analytisk psykologi

Første fase (1911-24)

I første fase (1911-24) udviklede Jung de centrale begreber. I arbejdet med mennesker, der typisk led under mangel på mål og mening i tilværelsen, benyttede Jung drømmefortolkning og kreative teknikker, fx maleri, dans og visualisering, der stimulerede symboldannelsen. Den personlighedsforvandling med følelsen af at "blive sig selv", der fulgte heraf, kaldte han individuationsprocessen.

Jung skelnede mellem det personligt ubevidste og det kollektivt ubevidste. Det første rummer fortrængt stof, struktureret af følelsesladede komplekser, mens det andet er et medfødt, fællesmenneskeligt område af psyken, struktureret af arketyper.

Begreber som persona (den sociale maske), skyggen (fortrængte sider af jeget), animus, anima (modsatkønnede forestillinger) og selvet (centrum for personligheden) henviser til områder af sjælelivet, der gradvis bevidstgøres i analysen.

Hvordan dette sker, er dog højst forskelligt, alt efter om man fx lettest begriber ting intellektuelt eller følelsesmæssigt; om man helst vender sig udad mod omverdenen eller indad.

Jung udviklede en psykologisk typologi, hvor han skelner mellem otte persontyper. Hver type er dannet af en ekstravert eller introvert grundindstilling, kombineret med den af fire bevidsthedsfunktioner, der anvendes mest (tænken, følen, intuition, perception).

Anden fase (1924-45)

I anden fase (1924-45) udvidede Jung sit kendskab til andre kulturers og religioners psykologi, fx ved feltstudier i Kenya og New Mexico. Det fik ham til at se europæisk kultur "udefra"; han kritiserede bl.a. den ensidige dyrkelse af det mandlige Logos-princip, mens det kvindelige, relationsorienterede Erosprincip var uudviklet.

Begrebet finalitet indførtes som modstykke til en kausalt-mekanistisk forklaringsmodel. En sådan kan kun forklare forløb, hvor der er nøje sammenhæng mellem årsag og virkning og dermed en høj grad af forudsigelighed. Derimod sker psykiske udviklingsprocesser på mere komplekse måder, som svarer til levende organismers udvikling.

Begrebet har ikke vundet almindelig udbredelse, men svarer til den forestilling om frembrydende eller skabende udvikling, der nu kaldes emergens. Jungs model af psykens struktur foregriber i det hele taget idéer om levende organismers systemiske udvikling; psyken ses som et system med selvregulerende egenskaber, sammensat af vekselvirkende delsystemer.

I det praktiske arbejde med patienter "aflæses" de psykiske processer i form af symboler, der involverer 1) en ubevidst psykisk realitet 2) et psykisk billede, der peger på denne 3) bevidsthedens deltagelse i en fortolkningsproces, der igen afføder nye symboler.

I en analyse overføres ubevidste billeder på analytikeren; men Jung så relationen som tosidig og var den første dybdepsykolog, der indså modoverføringens positive værdi som terapeutisk redskab.

Forståelsen af, at psykiske processer danner sammenhængende forløb, hvor enkeltdelene forvandler sig og danner nye helheder, havde Jung fået gennem studier af den middelalderlige alkymis symbolik, der på én gang henviste til kemiske og mentale processer.

Han opfattede alkymien som en prævidenskabelig forløber for den analytiske psykologi (ligesom den var det for kemien) og udgav adskillige værker herom; de er dog svært tilgængelige og har nok snarere bidraget til andre fagpsykologers traditionelle opfattelse af Jung som "mystisk".

Tredje fase (1945-61)

I tredje fase (1945-61) opgav Jung sin analytiske praksis på grund af alder og sygdom. Hans sene værker rummer dybsindige tanker om menneskehedens udvikling og en bagved liggende enhed mellem den psykiske og den fysiske verden, og han udviklede idéen om et ikke-kausalt forbindende og ordnende princip, synkronicitet, som forklaring på "meningsfulde tilfældigheder", fx begivenheder af den type, hvor man udbryder: "Det var dog et utroligt sammentræf!"

Hovedretninger

Analytisk psykologi etableredes som psykologisk skole fra ca. 1920, da "klubber" inden for retningen var dannet mange steder, hovedsagelig af personer, som selv havde været i analyse hos Jung, men en formaliseret uddannelse af analytiske psykologer begyndte først i 1948 ved oprettelsen af Jung-instituttet i Zürich. Andre institutter og træningscentre fulgte, og i 1962 stiftedes International Association for Analytical Psychology (IAAP).

Efterhånden som den personlige indflydelse fra Jung og den første generation af analytiske psykologer aftog, er to hovedretninger dannet foruden den klassiske, (fx repræsenteret ved Erich Neumann og M.-L- von Franz), nemlig den kliniske med Michael Fordham (ca. 1960) og den arketypiske med James Hillman (ca. 1970) som grundlæggere.

Bruddet mellem Jung og Freud i 1913 bevirkede, at der gik et jerntæppe ned mellem den analytiske psykologi og psykoanalysen i ca. 50 år. Dog skabte især den kliniske psykologi en begyndende udveksling, idet man optog psykoanalytiske temaer som gentagelsen af infantile mønstre i voksenlivet og "det historiske barn" i den voksne.

Omvendt bevægede psykoanalysen (fx Erik Erikson, Heinz Kohut, Melanie Klein, Donald W. Winnicott) sig i samme periode ind på områder, som den analytiske psykologi havde interesseret sig særligt for, fx den præødipale relation, andre årsager til neuroser end ødipuskonflikten, iboende psykiske strukturer, kreative aspekter af det ubevidste, betydningen af selvet som udtryk for hele personligheden, personlighedens integration og udvikling efter livsmidten.

I Danmark har næsten alle udgivelser siden oversættelser af dele af Jungs værker i 1960'erne været præget af den klassiske skole. Et Jung-institut blev dannet i København 1980 af bl.a. Eigil Nyborg, Pia Skogemann og Ole Vedfelt, og i 1994 stiftedes Dansk Selskab for Analytisk Psykologi (DSAP).

I midten af 1980'erne opstod en populær-jungiansk bølge med hovedtemaer som midtvejskrise, selvudvikling, drømme, myter, eventyr, terapi og religiøsitet med et stigende antal udgivelser til følge, men af meget ujævn kvalitet.