Glaskål

Glaskålen kaldes også overjordisk kålrabi eller knudekål. Den omtales første gang i 1722 i en gammel havebog. Selvom den er en skattet og flittigt anvendt grønsag både i Tyskland og Sverige, er den kun lidt kendt og brugt i danske køkkener. Navnet glaskål skyldes, at kødet virker glasagtigt.
Glaskålene er meget lækre i salatskålen skåret i terninger eller tynde skiver, kogt som selvstændig grønsag eller i supper og gratiner.
Den alsidige stængelknold forveksles ofte med kålrabien til trods for, at det er den opsvulmede stængelknold der er den foretrukne spise på grønsagen, mens det på kålrabien er rodknolden.
Ofte sælges begge grønsager i samme størrelse, og ved vintertide uden blade kan de minde om hinanden. Men man kan se forskel, på glaskålen kan arrene efter de udvoksede blade stadig ses, mens kålrabien er helt glat.
Glaskålen er uhyre taknemlig at dyrke, selv på næringsfattige jorde lykkes det at fremdrive saftige knuder, der kan anvendes i mange gode retter. Den findes i mange forskellige sorter. Herhjemme dyrkes enten en grøn eller en blå sort.
Glaskålen kan stå ude hele året, gerne med et let dække. Den afløser majroen i august og har sæson lagt ind i vintermånederne. Når glaskålen har opnået en størrelse som en kaffekop høstes den, men kan dog opnå en størrelse som en almindelig roe og er da også anvendelig i madlavning.
Tips og råd
En glaskål af normal størrelse vejer ca. 200 g.
Bladtoppen kan udmærket anvendes, der dyrkes sågar sorter i Italien, hvor det specielt er de krusede blade af knudekålen, der foretrækkes. Fjern kun skrællen, hvis den virker for hård eller er mindre pæn.