: en virksomheds registrering, med tids- og beløbsangivelse, af alle transaktioner, der påvirker dens økonomi. Man skelner mellem enkelt bogholderi, der kan bruges, hvor fx en husstand vil holde regnskab med sine indtægter og udgifter, og dobbelt bogholderi, som anvendes næsten overalt i erhvervslivet. I enkelt bogholderi opføres hver transaktion kun Em gang, i dobbelt bogholderi to gange, idet den altid vedrører mindst to forskellige kontoer i regnskabet. Hver konto har to sider, til venstre »debet« (egentlig »skylder«), til højre »kredit. (egentlig »betror«, derefter »har til gode«): i dobbelt bogholderi svarer til en debetpostering altid en lige så stor kreditpostering og omvendt. Hvis fx virksomheden kontant køber varer for 500 kr., opføres dette 'beløb på varekontoens debetside (kontoen debiteres eller belastes) og samtidig på kassekontoens kreditside (denne konto godskrives). Indbetaler en kunde et skyldigt beløb, debiteres dette kasse kontoen og krediteres kontoen for debitorer (kundekonto). Da posteringer på debet- og kreditsiden altid skal svare nøje til hinanden, får man ved afstemning (sammentælling) af regnskabet en kontrol med, at bogholderiet er ført korrekt. Bogholderi er væsentlig bygget sådan op, at der svarer en dobbeltsidet konto til hvert aktiv og passiv. Man skelner i reglen mellem to arter af kontoer:
1) kontoer i betalingsrækken, som alle registrerer betalingsmellemværender, fx kassekonto, bankkontoer, kontoer for egenkapital, for debitorer og kreditorer og andet;
2) kontoer i præstationsrækken, som registrerer andre ydelser, fx omkostningskontoer, varekontoer og kontoer vedrørende formuedele, fx maskiner og biler.
Når driftsregnskabet efter en vis periode afsluttes, sammentælles de forskellige kontoers debet- og kreditsider; på den enkelte konto betegnes forskellen mellem debet og kredit som saldo; er debetsiden størst, tales om debetsaldo, er kreditsiden størst, om kreditsaldo. Kontoen udlignes (salderes) med saldobeløbet, der for betalingsrækkens vedkommende samtidig overføres til balancekonto. Her samles alle enkeltkontoers debetsaldoer på debetsiden, der da viser virksomhedens aktiver, mens alle kreditsaldoer samles på balancekontoens kreditside, der viser passiverne. Virksomhedens egenkapital er udtrykt ved balancekontoens saldo, og bevægelsen i denne saldo sammenlignet med sidste opgørelse viser virksomhedens fortjeneste eller tab. Præstationsrækkens saldoer samles tilsvarende på en tabs- og vindingskonto, hvis' saldo viser virksomhedens fortjeneste (når kreditsiden er størst) eller tab (når debetsiden er størst).
Driftsregnskabet afsluttes ved et regnskabsårs udgang, idet virksomhedens ejere, skattevæsen, bankforbindelse osv. da har brug for at kende årets driftsresultat og virksomhedens kapitalforhold (status). I de fleste større virksomheder foretages desuden hyppigere opgørelser, hvorved bogholderiet tillader virksomhedens ledelse løbende at følge udviklingen i rentabiliteten og kapitalens placering, hvilket i en moderne erhvervsvirksomhed med komplicerede funktioner og eventuelt mange afdelinger ellers ville være umuligt.
Bogholderiet gør det herved muligt for ledelsen at justere de forretningsmæssige dispositioner, prisfastsættelser m.m. og at kontrollere virksomhedens forskellige afdelinger og medarbejdere. Moderne bogholderi gør det endvidere muligt forud at besvare spørgsmål om rentabiliteten af enkeltdispositioner.
Bogholderi er endvidere nødvendigt, for at virksomheden kan opstille et budget for en kommende regnskabsperiode, hvorved det bliver muligt at forudse nødvendige nyanlæg, kapitaltilførsel osv. Endelig er det moderne bogholderi grundlag for en stadig mere nødvendig driftsstatistik, idet de rene beløbsstørrelser i stigende grad suppleres med oplysninger om mængde- og tidsstørrelser og derved tjener til understøttelse af ledelsens salgs- og lagerpolitik m.m.
Bogholderiet kontrolleres ved en løbende eller periodisk revision og skal opfylde visse mindstekrav, som er opstillet i bogføringsloven. Bogholderiet udvikledes i det 15. årh. i Italien, og der er i tidens løb opstået mange forskellige systemer, som bl.a. bygger på forskellige bøger foruden den obligatoriske hovedbog. Efter det italienske system posteres transaktionerne først i kronologisk orden i en journal og overføres derfra systematisk til hovedbogens kontoer.
I tysk bogholderi benyttes desuden en reskontro, dvs. en specifikation af hovedbogens kontoer for debitorer og kreditorer, og beløbene fra journal og reskontro overføres kun ugentlig eller månedlig til hovedbogen.
I fransk bogholderi er der flere journaler, foruden kassebog også vekselbog, varekøbsbog, varesalgsbog m.fl., og kun de månedlige summer heri overføres til hovedbogen.
I amerikansk bogholderi anvendes en kolonnejournal, ofte med 9 kolonner, der hver repræsenterer en konto. Kolonnejournalen føres efter det dobbelte bogholderis principper, og efter perioden s afslutning overføres hver kolonnes samlede beløb til den tilsvarende konto i hovedbogen.
I nyere bogholderi bruges ofte gennemskrivningsmetoden, hvortil bogholderimaskiner er velegnede; her indføres posteringerne samtidig kronologisk i en journal og systematisk på løse blade med de respektive kontoer. I tilknytning til løsbladssystemet er udviklet et hulkort-bogholderi, der muliggør en hurtig og sikker bogføring, en dybtgående konto-opdeling og mekanisk optælling og afstemning. Herved imødekommes virksomhedsledelsens behov for hyppige regnskabsopgørelser.
I dag anskaffes et bogføringssoftware til PC.
.............................................................................................................