Sorte linier markerer jernbaner, røde linier europaveje (rød nummerering) og primærruter (sort nummerering; jf. -vejnummerering).
Danmark: kongedømme; 43.075 km2. Hovedstad: København, 1,4 mio indb. 1985.
• Befolkning: 4,6 mio. 1960; 4,9 mio. 1970; 5,1 mio. 1985.
• Religion: evangelisk-lutherske kirke (folkekirke).
• Sprog: dansk.
• Vigtigste eksportvarer (i pct. af samlede eksport 1984): fødevarer 27,8; maskiner/transportudstyr 22,8.
• Vigtigste handelspartnere Tyskland, England og Sverige. BNP pr. indb. 1984 $ 10.577.
• Møntfod: krone a 100 øre.
Danmark: monarki i Nordeuropa. Danmark (uden Færøerne og Grønland som har særlig status) omfatter halvøen Jylland samt ca. 500 øer, hvoraf de 100 er beboet. Overvejende lavland; kysterne lave, dog ofte med ler- og grusskrænter; i Vadehavet marskdannelser og på Bornholm klippekyst.
• GEOLOGI OG TOPOGRAFI.
Danmarks overflade er næsten fuldstændig udformet i istidsaflejringer hvis gennemsnitlige tykkelse er 100-150 m. Under istidsaflejringerne, som består af smeltevandsaflejringer (sand og grus) og moræne, findes lag fra kridt og tertiær, som enkelte steder kan ses i klinter og grave, fx skrivekridt og limsten i Stevns Klint og på Møn, og moler på Mors og Fur.
Danmarks overflade
Danmarks undergrund
• KLIMA.
Danmark ligger i et vestenvind sbælte og har kystklima med milde vintre og kølige somre. Svigter vestenvinden, bliver vintrene dog strenge og somrene hede. Gennemsnitstemp. for koldeste måned, februar: -0,4°, og for varmeste måned, juli: 16,6°. De fremherskende SV-vinde medfører at SV-Jylland modtager landets største nedbørsmængde. Den gns. nedbør i D er 664 mm om året; falder fortrinsvis i juli og august.
Danmark; arealets fordeling og udnyttelse. Til bymæssige arealer er bl.a. medregnet sommerhusområder, parker, kirkegårde, fritid som råder, jernbaneanlæg, veje og lufthavne.
• PLANTEVÆKST.
Danmark ligger i det tempererede løvskovsbælte (bøgeskov), men nær grænsen til nåleskov. Uden menneskets indgriben ville landet være dækket af blandingsskov med bøg som dominerende træ. Opdyrkning, hugst og husdyrs færden i skovene havde omkring 1800 reduceret disse til ca. 4% af landets areal. De ryddede arealer, der ikke blev anv. til intensivt landbrug udvikledes til hede, krat, overdrev og engelsk Skovarealet er siden øget ved beplantning, især med nåletræer; det udgør 4933 krn-, dvs. 11,5%86 af Danmarks areal; størstedelen er under planmæssig drift; gran er det vigtigste skovtræ. Lynghede udgør 6-7%, men større arealer findes kun i fredede områder. Ca. 1,6% er klitter. I D findes ca. 1500 arter af karplanter; ca. 1200 er opr. hjemmehørende i Danmark, heraf er 51 akut truet af udryddelse og 83 sårbare; hertil kommer en meget lang række arter, som er sjældne i Danmark som helhed.
• DYRELIVET
er i endnu højere grad end plante livet påvirket af menneskets aktivitet. Mange arter er sårbare eller akut truet af udryddelse og har behov for særlig beskyttelse; dette hænger ofte sammen med at deres levesteder er truet, fx påvirkes fisk og insekter i vandløb af spildevand, dyr på landjorden af opdyrkningen. Især pattedyr og fugle er bukket under for udviklingen. I Danmark findes godt 40 fastlevende og oprindelig danske arter af pattedyr; heraf er tre arter sårbare (hasselmus, trold- og damflagermus) og tre arter akut truet af udryddelse (gråsæl, odder og bredøret flagermus). Af de ca. 180 fuglearter, som regelmæssigt yngler i Danmark, er 33 sårbare eller akut truet. Endvidere kan nævnes, at Danmarks paddefauna omfatter 14 arter, hvoraf to (løvfrø og bjerg-salamander) er sårbare og en art (klokkefrø) akut truet. Udviklingen har dog også medført, at nye dyrearter er indvandret, fx vaskebjørn.
Klippekyst på Bornholm syd for Gudhjem, hvor grundfjeldet kommer til syne.
Møns Klint er et af de få steder i Danmark hvor skrivekridtet ikke er dækket af smeltevandsaflejringer.
Vrads Sande sydvest for Silkeborg er en indsande med en mosaik af lyng hede, skov og græs.
• BEFOLKNING.
Mellem 1200-tallet og slutningen af 1700-tallet svingede folketallet kraftigt, således at folketallet ved den første folketælling i 1769 var det samme som i 1200-tallet: ca. 800.000. I 1800-tallet faldt dødeligheden pga. forbedret ernæring og bedre hygiejne, samt nye medicinske opdagelser. Fertilitetskvotienten begyndte først at falde i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet fra ca. 30 til 20‰. Årsagerne til det faldende fødselstal var først og fremmest ændrede sociale forhold, hvor børn ikke længere spillede den samme rolle for familiens indtægt og for sikringen af forældrenes alderdom, samt den faldende spædbørnsdødelighed. 1930-1965 var fertilitetskvotienten 15-18‰. I midten af 1960erne faldt fertilitetskvotienten igen. P-pillen og fri abort gjorde det lettere at planlægge graviditeter, og kvindernes voksende udearbejde var medvirkende til at graviditeter blev udsat og måske helt opgivet. I begyndelsen af 1980erne faldt fertilitetskvotienten yderligere til omkring 13‰, fordi kvinderne begyndte at føde i en højere alder. Således har fertilitetskvotienten været stigende 1984-86. I 1769 levede ca. 80% af befolkningen på landet, i 1901 var det 62% og i 1985 18%. Bybefolkningens vækst hænger sammen med industrialiseringen og stadig flere samfundsfunktioners placering i byer. I 1985 arbejdede 7% af befolkningen inden for landbrug, 30% inden for industrien og 63% inden for serviceerhvervene.
• ØKONOMI OG ERHVERV.
Tidligere var landbrug hovederhverv, men den stigende grad af mekanisering og specialisering har betydet, at kun få er beskæftiget i landbruget (7,3% 1984). Det industrielle gennembrud kom ca. 1870, men først efter 1950 udvikledes industrien så meget at produktionsværdien oversteg landbrugets; i 1985 var værdien fire gange større end landbrugets. Eksporten af landbrugsvarer udgjorde i 1985 24% af den samlede eksport, mens industriens udgjorde 75%. Danske virksomheders placering internationalt har siden 1976 ført til betydelige underskud på handelsbalancen. Disse underskud er af skiftende regeringer søgt afhjulpet ved generel fremme af eksport og forbrugsbegrænsning i form af begrænsede lønstigninger og øgede skatter.
• Landbrug.
Trods et næsten uændret landbrugsareal hvoraf ca. 60% 1985 anvendes til korn og et faldende antal beskæftigede, er produktionen af især svine- og fjerkrækød og ost vokset. Dette skyldes øget brug af gødningsstoffer, forædlede planteprodukter samt maskiner. Den økonomiske udvikling har forudsat store kapitalinvesteringer i landbruget, hvorfor en række mindre brug er blevet nedlagt og der er sket en koncentration af jordejendom på færre hænder. Landbruget leverer råvarer til en række eksportindustrier (konserves, øl, sukker og malt).
Adam i gang med at pløje med to heste spændt for ploven; denne har trekantet plovjern og på stangen hænger en kniv til at skære buske med. Teksten i båndet - hijsih hoo frem soo - er opmuntrende ord til hesten. Ploven kom sandsynligvis til Danmark i vikingetiden. - Det typiske fæstebondesamfund der karakteriserede dansk landbrug frem til 1800-tallet etableredes i 1400-tallet. I de følgende århundreder forværredes bøndernes kår ved pest, krigsødelæggelser, tyngende skatter, vornedskab og især ved hoveri (kalkmaleri i Elmelunde Kirke, ca. 1480).
• Fiskeri.
Danmark har som ø-rige med ret fiskerige farvande naturgivne betingelser som fiskerination. Industrifisk som sperling, tobis, brisling og blåhvilling udgør mængdemæssigt langt de største fangster, men værdimæssigt kun 40%. Resten af erhvervets indkomst kommer fra konsumfisk, især torsk og rødspætter, endvidere tunge, rejer og laks. Nordsøen er det vigtigste fangstområde med 73%, herefter Skagerrak med 12%. Fangsten indbringes fortrinsvis til få store havne, vigtigst er Esbjerg, Hirtshals, Thyborøn, Hanstholm og Skagen. Fiskerierhvervet søges yderligere udviklet gennem akvakultur. Andre fiskerinationers oprettelse af fiskerigrænser opvejes til en vis grad af EU's regulering af fiskeriet i EU-området; EU's medlemslande tildeles herved aftalte kvoter for de enkelte fiskesorter.
• Minedrift.
I forhold til andre lande i Vesteuropa har Danmarks forekomst af råstoffer i jorden hidtil kun haft ringe økonomisk betydning.
De mest betydningsfulde mineralske råstoffer er kridt, kalk, ler, salt og granit samt sand, grus og sten. Landets enerigiproduktion dækker ca. 30% 1986 af forbruget. Vindog vandkraft udgør ca. 1% 1986 af den samlede energiproduktion. Folketinget har besluttet at energiproduktionen ikke skal omfatte brugen af atomkraft. If. energistyrelsens skøn vil olieog gasressourcerne i Nordsøen mindst række til år 2005.
• Industri.
Den industrielle udvikling i 1900-tallet har betydet at industrien i dag udgør Danmarks vigtigste erhverv. Skønt Danmark totalt mangler de klassiske råstoffer kul, jern og andre metaller, er jern- og metalindustrien stærkt udviklet; industrien er i høj grad baseret på eksport, da et stort marked er en nødvendig forudsætning for en rationel og konkurrencedygtig produktion. Dansk industri er karakteristisk ved at være en forædlingsindustri, der i høj grad videreforarbejder landbrugsvarer og importerede halvfabrikata. Industrien, der tidligere især var koncentreret i hovedstadsområdet, er i de senere år omlagt, således at over 60% af de industribeskæftigede findes vest for Storebælt, mens hovedstadsregionen rummer mindre end 30%.
Industriens og befolkningens geografiske fordeling 1984.
• MØNT. Offentlig møntfod er guldfoden, som dog kun har været i kraft 1875-1914 og 1927-31. Møntenheden, der blev indført 1875, er 1 krone = 100 øre. Danmarks Nationalbank har eneret til udstedelse af dansk penge.
• MÅL OG VÆGT.
Metersystemet indførtes 1907. Siden 1950 skal alle måleog vejeredskaber være justeret af det under Industriministeriet hørende Justervæsen. Ved ministeriel bekendtgørelse indførtes 1977 det internationale SI-system.
• FORFATNING.
Ifølge Danmarks Riges Grundlov af 1953 er Danmark et konstitutionelt monarki, arveligt jf. Tronfølgeloven; den lovgivende magt er hos konge og Folketing, den udøvende hos kongen gennem ministrene (centraladministration) og den dømmende hos domstolene. Parlamentarismen er grundlovsfæstet. Den evangelisk-lutherske kirke er folkekirke. Folketinget er eneste lovgivende forsamling. Valgret har enhver der har dansk indfødsret, fast bopæl i Danmark og er fyldt 18 år (ifølge folkeafstemning 1978) og ikke er umyndiggjort; alle stemmeberettigede er valgbare medmindre vedkommende har været straffet for en vanærende handling; almindelige love ændres ved folketingsbeslutning, grundlovsændringer vedtages af Folketinget efter nyvalg og godkendelse ved folkeafstemning; 1/3 af Folketingets medlemmer kan henvise visse lovforslag til folkeafstemning.
Danske statsministre fra 1848-1982
• ARBEJDSMARKEDSFORHOLD.
Det danske arbejdsmarked er stærkt organiseret, om end dog for nedadgående. Hovedparten af arbejderne er organiseret i fagforbund der med enkelte undtagelser er tilsluttet hovedorganisationen LO. Funktionærer og tjenestemænd er organiseret i HK under LO, FTF, Akademikernes Centralorganisation eller andre uden for den egentlige fagbevægelse stående hovedorganisationer. Hovedorganisationen på arbejdsgiverside er Dansk Arbejdsgiverforening (DA). Løn- og arbejdsvilkår fastsættes i kollektive overenskomster mellem lønmodtagernes og arbejdsgivernes organisationer. Kernen i det arbejdsretlige system er - ud over lovene om Forligsinstitutionen og Arbejdsretten - hovedaftalen mellem LO og DA samt de kollektive overenskomster, der først var 1-årige, derpå 2-årige og fra 1987 4-årige. Førhen fandtes også faste forhandlingsregler for forløbet af en overenskomstsituation, men disse regler er i nyere tid afløst af såkaldte køreplaner, der vedtages med forskelligt indhold fra gang til gang, se overenskomstforhandling.
Danmark. (i) Erhvervslivet stod i slutningen af 1800-tallet i den økonomiske liberalismes tegn: Næringsloven af 1857 skabte friere forhold for handel og industri. Toldloven af 1863 reducerede industribeskyttelsen. Antallet af industrivirksomheder steg fra 1855, men særlig stærkt udbyggedes industrien 1872-75, da aktieselskabsformen slog igennem, og fra 1880erne. Den samfundsmæssige udvikling fra håndværk til storindustri genspejles i Burmeister og Wain der 1872 stiftedes som aktieselskab. P.S. Krøyer har i sin impressionistiske skildring Fra Burmeister og Wains jernstøberi (1885, Statens Museum for Kunst) gengivet tidens begejstring for teknikken og de stort anlagte produktionshaller. Arbejderne fremtræder som aktive. stærke og engagerede; i baggrunden aner man industriherren, i høj hat, som passivt overvåger produktionsprocessen.
Den stigende arbejdsløshed der har præget den samfundsøkonomiske udvikling fra 1970erne har væsentligst sin baggrund i internationale konjunkturer. Men den teknologiske udvikling har også mindsket behovet for arbejdskraft i industrien og ændret kravene til arbejdskraftens uddannelsesmæssige baggrund. Erhvervslivet investerede i arbejdskraftbesparende, teknologisk overvågede produktionsanlæg. Billedet viser tappehal H1 på Carlsberg Bryggerierne i København, taget i brug 1984. Anlægget er fuldautomatisk med en kapacitet på optimalt 78.000 flasker i timen og betjenes i treskiftsdrift med 20 personer pr. skift.
• SOCIALE FORHOLD
Danmarks sociallovgivning er fremkommet gennem en række ordninger sat i kraft over et halvt århundrede. Dette medførte et vanskeligt overskueligt system der med socialreformen i 1970erne har gennemgået en rationalisering. Den offentlige sygesikring yder fri lægehjælp og sygehusophold, tilskud til medicin og tandlægebehandling m.m. For tab af fortjeneste i forbindelse med sygdom udbetales sygedagpenge til personer der ikke er dækket af løn under syg· dom. Pensionsordningerne omfatter folkepension for personer der er fyldt 67 år, samt førtidspension for personer mellem 18 og 67 år, der gives når erhvervsmæssige, helbredsmæssige og sociale forhold taler herfor. De individuelle ydelser reguleres i henhold til Bistandsloven af 1976. Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), der indbetales af arbejdsgivere og arbejdstagere i fællesskab, gives efter det fyldte 67. år. Åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg er fra 1980 lagt ud til kommuner og regioner; området er indpasset i Bistandslovens system. Til de erhvervsaktive grupper er knyttet arbejderbeskyttelse og arbejdsskadeforsikring samt Arbejdsmiljøloven. Arbejdsløshedsforsikringen er organiseret i arbejdsløshedskasser hvortil staten yder tilskud.
• SUNDHEDSVÆSEN.
Sundhedslovgivning, lægelovgivning, hospitaler, apoteker m.m. henhører under Indenrigsministeriet; den øverste rådgivende og koordinerende instans er Sundhedsstyrelsen, hvis lokale repræsentanter er embedslægerne. De fleste kommuner har en sundhedsvedtægt med regler for drikkevand, spildevand, boliger, levnedsmidler m.m.; en sundhedskornmission overvåger overholdelsen heraf. De fleste kommuner har desuden ansat sundhedsplejersker der fører tilsyn med spædbørn og giver råd om deres pleje, ernæring 0.1.; af stor betydning er også vederlagsfrit lægeog jordemodertilsyn med svangre og vederlagsfrit regelmæssigt lægetilsyn med alle børn indtil 6. leveår. Hospitalsvæsenet er mest regions- og statsstyret, idet de fleste almindelige sygehuse drives af regionerne.
• RETSVÆSEN.
Se domstol.
• Byudvikling. Skovlunde, forstad til København i Ballerup kommune, luftfotograferet 1947·85.
I 1947 er Skovlunde stadig en landsby omgivet af marker med tydelige spor fra landboreformernes udskiftning - her som en stjerneudskiftning.
I 1953 er parcelhusene på vej ind på markerne. Skovlunde er ikke længere bare hjemsted for områdets bønder og handlende. Nye befolkningsgrupper med arbejde uden for Skovlunde finder her boliger som er billigere end i de københavnske forstadsbebyggelser nærmere city.
I Ballerup kommune voksede folketallet 1940·65 fra 4870 indb. til 35 000 indb. I Skovlunde viser denne befolkningseksplosion sig ved en voldsom udvidelse af de arealer som bebygges med beboelsesejendomme. Villaerne breder sig syd for den gamle by, medens sociale boligselskaber bygger rækker af etageejen· domme nord for byen, langs jernbanen. Mamge arbejder i København og sover i Skovlunde - sovebyen har gjort sit indtog. I løbet af 60erne sker der dog en samtidig udflytning af industrivirksomheder fra København til de vestlige forstæder, bl.a. Ballerup.
I 1985 fremtræder Skovlunde som en fuldt udbygget by med lærerseminarium, skoler, rekreative områder m.m. I 1970erne og 80erne er tilflytningen af industrivirksomheder aftaget. Til gengæld er servicevirksomheder, fra fx forsikrings· og edb-området, i denne periode søgt til Ballerup i et omfang som er enestående sammenlignet med andre københavnske omegnskommuner. Den hvide ramme markerer udstrækningen af luftfotos. Flyvefotografier: Geodætisk Institut 1947, 1953, 1966, 1985.)
• KULTURPOLITIK
Ministeriet for Kulturelle Anliggender blev oprettet i 1961, og der er siden gennemført en omfattende kulturel reformlovgivning. Den omfatter bl.a. en teaterlov der giver mulighed for støtte til andre teatre end det statsdrevne Kongelige Teater (fx landsdelsscener, turnerende teatre og privatteatre ), en filmlov om støtte til filmproduktion og til biografer, en musiklov om støtte til bl.a. landsdelsorkestre og til udøvelse og formidling af alle former for musik; endv. loven om Statens Kunstfond (1964), der har skabt nye vilkår for billedkunstnere, arkitekter, forfattere og komponister/musikere, fx ved ydelse af stipendier, indkøb af værker og bestilling af bl.a. billedkunst til udsmykning af offentlige bygninger. Museerne har fået en central placering i formidlingen af kunst og kultur, med Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst som de vigtigste. Det offentlige biblioteksvæsen omfatter de vid. og faglige biblioteker, der næsten alle drives af staten, og folkebibliotekerne, der overvejende er kommunale og støttes af staten; Det Kongelige Bibliotek er landets nationalbibliotek, Statsbiblioteket i Århus er overcentral for folkebibliotekerne.
Danmark. Folkeskolens opbygning. Ifølge en lov fra 1985 er der i et vist omfang mulighed for at slå børnehaveklasser og 1. og 2. klasser sammen.
• UNDERVISNING
Den altovervejende del af skoler og videregående undervisning drives af det offentlige eller med betydelige tilskud derfra. Iht. undervisningspligten tilbyder folkeskolen undervisning i 9-årig grundskole; sideløbende og supplerende findes efterog ungdomsskoler. Efter grundskole kan der fortsættes i gymnasium eller HF eller tages EFG-uddannelse, lærlingeuddannelse, etatsuddannelse m.m. Herefter kan, evt. efter supplerende teoretisk eller praktisk uddannelse, fx værkstedskursus, højere handelseksamen eller højere teknisk eksamen, opnås adgang til videregående uddannelser, som gives på en række fagskoler, fx teknikum og seminarier, og højere læreanstalter og universiteter. De uddannelsessøgende kan få tilskud fra Statens Uddannelsesstøtte. Nævnes må også den omfattende virksomhed inden for efteruddannelse og fritidsundervisning på bl.a. aftenskoler.
I 2013 vedtog Folketinget en ny folkeskolelov.
• KIRKEFORHOLD
Den evangelisk-lutherske kirke er folkekirke. Administrativt er landet inddelt i ti stifter, hvert underlagt en biskop. Hvert stift er inddelt i provstier, ledet af provster. I 1987 findes der i Danmark 107 provstier; af sogne er der 2102; de styres af menighedsråd med især administrative opgaver. Uden for byerne er det almindeligt at to eller flere sogne udgør et pastorat med fælles præst. Der er 1352 pastorater. Ca. 91% danskere er medlemmer af Folkekirken (1986), men det er kraftigt faldende. En del af de personer som er udenfor, tilhører andre trossamfund, således er fx ca. 26000 medlemmer af den romersk-katatolske kirke; ca. 8500 tilhører Det Mosaiske Troessamfund i København; og indvandringen af gæstearbejdere til Danmark fra 1960erne og fremover har betydet at der er et voldsomt antal muslimer blandt danske statsborgere.
• FORSVAR
Danmarks forsvar hviler på forsvarslovgivning af 1982. Dronningen er højstbefalende, men forsvarsministeren er øverste ansvarlige myndighed og administrerer gennem Forsvarsministeriet de forskellige myndigheder i Forsvaret. Forsvarschefen er over for ministeren ansvarlig for værnenes uddannelse og udformningen af beredskabs- og forsvarsplaner; til assistance har han Forsvarskommandoen. Forsvaret udgøres af de tre værn: Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet, samt Hjemmeværnet; også Civilforsvaret, der hører under Indenrigsministeriet, indgår i Danmarks totalforsvar. Militæret er Danmarks forsvar inddelt i otte regioner: tre for Jylland, en for Fyn, en for Kbh., en for Sydsjælland og Lolland-Falster, en for det øvrige Sjælland og en for Bornholm; regionsledelsen består af en regionsamtmand samt regionscheferne for militær, civilforsvar og rigspoliti. Danmarks forsvar er nationalt, men baseret på medlemskab af NATO; Grønland hører ifølge traktat af 1951 mellem Danmark og USA under NATO'S øverstkommanderende for det Atlantiske Ocean.
• FLAG OG VÅBEN
Se Dannebrog og flag.
• FORVALTNING. Dronningen er formelt landets øverste forvaltningsmyndighed; reelt udøves denne dog gennem ministrene, central administration. Den statslige lokalforvaltning udøves af statsamterne (i Kbh.overpræsidenten), af politimestrene (i Kbh. politidirektøren) samt bl.a. af de lokale toldkamre. Der er 54 politikredse.
Det kommunale selvstyre er hjemlet i Grundlovens §82.
Fra 1. april 1970 til 1. januar 2003 var Danmark opdelt i 14 amtskommuner og 275 kommuner. Den 1. januar 2003 blev Bornholm Amt og 5 kommuner lagt sammen, så antallet af kommuner blev nedsat til 271. Betegnelsen for dette område er Bornholms Regionskommune. Københavns og Frederiksberg kommuner indtager en særstilling.
Administrativ inddeling i primærkommuner og amtskommuner opført alfabetisk. 1. Bornholm; 2. Frederiksborg; 3. Fyn; 4. København; 5. Københavns og Frederiksberg kommuner, hver for sig med amtskommunal status; 6. Nordjylland; 7. Ribe; 8. Ringkøbing; 9. Roskilde; 10. Storstrøm; ll. Sønderjylland; 12. Vejle; 13. Vestsjælland; 14. Viborg; 15. Århus.
Dette er nu ændret til 5 regioner
Region Hovedstaden
Region Sjælland
Region Syddanmark
Region Midtjylland
Region Nordjylland
Fra 1. januar 2007 nedlagdes amterne og der dannedes 5 regioner i stedet. I 2007 blev antallet af kommuner reduceret fra 270 til 98 som følge af Strukturreformen, og de fik samtidig tilført flere opgaver og mere personale fra amterne og staten, bl.a. miljø- og trafikområdet (pånær hovedlandevejene, som hører under Vejdirektoratet), samt praktiske opgaver som fx pasfornyelse. Dermed bortfaldt den hidtidige praksis med at både primærkommuner og amtskommuner behandlede fx kommuneoverskridende miljøsager og trafiksager, og hvor en af amtskommunernes opgaver var at fungere som kontrolorgan for kommunernes behandling, særligt hvis der var uenighed mellem primærkommunerne. Ligeledes bortfaldt den kontrolfunktion som amtskommunernes havde udført vedrørende pleje- og psykiatriområdet i primærkommunerne.
• HISTORIE
Ved overgangen fra ældre til yngre stenalder, o. 4200 født Kr. skete en ændring fra det hidtidige jægersamfund til en bondekultur, omfattende agerbrug (byg, hvede) og husdyrhold (okse, svin, får, ged). Agerbruget var svedjebrug, redskaberne af flint. Fra o. 3200 født Kr. findes de første vidnesbyrd om anv. af ard, en primitiv træplov der i vikingetiden afløstes af en hjulplov der betød ændrede driftsformer og mulighed for inddragelse af nyt agerland, bl.a. tunge jorder. Lokalt fandtes flintminedrift med fremstilling af flintøkser til bl.a. eksport. I bronzealderen opstod et selvstændigt bronzehåndværk, baseret på importeret bronze, hvorimod jern fremstilledes af den hjemlige myremalm. Dyrkningen af jorden foregik i fællesskab, men hver bonde ejede efterhånden sin egen jord. Familien boede opr. kollektivt i lange huse, samlet i landsbyer. Jernalderens bondesamfund var kendetegnet ved en social lagdeling der i vikingetiden blev helt etableret. Samfundet var nu domineret af en rig og selvbevidst overklasse hvis magt især grundede sig på jordbesiddelse. Under de jævnere bønder stod en klasse af retsløse trælle.
• Vikingetiden (800-1050). De store forsvarsanlæg som bl.a. Danevirke og ringborge af Treileborg-typen vidner om en i alt fald periodevis stærk kongemagt der kunne danne baggrund for vikingetidens vældige ekspansion både i Ø og V. Disse vikingetog indledtes allerede i slutn. af 700-tallet, muliggjort bl.a. ved overlegen skibsbygningsteknik, og førte til etablering af handelscentre som fx Hedeby. I løbet af vikingetiden var D blevet et samlet rige med en konge. Med rigsenheden fulgte indførelsen af kristendommen. Erobringen af England 1013 og etablering af det dansk kongehus der placerede Danmark som en hovedmagt i Nord- og Østersøen, en position der hævdedes indtil unionen med England opløstes 1042. Udenrigs-politiske bestemtes herefter af forholdet dels til Norge, dels til Tyskland.
• Kongemagten styrkes (1050-1250). Under Svend II Estridsen indledtes opbygning af en stærk kongemagt; trods brydninger mellem kraftfulde høvdingeslægter om indflydelse ved hof og kirke, og mange kongsemner, bevaredes rigets enhed; retsvæsenet reformeredes med kongen som lovens opretholder, og kongen sikredes monopol på møntvæsenet. I 1100-tallet voksede et egentlig centralstyre frem med faste lokale embedsmænd til opkrævning af skat, retshåndhævelse og forvaltning af krongodset. Styrkelsen af kongemagten skete i samarbejde med kirken der efterhånden gennem privilegier opnåede vidtgående skattefritageiser. I løbet af ll00-tallet gjorde kirken forgæves forsøg på at hævde sin selvstændighed over for kongemagten. Samarbejdet mellem kongemagt og kirke underbyggede fra slutn. af 11l00-tallet dansk ekspansion over for N-Tyskland og indtil 1227 kunne Danmark opretholde stillingen som stormagt i nord-europas politik. Helt frem til midt i 1200-tallet var Danmark et velhavende land: inden for landbrug skete nyrydning og landsby grundlæggelser og gennem sildefiskeriet i Øresund (Skåne markedet) deltog Danmark i international handel. Kongemagten drog fordel heraf, dels gennem afgifter fra Skånemarkedet, dels ved ejendomsskatter baseret på vurdering af alle ejendomme.
• Lensstaten (1250-1340). O. 1250 skete en voldsom tilbagegang i selvejerbøndernes antal, idet selvejet afløstes af fæste; trællene forsvandt, jordbesiddelsen koncentreredes. Tiden o. og efter 1241 prægedes af lenssystemets indførelse; dette betød en opløsning af rigsenheden og en svækkelse af kongemagten. Herrernændene udviklede sig til en adel og gennemtvang 1282 underskrivelse af Danmarks første håndfæstning, hvorved størstedelen af magten blev lagt i danehoffets hænder. Danehoffet afløstes efterhånden af rigsrådet. Landets største godsejer var imidlertid kirken, der krævede skattefrihed og levede efter kanonisk ret, dirigeret fra Rom. Det almindelige vest-europæiske modsætningsforhold mellem konge og kirke overførtes til Danmark hvor selvbevidste ærkebisper som Jakob Erlandsen og Jens Grand hævdede kirkens verdslige rettigheder. Gennem borgerkrige og krige pga. dansk ekspansionsforsøg i N-Tyskland udhuledes Danmarks økonomi, indtil hele riget 1332 var pantsat og frem til 1340 under holstensk herredømme.
• Unionstiden (ca. 1340-1523). Samtidig med at riget igen samledes under Valdemar IV Atterdag skete en yderligere styrkelse af kongemagten: udvidelse af det kgl. jordegods, udbygning af centraladministrationen og oprettelsen af kongens retterting. Efter udsoning 1386 med de holstenske grever der 1375 havde taget magten i Sønderjylland, sejren over Sveriges kong Albrecht og Kalmarunionens formelle ikrafttræden 1397 havde den danske kongemagt for en tid befæstet sin stilling i Norden. Denne aggressive udenrigs-politiske bragte imidlertid Danmark i modsætning til Hansaen der havde skabt sig en dominerende stilling i Nordens handelsliv. Ved Stralsundfreden 1370 fik de deres rettigheder udvidet og kunne hævde sig frem til 1530erne. Danmarks udenrigspolitik bestemtes i de flg. år af samspillet mellem landets fjender:
Sverige, Hansaen og de holstenske grever. 1451 begyndte unionskrigene, der i perioder vævedes sammen med opgørene omkring erhvervelsen af hertugdømrnerne. 1523 opløstes unionen definitivt. 1460 var den danske konge blevet hertug af Slesvig og Holsten, der vedblev at være tysk len. Trods løfte om at hertugdømmerne skulle blive evigt udelte var de fra 1490 stadig genstand for delinger. 1544 opstod Gottorpske Hus. I ly af Kalmarunionen gjorde den danske kongemagt forsøg på at udbygge og styrke handelen, især i Øresundsområdet. Erik af Pommern styrkede som den første dansk konge købstæder og borgere ved 1422 at give disse eneret på handel og håndværk (dog ikke adelens handel med egne produkter). I et forsøg på at bryde Hansaens magt og som erstatning for de faldende indtægter fra Skånemarkedet indførtes 1429 Øresundstolden. Denne borger-politik videreførtes af Kong Hans og Christian II, bl.a. for at finde støtte i kampen mod rigsrådet og adelen. Især Christian II støttede byerne med byloven af 1521, hvorved byerne fik monopol på detailhandel og håndværk.
• Kampen mellem kongemagt, adel og borgers tand. Adelsoprøret i 1520erne og Grevens Fejde 1534-36 endte med adelens sejr og satte en foreløbig stopper for det borgerlige gennembrud. Et af resultaterne af reformationen 1536 var inddragelsen af alt kirkegods under Kronen, hvorved krongodset tredobledes. Magten var herefter delt mellem konge og rigsråd, der efter bispernes fjernelse udelukkende bestod af adelige. Gennem en bestemmelse i håndfæstningen af 1536 om at adelen havde eneret på de højeste statsembeder havde adelen sikret sig mod fremtidige borgerlige ministre. En almindelig fremgang for kornpriserne fra 1550 skabte økonomisk grundlag for adelens storhedstid, hvilket gav sig udslag i opførsel af talrige herregårde og indsats inden for både kultur og videnskab. Mens borgerstanden var i stadig fremgang i 1400og 15OO-tallet forringedes bøndernes kår, hvilket medførte flere mislykkede bondeoprør. Fæstevæsenet udbyggedes og mangelen på arbejdskraft førte til at godsejerne i løbet af 1400-tallet fik gennemført vornedskabet og udvidet hoveriet.
• Adelsvælden. 1500- og 1600-tallets samarbejde mellem konge og adel gav adelen stigende magt og rigdom; på bekostning af borgerne og bønderne. O. midten af 1600-tallet besad konge og adel hver ca. 47% af det samlede landbrugsareal, mens selvejergårdene kun udgjorde 6%. Udadtil førte kampen om herredømmet over Østersøen til voksende modsætning til Sverige. Efter en række krige havde Sverige helt overtaget stillingen som stormagt ved Østersøen. I årene frem til 1720 fortsatte Danmark sin udfarende udenrigspolitik i et forsøg på dels at tvinge Sverige tilbage, dels at genvinde de tabte områder Skåne, Halland, Blekinge og Bohuslen. Gennem Torstenssonkrigen ødelagdes det dansk kongehus' forhold til Gottorperne der nu, indtil 1721, blev Sveriges forbundsfælle.
• Borgerskabet og enevælden. I beg. af 1600-tallet blev der efter europæisk forbillede søgt gennemført en merkantilistisk politik med oprettelse af manufakturer og monopoliserede handelskompagnier. Resultaterne heraf var beskedne, da man savnede kapitaliensk Som leverandører til adelen under de gunstige landbrugskonjunkturer, men også til hoffet og staten, havde storkøbmændene tjent gode penge, og under lavkonjunkturerne fra o. 1630 ydede de lån til både adelen, hoffet og staten, og især Kbh.s storkøbmænd drog fordel heraf. 1600-tallets mange krige havde helt ødelagt rigets finanser, og Frederik III måtte derfor indkalde til stændermøde. Ved denne lejlighed benyttede kongen sig, støttet til borgerskab og gejstlighed, af den almindelige uvilje mod den nu svækkede adel til at indføre arvekongedømme og enevælde. Under enevælden reformeredes centraladministrationen (kabinet og kollegialsystem) og gennem Danske Lov 1683 skabtes ensartede retsregler i hele landet. Der skabtes lige ret for adgangen til embeder og til køb og eje af godser; fødselsadelen mistede sin politiske magt gennem oprettelse af embedsadel, og sit væsentligste privilegium, den absolutte skattefrihed, ved indførelse af hartkornsskatter, baseret på matriklen af 1688. Et nyt aristokrati skabtes ved indførelsen 1671 af en ny greve- og barontitel. Enevældens indførelse ændrede ikke bøndernes kår. Storgodssamling var blevet fremmet ved tilførsel af kapital; 1682 måtte staten forbyde nedlæggelse af bøndergårde. Godsejerne unddrog sig hartkornsskatten ved at få skattefrihed for hovedgårdsjorden og svare for fæsternes skatter; hoveriet øgedes i lighed med landgilden o.a. afgifter. Indførelse af landmilitsen sikrede værnepligtigt mandskab til staten og stavnsbåndet fortsat billig arbejdskraft til godserne. Især hoveriet tyngede bondestanden til slutningen af 1700-tallet.
• Storhandel og landboreformer
Danmarks heldigt gennemførte neutralitets-politik fra midten af 1700-tallet skabte økonomisk opgang. I den florissante tid 1740-1807 drev Danmark stor handel og skibsfart i verdensformat. Toldloven af 1797 betød et skridt bort fra den merkantilistiske industribeskyttelse. Gunstige konjunkturer inden for landbruget kombineret med fysiokratiske og liberale tanker samt øget modvilje blandt bønderne mod det stadig mere tyngende hoveri skabte grundlag for landboreformerne fra slutningen af 1700-tallet. De væsentligste resultater heraf var landsbyfællesskabets opløsning og overgangen fra fæste til selveje. Samtidig skabtes imidlertid et nyt landproletariat i husmændene.
• Enevældens forfald
Junigrundlov. Stormagtskrigene i 1800-tallets begyndelse vanskeliggjorde neutraliteten, og Frederik VI's personlige regimente resulterede i Danmarks ødelæggende deltagelse i Napoleonskrigene der bl.a. medførte tab af Norge. Skibsfart og storhandel ødelagdes og statsbankerotten 1813 fulgtes af afsætningskrise for landbruget. Spørgsmålet om enevældens afskaffelse blev aktuelt i Danmark i første halvdel af 1800-tallet. Under indtryk af Julirevolutionen i Frankrig måtte den danske enevældige kongemagt indføre Rådgivende Provinsialstænder. Hermed kom en offentlig debat i gang og en liberal bevægelse opstod i borgerskabet. Påvirket af den nationale spænding i hertugdømmerne blev den liberale bevægelse nationalliberal og skandinavistisk. De Nationalliberale krævede ejderpolitik, fuld trykkefrihed og fri forfatning og kom herved i modsætning til både de reaktionære godsejere og højere embedsmænd og slesvig-holstenismen der krævede helstats-politik. Landboreformerne var gået i stå, og gennem Bondevennernes Selskab stilledes krav om yderligere reformer for bønderne. Under pres både udefra og indefra bøjede kongemagten sig; ved Junigrundloven 1849 indførtes det konstitutionelle monarki, lovgivende og skattebevilgende myndighed lå herefter hos Rigsdagen.
• Kamp mellem Højre og Venstre
Udenrigs-politiske bestemtes af forholdet til hertugdømmerne og skiftende tilslutning til helstats-politiske og ejder-politiske, hvilket udløste de Slesvigke Krige 1848 og 1864 der resulterede i afståelsen af hertugdømmerne. Ejder-politiskes forlis svækkede De Nationalliberale, og Højre opstod af godsejere og nationalliberales højrefløj. Højres gennemtvingelse af grundlovsrevisionen 1866 sikrede de store jordbesiddere fast flertal i Landstinget. De utilfredse landmænd samledes i partiet Forenede Venstre der trods flertal i Folketinget 1872, blev afskåret fra regeringsmagten. Den flg. forfatningskamp fra Venstresside, bl.a. ført ved "visnepolitik, mundede ud i Provisorietiden der 1894 endte med forlig mellem Højres og Venstres moderate fløje. Med udnævnelsen af en Venstreregering 1901, Systemskiftet, var parlamentarismen gennemført i praksis, grundlovsfæstedes i 1953. Årene efter 1864 var økon. opgangstider: gennem Hedeselskabets virksomhed udvidedes landbrugsarealet, landbruget omlagdes efter krisen 1877-97 fra kornproduktion til forædlede husdyrprodukter; denne udvikling støttedes gennem andelsorganisationerne , realkreditsystemet og højskolebevægelsen. De mellemste landbrug afløste godserne, landarbejderne fik mulighed for erhvervelse af husmandsbrug.
1660 indførte Frederik II, støttet til borgerskabet og gejstligheden, arvekongedømme og enevælde i Danmark. Wolfgang Heimbachs maleri fra 1666 (Rosenborg) skildrer arvehyldningen på slotspladsen i København 18. okt. 1660. I billedets baggrund ses Holmens Kirke (t.v.) og Børsen (i midten); t.h. Københavns Slot. En rød løber fører op til baldakinen hvor majestæterne sidder omgivet af rigets stænder - for fuldstændighedens skyld suppleret med nogle Amagerbønder - der på tur aflagde ed til kongen. Ceremonien overværedes af det københavnske borgerskab som Heimbach har skildret i sit detaljerige billede. Nederst t.v. en afdeling af borgervæbningen og i nederste venstre hjørne maleren selv der svinger sin hat.
Den arbejderklasse, der dannedes i kølvandet af det industrielle gennembrud, var socialt og økonomisk ringe stillet. Den sluttede sig sammen i fagforeninger der dannedes i 1870erne og organiserede sig politisk i Socialdemokratiet, der stiftedes 1871 som en afdeling af Internationale. Myndighederne var bekymrede over fremvæksten af denne revolutionære bevægelse, og politiet fulgte nøje med i dens skrifter og møder. Også på Erik Henningsens sociairealistiske skildring fra 1899 En agitator overværer politiet det politiske møde (privat eje).
• Det industrielle gennembrud og arbejderbevægelse. Erhvervslivet baseredes på den økon. liberalisme. Næringsloven af 1857 der skabte friere forhold for handel og håndværk blev baggrunden for det industrielle gennembrud efter 1870. Udenlandsk pengerigelighed førte kapital til D gennem nyoprettede banker. Aktieselskabsformen vandt frem. Anlæg af jernbanenet og oprettelse af dampskibsforbindeise og havne stimulerede opsvinget. Industriens blomstring affødte dannelsen af en, ofte forarmet, arbejderklasse der sluttede sig sammen i en fagbevægelse, politiske tilknyttet Socialdemokratiet. Dette var dannet 1871, knækkedes 1873 af myndighederne, men rejste sig igen o. 1880 og repræsenteredes fra 1884 i Folketinget. Fagbevægelsens forsøg på gennem bl.a. strejker at gennemtvinge krav om bedre levevilkår modsvaredes af en organisering af arbejdsgiverne. Storkonflikten 1899 resulterede i Septemberforliget samme år der fastsatte principperne for forholdet mellem arbejdsmarkedets parter.
Statsområdets historiske udvikling: (A) under Knud den Store (1000-tallet); (B) under Valdemar II Sejr (1200-tallet); (C) under Kalmarunionen (1300-1500-tallet); (D) indtil Bremsebro (1523-1645); (E) indtil Kieler-freden (1658-1814); (F) 1864-1920.
• Socialdemokratiet i regeringsarbejde. Venstres kamp for parlamentarisme støttedes af Socialdemokratiet. Mens Venstre udviklede sig til et højreparti der støttede det større landbrugs interesser, udviklede Socialdemokratiet sig til et reformistisk parti, dels gennem regeringssamarbejdet med det 1905 dannede Radikale Venstre, dels ved at partiet efter valgsejren 1924 overtog regeringsmagten med Stauning som leder af en socialdemokratisk mindretalsregering. Efter 1. verdenskrig udskilte sig en række revolutionære partier. 1919 oprettedes Danmarks kommunistiske parti.
• Verdenskrige og verdenskrise.
Danmark havde holdt sig neutralt under 1. verdenskrig. Tysklands nederlag 1918 åbnede mulighed for Nordslesvigs tilbagevenden til D. Trods forsyningsvanskeligheder havde industrien under krigen haft et stort opsving hvorimod den jævne befolkning havde vanskelige økon. vilkår. Med lavkonjunkturerne efter 1920 forstærkedes denne udvikling. Depressionen 1929 kom til Danmark i form af afsætningskrise for landbruget og stigende arbejdsløshed. 1933 enedes regeringspartierne Socialdemokratiet og Radikale Venstre med Venstre om Kanslergadeforliget. Angiveligt som led i neutralitetspolitiske havde Danmark 1939 afsluttet ikke-angrebspagt med Tyskland. 1940 blev Danmark besat af Tyskland. Regeringens forhandlings-politik blev vanskeliggjort af de uantagelige tyske krav (internering af dansk kommunister, arrestation af dansk politi) og modstandsbevægelsens øgede tilslutning i befolkningen. Efter bruddet mellem den dansk regering og tyske besættelsesmagt 1943, fremkaldt bl.a. af folkestrejke, ophørte regeringen med at fungere, administrationen fortsatte til 1945 under departementschefstyret.
• Danmark i internationalt samarbejde
Danmarks udenrigspolitik efter 1945 var domineret af to hovedspørgsmål: forholdet til NATO og til markedsdannelserne i V-Europa og som en konsekvens heraf forholdet til det nordiske samarbejde. Efter resultatløse forhandlinger om et skandinavisk forsvarsforbund tilsluttede Danmark sig 1949 NATO; Danmarks sikkerheds-politik og medlemskab af NATO har fremdeles været genstand for heftig debat. Det nordiske samarbejde fortsatte, men forsøgene på at skabe en nordisk toldunion mislykkedes og 1959 tilsluttede Danmark sig EFTA. Også forhandlinger 1969 om nordisk økonomisk samarbejde brød sammen. Forhandlinger om optagelse i EF, ført allerede 1963-67, genoptoges 1970, og Folketingets godkendelse af undertegnelsen af en medlemsaftale støttedes ved den følgende folkeafstemning 1972, hvor 56,7% af de stemmeberettigede stemte for optagelse.
• Skiftende konjunkturer.
Efter samlingsregering i 1945 fulgte skiftende socialdemokratiske og Venstre-regeringer. 1953-68 havde Socialdemokratiet regeringsmagten, dels i koalition, dels som mindretalsregering. Statskontrol med priser og varer og voksende udlandsgæld havde præget den økonomiske aktivitet de første efterkrigsår. Ved Marshall-hjælpen 1948-53 modtog Danmark betydelige mængder råstoffer og hjælp til genopbygning og modernisering af erhvervslivet. Fra o. 1954 stagnerede landbrugets eksportpriser, industrien fik et kraftigt opsving, og fra ca. 1960 var industrieksporten større end landbrugseksporten; afvandringen fra landbruget øgedes. Uroen på arbejdsmarkedet i 1950erne, der affødte regeringsindgreb, belastede den socialdemokratiske regerings forhold til fagbevægelsen; derimod var helhedsløsningen 1963, der indebar indkomstpolitik og ordning af arbejdsmarkedets forhold ad lovgivningens vej, resultat af samarbejde mellem regering og fagbevægelse. 1966-67 opstod et flertal i Folketinget af Socialdemokratiet og det 1959 dannede Socialistisk Folkeparti. De centrale indenrigs-politiske problemer i 1970erne blev løsningen af Danmarks økonomiske situation, stigende arbejdsløshed og voksende underskud på betalingsbalancen, og Socialdemokratiets forslag om økonomisk demokrati. Resultatet af valget 1973, foranlediget især af splittelsen i Socialdemokratiet, hvor 10 partier, bl.a. det 1972 stiftede Fremskridtsparti, repræsenteredes i Folketinget, afspejlede den usikkerhed der prægede det danske samfund og de ændrede samfunds-økonomiske forhold: færre arbejdere og selvstændige, flere funktionærer o.l., bl.a. et stadigt stigende antal offentligt ansatte - grupper uden fast klasse og dermed partitilhørsforhold. Dog vidnede ungdomsoprøret 1968, Vietnambevægelsen og miljøbevægelser om stærk udenomsparlamentarisk politiske aktivitet. De ustabile parlamentariske forhold førte til hyppige valg og skiftende Venstre- og socialdemokratiske mindretalsregeringer. Som regeringsparti havde Socialdemokratiet, stillet over for et borgerligt flertal i Folketinget, været nødsaget til lovindgreb i arbejdskonflikter og finans-politiske forlig med de borgerlige partier. Denne krise-politiske, der indebar en udhuling af lønmodtagernes realløn, mødte modstand hos fagbevægelsen, der anerkendte nødvendigheden af de økonomiske indgreb, men krævede kompensationer i form af bl.a. økonomisk demokrati, og som ønskede at fastholde Socialdemokratiet på partiets program. Konjunkturforholdene, stigende statslig indgriben i samfunds- og erhvervsforhold og et borgerligt oprør mod omkostningerne ved at fastholde det dansk velfærdssamfund forstærkede i 1970erne den politiske polarisering. Hermed ledtes Socialdemokratiet 1978 ind i et regeringssamarbejde med Venstre - SV-regeringen - det første samarbejde mellem de to partier siden 1930erne. De spændinger dette affødte i Socialdemokratiet i forholdet til fagbevægelsen førte imidlertid til sprængning af samarbejdet allerede det flg. år.
• Under borgerligt styre.
Efter valget 1979 der gav markant fremgang for Konservative Folkeparti dannedes ny socialdemokratisk mindretalsregering der som væsentligste problem havde den økonomiske krise, herunder især det stadigt voksende betalingsbalanceunderskud. 1979 vedtoges regeringens såkaldte helhedsløsning der bl.a. indeholdt pris- og avancestop, bortfald af dyrtidsportioner og forhøjelse af selskabs- og formueskat. Som led i den videre økonomiske politiske fremsatte regeringen forslag om offentlige besparelser og en beskæftigelsesplan, finansieret bl.a. gennem aktiv placering af pensionsmidlerne; dette udløste 1981 et valg der understregede højredrejningen i dansk politik, idet Konservative Folkeparti nu fremstod som stærkeste borgerlige parti. Den nye socialdemokratiske mindretalsregering stod med ringe parlamentarisk manøvredygtighed og afløstes 1982 af en borgerlig mindretalsregering, firkløverregeringen, bestående af Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti, med den konservative Poul Schlüter som statsminister. Hovedlinien i firkløverregeringens økonomiske politik var en videreførelse af seneste års socialdemokratiske forsøg på en økonomisk sanering, dog med voldsomme besparelser i de sociale budgetter, forringelser i arbejdsløshedsunderstøttelsen, indførelse af karensdag og nedskæring af de kommunale bloktilskud. Folketingets forkastelse af Finansloven for 1984 udløste valg jan. 1984; valget blev en stor sejr for Konservative Folkeparti, og regeringen fortsatte uændret. Overenskomstforhandlingerne 1985 udløste storkonflikt omfattende mere end 300.000 ansatte der enten strejkede eller var lockoutede. Med støtte af Radikale Venstre gennemførte regeringen et lovindgreb hvorved overenskomsterne forlængedes i to år, der fastsattes en lønramme på i alt 3,5%; endvidere nedsattes arbejdstiden til 39 timer om ugen. I de følgende år fortsatte regeringen, med radikal støtte, sine forbrugsdæmpende indgreb: dec. 1985, marts og okt. 1986 (påskepakken og kartoffelkuren) gennemførtes afgiftsstigninger, bl.a. på energi, loft over de kommunale budgetter samt begrænsninger i forbrugslån. Ligeledes med radikal støtte gennemførte regeringen 1987 lov om frivillig ·overskudsdeling. Stigningen i antallet af flygtninge fra ca. 1000 i 1983 til over 8000 i 1985 førte i 1985 og 1986 til stramning af dansk flygtningelovgivning. Udenrigspolitiske var forholdet til EF i forgrunden: 1979 afholdtes det første direkte valg til Europa-Parlamentet. 1986 fik regeringen ikke flertal i Folketinget for en tilslutning til den såkaldte EF-pakke, der af oppositionen karakteriseredes som et skridt mod yderligere integration og nedbrydning af dansk miljøpolitik og arbejderbeskyttelse. Ved den flg. folkeafstemning, der afspejlede den generelle holdning til EF, gik 56,2% af de afgivne stemmer ind for tilslutning til reformerne. 1983 opnåede Socialdemokratiet i Folketinget flertal sammen med Radikale Venstre, SF, og VS for at Danmarks holdning i NATO skulle være en udskydelse af opstillingen af 572 mellemdistanceraketter. I håb om yderligere at styrke regeringen udskrev Schlüter aug. 1987 valg i utide. Firkløverpartierne mistede imidlertid tilsammen 7 mandater og et borgerligt flertal måtte nu, foruden Radikale Venstre, omfatte Fremskridtspartiets 9 mandater. Men Schlüter dannede igen regering bestående af de hidtidige partier. I protest mod regeringens afhængighed af Fremskridtspartiets stemmer opgav Radikale Venstre sin rolle som fast støtteparti for regeringen. 1988 kom regeringen i mindretal mod Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre på spørgsmålet om krav om at udenlandske krigsskibe ikke måtte medbringe atomvåben ved besøg i dansk havne. P. Schlüter udskrev folketingsvalg. Trods tilbagegang for både Konservative og Venstre dannede P. Schlüter endnu en mindretalsregering denne gang bestående af Konservative, Venstre og Radikale Venstre. 1989 blev højredrejningen understreget af finanslovsforlig mellem regeringen og Fremskridtspartiet. Efter valget 1990 dannede Schlüter regering med Venstre; afhængig af skiftende flertal.
........................................................................................................................