'Afghantæppe i den dybrøde farve, der er karakteristisk for de nyere tæpper.
Afghantæpper, knyttet i Afghanistan, oprindelig til hjemmebrug, senere også til eksport; kort efter 2. verdenskrig blev der etableret vigtige salgsmarkeder i Hamburg og London. Knyttes i 9 provinser (75 landsbyer) og i mere end 50 variationer og mange kvaliteter. Mauri og daulatada er særdeles kraftige og tæt knyttede; altibolak og aqcha er ligeledes kendte afghantæpper.
Tæppet kendes på den røde bundfarve, vinrød i nye og ofte kobberfarvet i ældre tæpper; de er knyttet på uld. Det karakteristiske mønster er en ottekant, kaldt elefantfod. Fremstilles i mange størrelser fra de såkaldte baby-afghantæpper på ca. 60 X 90 cm op til over 5 m i længden.
.............................................................................................................