Aladdin: hovedpersonen i et af eventyrene fra 1001 nat. Oehlenschläger benyttede det til sit dramatiske digt Aladdin eller den forunderlige lampe (1805).
Aladdin, figur fra eventyret om Aladdin og den vidunderlige lampe fra den arabiske eventyrsamling Tusind og én nat. Det er Antoine Gallands (1646-1715) franske oversættelse fra 1704 og flg. år, der indeholder den i Europa ældste kendte version af det yndede eventyr.
Handlingen, der er henlagt til Kina, men fortalt med arabiske kulturtræk, viser, hvorledes den fattige skræddersøn Aladdin ved hjælp af magiske rekvisitter (lampen, ringen) vinder sultanens datter og tronen i rivalisering med en afrikansk troldmand.
På dansk grund kendes historien først og fremmest fra Adam Oehlenschlägers lystspil Aladdin, eller Den forunderlige Lampe (Poetiske Skrifter bd. 2, 1805); miljøet er her søgt opretholdt i form af en ubestemt "poetisk Orient", men iblandet københavnsk lokalkolorit.
Af det arabiske eventyr har Oehlenschläger — under indflydelse af William Shakespeare og den tyske romantiker Ludwig Tieck — skabt et filosofisk drama i romantisk ånd; handlingen er blevet koncentreret, og lampen og ringen gjort til symboler på kunstnerisk skaberkraft og digterisk fantasi.
Hos Oehlenschläger lægges der afgørende vægt på modsætningen mellem Aladdin og hans modstander troldmanden, her navngivet Noureddin. Hvor Aladdin fremstilles som spontan, doven og erotisk, kendetegnes Noureddin som reflekteret, flittig og usanselig.
Når Aladdin ender med at opnå lykken (sultandatteren og magten), skyldes det ifølge dramaet Aladdins umiddelbarhed og hans evne til at modnes i modgang. Som "naturens muntre søn" er han født til lykken; han får appelsinen i turbanen — men til det sidste må han kæmpe for sin ret.
Hos en lang række danske forfattere fra 1800-tallet genoptages og omformes motivet med Aladdin- og Noureddin-typernes rivalisering om lykken. Markante eksempler er H.C. Andersens Improvisatoren (1835), Kun en Spillemand (1837), Lykke-Peer (1870), Hans Egede Schacks Phantasterne (1857), Henrik Pontoppidans Lykke-Per (1898-1904), Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren (1906-10) og Johs. V. Jensens Kongens Fald (1900-01).
Oehlenschlägers skuespil har givet stof til flere musikværker, bl.a. C.F.E. Hornemans opera (1864-88) og Carl Nielsens scenemusik (1918-19). Dele af teksten indgår desuden i Ferruccio Busonis klaverkoncert med mandskor (1906).
.............................................................................................................