Saxos Gesta Danorum, på nudansk Danernes bedrifter, også
kendt som Saxos Danmarkshistorie, Saxos Danmarks Krønike, Danmarks Riges
Krønike eller Saxos Krønike.
Værket beskriver i 16 bøger på latin tiden, der strækker sig
fra kong Dan til Knud 6. og afsluttes med vendernes undertvingelse 1185.
De første ni bøger omhandler sagntiden og beretter om ca. 60
oldtidskonger; disse bøger er formentlig hovedsagelig baseret på skriftlige
kilder, blandt andet må Saxo have haft en latinsk udgave af Skjoldungesagaen,
en udgave af en angelsaksiske krønike. I slutningen af 8. bog må han støtte sig
til skriftlige kilder som Adam af Bremen, Roskildekrøniken samt Svend Aggesens danmarkshistorie.
10.-13. bog omhandler tiden fra Harald Blåtand op til midten af 12. årh.,
hvorefter den lange 14. og den korte 15. bog beskriver borgerkrigenes tid og Valdemar
den Stores regeringsperiode.
Værket er affattet på et lærd, ordrigt og meget velskrevet latin.
Som sprogkilde og forbillede har Saxo haft de romerske forfattere Quintus
Curtius, Valerius Maximus samt Justinus og Martianus Capella, og han har kendt Vergil,
Horats og Ovid. Af middelalderhistorikere har Saxo kendt Beda, Paulus Diaconus,
Johannes af Salisbury og Dudo; men hans Gesta Danorum minder først og fremmest
om Geoffrey af Monmouths Britanniens historie. Spørgsmålet om Saxos kilder har
i øvrigt været genstand for megen diskussion. Der er bevaret et eksemplar af et
kompendium af det vestromerske riges historie, som vi ved, at Saxo havde lånt
af domkirken, men skulle aflevere tilbage til Sorø Kloster.
Den historiske værdi af værkets ældre dele står og falder
med værdien af de kilder, som han har baseret sin skildring på, og man bør være
opmærksom på, at han gør historiske personer fra disse skrifter identiske,
selvom tidsforskellen udelukker, at de kan have haft noget med hinanden at
gøre. Forklaringen er, at datidens historieforskning ikke var særligt udviklet,
og forfatterne dengang fulgte andre idealer for historieskrivning. Historien
skulle være moralsk opbyggende, og ideen om en neutral saglig historieskrivning
lå mange hundrede år ude i fremtiden.
Et eksempel på utroværdige oplysninger: Dronning Thyras far
angives til at være kong Hathelradus af England, Aethelred af East Anglia 876 –
879. Hun kan da vanskeligt have været mor til Harald Blåtand.
Modsat den historiske værdi er værkets litterære værdi og
dets billede af huskarlenes eller hirdmændenes tankegang og stormænds moral og idealer
omkring 1200 uomtvisteligt og af umådelig værdi. Værkets har en pædagogisk
tendens: fortidens idealer stilles i kontrast til samtidens
"blødsødenhed". Saxo argumenterer for brugen tvekamp frem for eder
som bevis, idet eder kan være falske, medens tvekamp aldrig kan skade den
udødelige sjæl, men kun det jordiske legeme. Han fremhæver på alle områder
værdien af nordisk kultur og folkelige opfattelser, hvis værdi han forsvarer fx
ved retorisk at spørge om, hvem der monstro skulle have bygget de jættestuer og
dyssekamre, som det danske landskab er så rigt på, om ikke netop de kæmper, som
den folkloristiske overlevering beretter om. En række af vore nationale digtere
har hentet stof i det oldhistoriske afsnits myter og sagn, som navnlig fik
betydning for romantikken, og Grundtvig udsendte sin egen originale
gendigtning. Kun få fremstillinger af den danske historie har ment at kunne
ignorere sagnkonger som Uffe hin Spage, Rolf Krake og Regner Lodbrog, der
hovedsagelig kendes fra Saxos værk.
........................................................................................................................