Edwin Aldrin fotograferet af Neil Armstrong efter den første månelanding, Apollo 11.
: en serie amerikanske rumflyvninger; kulminerede i bemandede ekspeditioner med landing på Månen 1969-72. Med Apollosrumskibet indledtes 1966 ubemandede flyvninger om Jorden, efterfulgt 1968-69 af to bemandede jordomflyvninger samt to flyvninger til Månen uden månelanding. Det komplette »Apollo«-rumskib består af tre moduler, et kommandomodul (CM), et servicemodul (SM) og et landingsmodul (LM); de to første i indbyrdes sammenkoblet tilstand kaldes CSM. Servicemodulet, der indeholder raketmotorer og beholdere med drivstoffer (kvælstofoverilte og kulbrinteblandingen aerozin-50), har en længde på 7,4 m og en diameter på 3,9 m. Kommandomodulet, der er kegleformet, har 3,9 m som største diameter og en højde på 3,7 m. Endelig har landingsmodulet, der består af to sektioner, en største bredde på 4,25 m og en samlet højde på knap 7 m. Efter månebesøg efterlades den nedre af de to sektioner på Månen. Totalmassen af de tre moduler med tilbehør er ved opsendelse 49 t, heraf kommandomodulet, der alene vender tilbage til Jorden, 5,5 t. Kommandomodulets kabine har et volumen på 6,2 m3; luften i kabine og rumdragter er ren ilt ved 350 millibar.
»Apollo 7« der opsendtes 11. oktober 1968, var første bemandede, med Walter M. Schirra, Donn E. Eisele og R. Walter Cunningham.
»Apollo 8« var første bemandede rumskib med kurs mod Månen; ved opsendelsen anvendtes for 1. gang raketten »Saturn 5« med startvægt ca. 2800 t. Der medbragtes intet landingsmodul. »Apollo 8« bragtes i kredsløb om Månen, og efter knap et døgns forløb sattes kursen igen mod Jorden.
»Apollo 9« havde til formål at afprøve det komplette rumskib, inklusive landingsmodulet, i kredsløb om Jorden. Det skete 3. - 13. marts 1969, idet der bl.a. foretoges en række fra- og sammenkoblingsmanøvrer ved de tre astronauter J. A. McDivitt, D. R. Scott og R. L. Schweickart.
»Apollo 10« tilbagelagde ligesom »Apollo 8« en tur til og fra Månen med omkredsninger om denne, idet landingsmodulet medførtes denne gang, udførtes forskellige manøvrer i kredsløb om Månen i lighed med »Apollo 9«s manøvrer i kredsløb om Jorden. I otte timer 22.-23. maj var landingsmodulet frigjort fra det øvrige rumskib, og mens dette gik i en bane 109-114 km over Månen, nåede landingsmodulet med astronauterne Stafford og Cernan ned til blot 15 km over Månens overflade i en mere excentrisk bane.
»Apollo 11« blev det første rumskib, fra hvilket mennesker landsattes på Månen og som bragte dem velbeholdne tilbage til Jorden igen.
Med ordene: Dette er et lille skridt for et menneske, men et stort spring for menneskeheden trådte tidligt den 21. juli 1969 først Neil A. Armstrong ned på måneoverfladen fra landingsmodulet og efterfulgtes af Edwin E. Aldrin.
Efter at have opstillet nogle instrumenter og opsamlet 22 kg måneprøver på landingsstedet i den sydlige del af Mare Tranquillitatis gik de igen op i landingsmodulet et par timer senere. Ved hjælp af en raketmotor, der var fastgjort til landingsmodulets øvre sektion, bragtes denne derpå 21. juli om aftenen op i kredsløb om Månen igen og tilkobledes CSM-modulet, der i mellemtiden havde foretaget flere måneomløb med Michael Collins. Hjemkomsten til Jorden skete som forudset i Stillehavet ca. 1500 km SV for Hawaii. Her ventede hangarskibet »Hornet«, hvortil de tre astronauter blev overført med helikopter efter den vellykkede måneekspedition.
»Apollo 12« kom 14.-24. november 1969 til at foregå efter samme mønster som »Apollo 11«. Under opholdet på Månen placerede Charles Conrad og Alan L. Bean et komplet udstyr og en tilhørende kraftstation for registreringer på Månen gennem længere tid. Månelandingen skete kun 200 m fra rumsonden »Surveyor 3«, der var landet blødt på Månen 19. april 1967.
»Apollo 13«, opsendt 11. april 1970, havde til formål at lande i ujævnt højland på Månen; men godt to døgn efter opsendelsen, da afstanden til Månen kun var ca. 60.000 km, indtraf en eksplosion i rumskibets servicemodul, så at dette ikke længere var funktionsdygtigt. Det besluttedes at lade »Apollo 13« fortsætte om bag Månen, så at Månen ved sin tyngde kunne slynge rumskibet tilbage mod Jorden. Takket være denne manøvre og nogle mindre kursændringer, der kunne foretages uafhængigt af servicemodulet, lykkedes det at få de tre »Apollo«-piloter velbeholdne tilbage; landingen i Stillehavet fandt sted knap seks døgn efter opsendelsen.
»Apollo 14« sendtes op 31. januar 1971, da årsagen til »Apollo 13«s uheld var fuldt opklaret (antændelse i iltbeholder ved glødende ledning), og gentagelse af uheldet så vidt muligt var forebygget. Landingen på Månen skete nord for krateret Fra Mauro, således som det havde været planlagt for »Apollo 13«, og et nyt sæt registrerende instrumenter i lighed med »Apollo 12«s opstilledes.
»Apollo 15«, der opsendtes 26. juli 1971, medførte mere righoldigt udstyr end de foregående, bl.a. en eldrevet bil, ekstra kamera udstyr og forbedrede rumdragter, der tillod større bevægelighed og ophold på Månen uden for landingsmodulet i perioder a 7 timer. Udover en registreringsstation på Månen efterlod » Apollo 15« også en registrerende satellit i bane om Månen. De to sidste månebesøg i » Apollo«-serien foretoges med »Apollo« 16 og 17 1972. Under dem medbragtes også en eldrevet månebil, med hvilken der tilbagelagdes henholdsvis 27 og 34 km mod 28 km ved »Apollo 15«.
»Apollo 16« landede i et udpræget højlandsområde ca. 60 km N for krateret Descartes, mens »Apollo 17« landede i et område S for Littrow-krateret med vulkanisme af tilsyneladende ny dato. Rødt sand, som syntes at bekræfte dette, har dog senere vist sig at have samme høje alder som tidligere måneprøver. En satellit, der inden hjemfarten bragtes i bane om Månen, frigjordes fra »Apollo 16« som fra »Apollo 15«, men ikke under »Apollo 17«. Til gengæld muliggjorde de instrumenter, der bragtes til Månen med »Apollo 17«, bestemmelse af varme udstrømningen gennem måneoverfladen og måling af dielektricitetskonstanten ned til omtrent 2 km's dybde under selve overfladen.
Apollo 16's kommandomodul set fra månelandingsfartøjet.
Jorden »står OP« over Manen, fotograferet under Apollo 10-forsøget.
Apollo 11-astronauten Edwin Aldrin, fotograferet af makkeren Neil Armstrong efter den første månelanding 21. juli 1969. Da det ikke blæser på Månen, har flaget måttet afstives.
Apollo 9-raketten under affyringen.
Jorden set fra et Apollo-fartøj.
Brugen af månekøretøj udvidede i høj grad astronauternes udforskningsområde; her ses Charles Duke, Apollo 16.
Apollo 9's kommandomodul under kredsløb omkring Jorden, fotograferet af David Scott under hans »rumvandring« uden for modulet. I den åbne luge ses en af hans kolleger.
.............................................................................................................