Arkæologer har fundet i tusindvis af østersskaller i køkkenmøddinger og hævdede tidligere, at stenalderfolk kun levede af østers. Men for at kunne eksistere af østers, må man sætte 500-600 stykker til livs hver dag, og så mange østers fandtes der trods alt heller ikke i møddingerne.
Østers har kraftige, uregelmæssige skaller med en bladet struktur. Venstreskallen er hvælvet og har en foldet rand. Højreskallen er helt flad og ligger som et låg oven på venstreskallen. En østers har en lukkemuskel, "stolen", som er omgivet af maven og hjertet. Skallernes farve er grålig. Østers er en fedt-fattig, dyr og virkelig delikat spise.
Østers kan have en diameter på op til 15 cm, alt efter hvor gode vækstbetingelserne er. Det bedste tidspunkt at spise østers på er, når den er ca. 4 cm i diameter. Denne størrelse når den i løbet af 2 år. En østers kan blive 20 år gammel.
Østers er udbredt langs Europas vestkyst, fra Norge til Portugal og i Middelhavet. Den lever på lavt vand ned til 20 meters dybde. Forekomsterne i vore farvande er spredte. Limfjorden er det vigtigste område for dansk østerskultur.
Imidlertid er sommertemperaturerne ikke altid høje nok, så det er nødvendigt i kolde somre at importere ynglen. Østers dyrkes flere steder i Europa, hvor der er god tilførsel af frisk, iltet vand. De vigtigste områder i Europa er Holland, Frankrig (Bretagne) og Irland.
Østers lever af plankton. De indtager deres føde ved at filtrere det vand, der passerer gennem dem. Det bliver til mange tons i løbet af deres liv. Det er vigtigt, at vandet ikke er forurenet i østersområderne, for det ville hurtigt forårsage en ophobning af forurenet plankton i østers. Inden østers sælges, foretages en intensiv kontrol, inden de bliver frigivet til konsum.
Østers er kønsmodne, når de er ca. 1 år gamle. De er tvekønnede og i stand til at skifte køn. Pudsigt nok er det vandets temperatur, der afgør, hvornår de er hanner, og hvornår de er hunner. Ved gennemsnitlige sommertemperaturer på 15-16ºC er den hun hvert fjerde år; men ved gennemsnitlige sommertemperaturer på 20ºC er den hun hvert år. Om sommeren lægger hunnen op til 1 million æg, som befrugtes inde i kappehulen.
Brugernes vurdering
5,0
(
1
stemmer)
Siden er blevet set 1.600 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
Du er nu logget ind og siden er tilføjet til din Bog
Der er allerede en bruger med det brugernavn.