(1899-1979): kurdisk oprørsleder. Deltog i 1. verdenskrig i opstande mod briterne og den irakiske regering. 1932 idømt 12 års strafarbejde, men undslap 1943 og blev leder af endnu en mislykket kurder-opstand. 1945 udnævnt til øverstbefalende for den samme år proklamerede Mahabadske Folkerepublik, men måtte efter nedkæmpningen af kurderstaten 1946 flygte til Sovjetunionen. Efter general Kassems magtovertagelse 1958 syntes en forsoning mellem irakerne og kurderne en overgang mulig; men en væbnet konflikt 1961 genskabte det meget spændte forhold mellem parterne, som end ikke Barzanis solidaritetserklæring i anledning af den arabisk-israelske krig 1967 kunne forbedre. Indgik 1970 en fredsaftale med Iraks regering, der lovede kurderne selvstyre. Der opstod snart uenighed om selvstyrets omfang, især med hensyn til oliedistriktet Kirkuk. 1974 brød krigen ud igen; men en del af Barzanis tilhængere gik over til regeringen, deriblandt hans ældste søn, Obeidullah Mustafa Barzani. Da Iran 1975 indstillede sin hjælp til kurderne, brød deres modstand sammen, og Barzani flygtede til Iran.
.............................................................................................................