akt

Akt af latin actus : handling; ceremoni; dokument; fremstilling af nøgen model; afrundet hovedafsnit af et skuespil.

Akt: handling, især ceremoniel; et skuespils hovedafsnit; fremstilling af nøgenmodel i billedkunst; juridisk: dokument. Se også aktindsigt.

Akt: en større enhed inden for en teaterforestillings samlede struktur. Aktinddeling kan føres tilbage til det græske teater, hvor korsange opdelte dramaet i større enheder, i reglen fem.

Det var dog først Horats, der i sin poetik insisterede på femakteren som norm. Men også treakteren har klassisk hævd.

Den franske klassicisme udviklede i 1600-tallet detaljerede regler for fordelingen af handlingens faser på akterne; historisk går der herfra en linje til filmens dramaturgi. Der kendes dog også både en-, to- og fireaktere.

Aktinddeling er især knyttet til det "aristoteliske" eller "lukkede" drama med dets logiske opbygning. Mere åbne dramaformer er friere konstrueret og ser ofte bort fra akter.

akt, ‘handling’ opdeling af teaterforestillingen/dramaet i større enheder af nogenlunde ens vægt tidsmæssigt og dramatisk med evt. underinddeling i scener. I de klassiske græske dramaer var der ingen opdeling af stykkerne i akter, om end man kan opfatte de enkelte episoder, som korsangene adskilte, som A. Det var Horats, der i sin Poetik (18-8 fødtKr.) insisterede på vigtigheden af at inddele tragedien i fem akter. Kravet blev videreført af italienske renæssancedramatikere, men der er intet der tyder på, at Shakespeare brugte aktinddelinger; de er senere tilføjet af hans udgivere.

I den franske klassicisme hos Corneille og Racine blev opdelingen i fem akter en norm baseret på den klassiske dramaturgi. I komedien var en større frihed i aktinddelingen accepteret; en-, to- og treaktere er kendt siden Molière. I slutningen af 1800-tallet var det tre- eller fireaktere, der blev foretrukket, fx hos Ibsen eller Tjekhov. Hos Strindberg blev enakteren en foretrukken form, eller dramaets struktur løstes op i en række af enkeltscener. I vore dage er der ingen gældende regler for aktopdeling.

Inddelingen i A kan begrundes æstetisk og dramaturgisk: handlingen starter, personer og konflikter introduceres, handlingen strammer til, konflikterne optrappes til et højdepunkt, hvorefter en udtoning følger. Men der er også rent praktiske begrundelser for aktinddelingen: Vokslysene skulle skiftes, eller der skulle ske større dekorationsændringer. Dertil kommer et socialt aspekt: mellemakterne var det tidspunkt hvor publikum kunne se hinanden og blive set. Mellemakterne havde således en funktion som møde- og udstillingssted. Markeringen af aktinddelingen er i teatret foregået på forskellig måde: tæppet går for; der laves blackout; orkestret spiller mellemaktsmusik; etc. I vore dages teater opereres der ofte uden aktopdeling, eller stykket, uanset hvordan det er opdelt som tekst, spilles i to akter med en pause imellem, bl.a. for at teatrets bar kan få omsætning.

.............................................................................................................