Parlamentarisme: regeringsform hvorefter regeringen udpeges
af statsoverhovedet på en sådan måde at valget kan godtages af parlamentet
eller et af dets kamre.
Man skelner mellem positiv parlamentarisme, ifølge hvilken
regeringen skal have et flertal bag sig ved en tillidsafstemning (fx i
Forbundsrepublikken Tyskland), og negativ parlamentarisme, ifølge hvilken
regeringen kan blive siddende blot der ikke er flertal mod den ved en
tillidsafstemning (fx i Danmark).
Parlamentarisme er ofte forbundet med regeringschefens ret
til at opløse parlamentet og udskrive nyvalg (således fx i Danmark, men ikke i
Norge). Parlamentarisme udvikledes i Storbritannien i 1700-tallet men var først
fuldt udviklet ca. 1835. Den bredte sig i sidste halvdel af 1800-tallet til de
fleste V-europæiske lande og britisk dominions. I Danmark blev
folketingsparlamentarisme anerkendt som politisk grundsætning 1901
(Systemskiftet) og grundlovsfæstet 1953.
Parlamentarisme
Når en ny regering bliver dannet, skal den ikke godkendes af
Folketinget. Til gengæld må regeringen ikke have et flertal imod sig. Det vil
sige, at en regering godt kan have opbakning i Folketinget, selv om de partier,
som er med i regeringen, ikke udgør et flertal i Folketinget. Men hvis 90 eller
flere af medlemmerne i Folketinget er imod regeringen, kan regeringen væltes.
Det kaldes for parlamentarisme.