der er blandt havenes største føderessourcer og muligvis den vigtigste af dem, der endnu ikke er fuldt udnyttet, findes i alle verdenshave undtagen Sortehavet. Fangsten på verdensplan udgjorde i midten af 80'erne mere end 1 mio tons om året og er siden blevet næsten fordoblet.
Blæksprutterne har fået deres navn som følge af dyrenes evne til at udsprøjte en blåsort væske fra en såkaldt blæksæk i deres krophule. Derved kan de forplumre vandene i en sådan grad, at de i en faresituation kan undslippe deres forfølgere. Og både den 10armede og den 8-armede blæksprutte lever faktisk i danske farvande.
Når man vandrer en tur langs den jyske vestkyst i dagene efter en dygtig vestenstorm, finder man undertiden nogle elipseformede, svagt konvekse kalkplader på 10-15 centimeters længde i opskylszonen. Ejere af burfugle kender pladerne som de sepiaskaller, de køber i fugleforretninger som kalktilskud til fuglene, men ikke mange ved, at det er de jordiske rester af døde 10-armede blæksprutter.
Men i Nordsøen lever der faktisk flere arter 10-armede blæksprutter, blandt dem altså Sepiablæksprutten (Sepia officinalis), som er meget almindelig i Middelhavet, men tillige trækker op gennem Atlanterhavet til kanalegnene og den sydlige Nordsø. De lever frit i vandmasserne, kan opnå en maksimal kropslængde på cirka 25 cm, og de fanges ofte sammen med de to følgende arter som bifangster i fiskernes trawl.
Hvor Sepia blæksprutten er bred elipseformet, er Loligo-arternes kropsbygning meget lig de vættelys, vi finder mellem stenene på vore strande, og som er fossile rester af Kridttidens blæksprutter. I den tykke ende bærer Loligo vulgaris og Loligo forbesii deres 10 arme, mens der i den spidse bagende sidder to store svømmefinner.
Loligo forbesii er udbredt fra Middelhavet til Vestnorge. Danske fiskere fanger den om efteråret i trawl og bundgarn i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat, og i oktober 1995 fangede fisker Jørgen Pedersen et levende eksemplar på 50-60 cm i et bundgarn ved Strøby Strand helt nede i Køge Bugt. At det ikke var et enestående tilfælde viser fangster samme sted af en halv snes mørksej med masser af små 10-armede blæksprutter i maven.
De 8-armede
Octopus vulgaris, den almindelige 8-armede blæksprutte, er ligesom sine øvrige 8-armede artsfæller et bunddyr. Den er mere almindelig i Middelhavet end de 10-armede blæksprutter, og den forekommer op til Den engelske Kanal og vandrer ind i den sydlige Nordsø, men normalt ikke længere. Det gør dens "fætter", Eledone cirrosa, imidlertid, og fisker Svend Nielsen i Skagen har fanget ikke så få eksemplarer af denne art i sine bundgarn. Blæksprutterne er ikke store, og de afhentes levende af museerne i Grenå og Hirtshals, hvor de lever videre i akvarierne.
Svend Nielsen fanger betydeligt flere 10armede - i 2003 vel omkring 70 kilo - og de sælges på fiskeriauktionen til 25-30 kroner kiloet. "Men der var en morsom afvigelse fra denne kilopris," fortæller han: "Da kongeskibet Dannebrog for et par år siden gæstede Skagen, lod kokken meddele de lokale fiskeforretninger, at de kongelige gæster ønskede at få serveret friske, danske blæksprutter i menuen ombord. Det kunne godt lade sig gøre, men den dag strøg kiloprisen pludselig kraftigt i vejret, så indkøbene af Skagenblæksprutterne blev afregnet til 76 kroner kiloet." Sådan er der så meget.
Rejseminder
I de senere år er blæksprutter blevet tilgængelige i alle større, velassorterede fiskeforretninger, og det er da herligt, at vi nu har mulighed for at genopleve gode ferieoplevelser på hjemmebanen.
For det med blæksprutter er for os forbundet med små, listige spisesteder i Spanien, Grækenland og især i Italien, hvor der spises enorme mængder sprutter. Som med så meget andet er det de små, der er de bedste. De store kan virke noget seje, og det er nærmest lige meget, hvor meget man banker og koger dem. De insisterer på at være gummiagtige.
De lækreste sprutter har vi fået i Genova, hvor de blev kaldt "fragoline di mare" og blev serveret i en "suppe" af vin og olivenolie. De var så møre, at de næsten smeltede på tungen.
Blæksprutter er også en uundværlig del af den klassiske "fritto misto di mare": Små havbæster, der pudres med mel og fritteres i hed olie, til de er knasende sprøde.
De helt små blæksprutter kaldes "suppions" i Frankrig, og i Cassis i Provence var de hovedbestanddel i en uforglemmelig "risotto aux fruits de mer". Derimod har vi aldrig forstået, at sprutter kogt i eget blæk skulle være en delikatesse, men det er sikkert vores fejl.
I køkkenet
Rengøringen af blæksprutter er til at have med at gøre, da de blæksprutter, vi køber hos fiskehandleren, er både flåede og tømt for blækpose og bruskplade. Arbejdet består således blot i en grundig skylning i koldt vand og finpudsning for små bruskdele og hudlapper.
Når vi spiser blæksprutter som hovedret på hjemmebanen, fylder vi blæksprutte kroppen med en fars af de hakkede fangarme, let røget skinke, soltørrede tomater, hvidløg og persille og koger dem med løg i olivenolie og hvidvin. Ris som tilbehør er nærmest en selvfølge.
Oftest ender de små blæksprutter dog i en kold salat, som vi serverer som forret. Da vi "opfandt" den en dag, hvor vi stod med en rest champignons à la Grecque, kom retten naturligvis til at hedde:
Blækspruttesalat à la Grecque (se opskrift)