Grækenland
og græske kolonier rundt om Middelhavet og Sortehavet ca. 500 fødtKr., med byer
grundlagt af grækerne (ikke navngivne byer er markeret med blå by-symboler).
Det
græske moderland.
Oldtidsriget. Grækenlands
lilleasiatiske urbefolkning fortrængtes ved indvandring af indo-europæiske
joner ca. 1900-1600 fødtKr. Landets tidlige kultur havde to centrer, dels Kreta
hvis minoiske kultur blomstrede i første halvdel af 2. årtusind, dels Boiotien,
Attika og N-Peloponnes, hvis mykenske kultur blomstrede ca. 1500-1200. Denne
kultur ødelagdes ca. 1100 af dorer, som invaderede Grækenland fra N og pressede
jonerne ud på Kykladerne og til Lilleasiens V -kyst, hvor centrale elementer i
den klassiske græske kultur, natur-filosoffer, det homeriske epos og historieskrivningen
, opstod. I dorisk jernalder ca. 1100-900 levede grækerne isoleret i små
stammesamfund; disse splittedes efterhånden i talrige bystater der oprindelig
var kongedømmer, fra ca. 800 adelsrepublikker. Nye forbindelser med Orienten
medførte kulturel vækst; bl.a. overtog grækerne fra fønikerne et
konsonantalfabet som omformedes til det skriftsystem hvorfra alle vestlige
alfabetskrifter stammer.
Arkaisk tid. 750-500 fødtKr.
prægedes af græsk kolonisation fra handelsbyer som Korinth, Megara og Milet til
S-Italien, Sicilien, N-Afrika, Ø-Spanien, S-Frankrig og op langs Marmarahavets
og Sortehavets kyster. Mødet med fremmede folkeslag og kulturer affødte en
begyndende pangræsk bevidsthed. Ved opblomstring af handel og håndværk trængtes
naturaløkonomien tilbage af en pengeøkonomi. Bystaten (polis) forgrenedes i to
typer: den statiske landbrugsstat og den dynamiske handelsstat, hvor købmænd og
fabrikanter krævede politisk magt af de jordejende slægter. Pga.
pengehusholdningens fremvækst kom mange småbønder i gældsslaveri, og et stærkt
undertrykt proletariat opstod. I mange samfund blev magten grebet af såkaldte
tyranner, bl.a. i Korinth som havde sin storhedstid ca. 600. I Mellem-Grækenland
begyndte Athens økonomiske, politiske og kulturelle blomstringstid i 500-tallet
med omfattende reformer og indførelse af demokratisk forfatning. På Peloponnes
blev Sparta ledende i 600-tallet. Statsstyret var arveligt kongedømme, og et
stærkt militærapparat fastholdt en livegen underklasse i undertrykkelse. I
løbet af 500-tallet. udvikledes Sparta til et militærdiktatur i spidsen for
Peloponnesiske Forbund.
Klassisk tid ca. 500-338
f.Kr. indledtes med persernes fremstød i Lilleasien, som fremkaldte oprør og
ødelæggelse af græske byer på Lilleasiens V-kyst. De persiske angreb mod Grækenland
blev dog afværget af Athen, som i 400-tallet blev politisk og kulturelt centrum
for hele Grækenland. Som udtryk for byens sø-herredømme oprettedes det Deliske
Søforbund. Til Athen kom historikeren Herodot og sofisterne, der satte spørgsmålstegn
ved alle hævdvundne værdier.
Byen
selv fostrede bl.a. historikeren Thukydid, dramatikerne Aischylos, Sofokles og
Euripides, komediedigteren Aristofanes og billedhuggeren Fidias som ledede
udsmykningen af Akropolis, samt filosofferne Platon og Aristoteles. Ca. 430
rummede Athen godt 40.000 borgere, hvoraf 4/5 ejede jord; desuden ca. 15.000
ikke-borgere med visse økonomiske men uden politiske rettigheder, især
håndværkere, købmænd og søfolk, samt over 100.000 slaver som havde afgørende
økonomisk betydning og frigjorde athenerne selv til politisk virksomhed og militærtjeneste.
Kvinderne var ikke borgere og kunne hverken arve eller eje jord og kun handle
med småsummer. Ligesom i det øvrige Grækenland var samfundet et udpræget
mandssamfund, hvor homofili og prostitution blomstrede. Grækerne dannede aldrig
nogen fælles stat. Deres politisk loyalitet gjaldt den lokale bystat, men de
var sig deres egenart som grækere bevidst og kaldte alle andre for barbarer.
Enheden bestod i sproget, i den mytiske tradition og i religion med de store
fælles-græske helligdomme som Delfi og Olympia. I slutningen af 400-tallet.
førte rivalitet mellem sømagten Athen og landmagten Sparta til Peloponnesiske
Krig. Sparta sejrede med hjælp af perserne, som generobrede magten i de
lilleasiatiske byer og garanterede Spartas hegemoni i Grækenland, der
splittedes i svage, indbyrdes stridende småstater. Theben opnåede en kortvarig
stormagtsstilling i midten af 300-tallet. Makedonien voksede frem som stormagt
og gennemtvang et al-græsk forbund under sin ledelse 338-37.
Hellenismen ca. 330-30 fødtKr.
opstod som blandingskultur i kølvandet på Alexander den Stores erobringer, som
åbnede Orienten for de græske handelsfolk helt til det indre Asien, Indien og
Nubien. Græsk blev internationalt sprog, og den græske kultur smeltede sammen
med de orientalske til en kosmopolitisk storbykultur for hele middelhavsområdet
og Orienten. Alexanders verdensrige faldt dog hurtigt fra hinanden, og den
politiske historie domineredes herefter af endeløse krige mellem Makedonien,
Syrien og Egypten, hvis monarkier fik delvis orientalsk præg med kongen som
genstand for religionstilbedelse samt en omfattende bureaukratisk forvaltning.
I de store byer voksede et byproletariat frem, og kvinderne kom til at stå stærkere
både juridisk og socialt. I de hellenistiske kulturcentrer Alexandria, Pergamon
og Antiochia blomstrede kunst og videnskab. Naturvidenskab gjorde navnlig store
landvindinger, især astronomi, geometri og medicin, men også fysik og geografi.
Bl.a.
lanceredes den opfattelse at solen står i centrum for universet. Filosofisk var
man især optaget af praktisk leve- og lykkelære, der prægedes af dogmatiske
systemer som epikuræismen og stoicismen. Også romerne blev gradvis
helleniseret, og i 100-tallet. indlemmedes Grækenland i Romerriget, hvor det
var del af provinsen Makedonien indtil rigets deling 395 e.Kr.
........................................................................................................................