er blandt naturens oversete gaver til mennesket, for den er smuk og dekorativ, velduftende og smagfuld. Den kan stå alene som smagselement, og der hvor den vokser. Den er flerårig og nem at pleje, hvis den får lov at folde sig ud under megen sol. Og så er den god for potensen. Et gammelt ordsprog siger, at den kvinde, som kender sarens hemmelighed, planter sin have fuld.
Har man boet under sydlige himmelstrøg og spist kanin med hestebønner og sar, tilberedt efter lokale munkes anbefalinger, får man en vis respekt for urten. Selvfølgelig har den også sine begrænsninger, og stegt rødspætte med kartofler og sar-sauce slår nok ikke an. Men mange traditionelle retter, hvor vi ellers bruger timian, salvie og
rosmarin, kan friskes op og genoplives med sar, og - som et nyt lingeri til konen - få os til at se med nye øjne på den klassiske model.
Man finder ikke sar så ofte i almindelig handel, hvor de mere kendte af vore krydderurter dominerer. Vil man selv dyrke sar, skal det afgjort være den flerårige vintersar, som er mild og mere hårdfør. Nogle kalder saren for "peberurt" eller "bønneurt", men det er synd, for det antyder, at den bare skal kommes i sammenkogte retter for at fjerne smagen fra noget andet kedeligt. Nej, sarens rene, gode smag kan både krydre de mest delikate, gastronomiske tilbliveiser og rigtig rå, robuste herreretter.
Prøv bare at servere fine, små gnocchi med sar og en stor, velhængt bøf stegt med tapenade af sar. Så modsætningerne mødes, og det hele falder på plads. Luk øjnene og drøm!