Frem til 1500- og 1600-tallet fandtes solbær kun i vild tilstand, men derefter begyndte dyrkningen at tage fart i Europa. De dyrkede bær er kraftigere og har mere smagsfylde end de vilde.
Duft og aroma fra både blade og bær er stærkere hos solbær end hos røde og hvide ribs. Bladenes duft kan mærkes til hen på vinteren. Bladene bruges til parfumefremstilling, i agurkelage, som smagsstof i likører samt til te.
Solbær er de fleste andre bær overlegne, når det gælder indholdet af C-vitamin, kostfibre og visse mineraler. Spis dem helst friske, blot mosede med lidt sukker på. Ellers passer bærrene godt som tilbehør til vildtretter. De bruges også til likørfremstilling, fx af Creme de Cassis og solbærrom, samt til marmelade.