: republik i Mellemøsten. Landet består overvejende af
lavland med en frugtbar kystslette; mod syd den tørre kuperede Negevørken.
Israel har subtropisk klima med tørre varme somre og milde regnfulde vintre. I
1947 havde det daværende mandatområde Palæstina en befolkning på 1,9 mio,
hvoraf 1,1 mio arabere. Ved oprettelsen af den israelske stat flygtede 600.000
arabere til nabostaterne, især Jordan; mange lever stadig i flygtningelejre. I
perioden 1948-71 er der indvandret 1,4 mio jøder. Bosættelsen af de i 1973
besatte områder skaber store problemer.
Israel: republik; selvstændig stat fra 1948. 20.770 km². Hovedstad Jerusalem, 428.700
indb.1983.
• Befolkning: 2,0 mio. 1959; 2,8 mio. 1968; 4,2 mio. 1984,
heraf 83% jøder, dertil kommer befolkningen i de områder, Israel siden 1967 har
besat.
• Religion: jødedom med islamiske og kristne mindretal.
• Sprog: hebraisk (off.); ca. 1'2 mio taler arabisk.
• Vigtigste eksportvarer (i pct. af samlede eksport83):
forarbejdede diamanter 24,2; frugt og grønsager 8,5; tekstiler 9,0.
• Vigtigste handelspartnere USA, Tyskland og UK. BNP pr.
indb.1983 $ 5.360 (DK $ 11.490).
• Møntfod: shekel a 100 agorol.
• ØKONOMI OG ERHVERV. Israels økonomi er stærkt belastet af
udgifter til forsvaret, ca. 25% af BNP, samt et stort importoverskud , der i
nogen grad modvirkes af indtægter fra turisme og af gaver fra jøder i udlandet.
Derudover er Israel den største modtager af militær og økonomisk hjælp fra USA.
Landet har store økonomiske vanskeligheder, med betydelig inflation og, målt
pr. indb., verdens største udlandsgæld. I 1975 indgik Israel en frihandels- og
samarbejdsaftale med EF med fuld frihandel fra 1985. Landbruget beskæftiger 6%
(1984) af befolkningen, og landbrugsarealet er siden Israels dannelse blevet
væsentligt udvidet. Med moderne dyrkningsmetoder og kunstvanding opdyrkes store
slette- og ørkenområder. Størstedelen af jorden ejes af staten. Landbruget er
organiseret som kolonier, kollektiver eller landsbyer, enten som et helt
integreret kollektiv, kibbutz, eller som selvstændige brug med et vist
landsbyfællesskab, moshav. De vigtigste afgrøder er citrusfrugter, grønsager,
korn og vin samt bomuld, jordnødder og sukkerroer til industrielt brug.
Betydeligt kvæghold. Minedriften er beskeden; der brydes fosfat og inddampes
salt; desuden produceres lidt olie og kobber. Industrien beskæftiger ca. 30%
(1984); den er i kraftig vækst og hovedvægten ligger på kemisk industri og
lette industrier (diamantsliberier, elektronik). En stor del af industrien ejes
af Israels faglige landsorganisation, Histadrut.
• HISTORIE OG POLITIK. (Før 1948 se Palæstina.) - Den
uafhængige republik Israel proklameredes 1948; umiddelbart efter invaderedes Israels
territorium af hære fra de omliggende arabiske stater; herved indledtes den
første af de i alt fire Mellemøstlige Krige, i løbet af hvilke Israel fik
kontrol med et område der var fire gange så stort som oprindelige fastsat i FN's
delingsplan for Palæstina. De hen ved 1 mio arabiske flygtninge fra de erobrede
områder skabte store problemer og spillede en vigtig rolle i konflikten mellem Israel
og de arabiske stater. Fredsforhandlinger, indledt 1973, resulterede i
Sinaiaftalerne 1975. 1979 afsluttedes, på den amerikanske præsident Carters initiativ,
fredsaftale mellem Israel og Egypten, der bl.a. indebar trinvis israelsk
rømning af Sinaihalvøen. Israel der oprindelige fik støtte fra Østblokken søgte
efter 1949 tilnærmelse til Vestmagterne især USA der ønskede at sikre Israels
eksistens for derved at opretholde magtbalancen i Mellemøsten. Pga. den
fortsatte besættelse af de arabiske områder blev Israel udenrigspolitisk
isoleret i midten af 1970erne. Israels regering har dog fortsat nægtet
anerkendelse af en palæstinensisk stat. Israels udenrigspolitiske omdømme
forværredes yderligere i 1981, dels pga. den israelske anneksion af
Golanhøjderne, dels pga. af den overrumplende israelske bombning af et irakisk
atomanlæg. 1982 invaderede Israel Libanon med det formål at tilintetgøre PLO.
Det lykkedes de israelske tropper at fordrive PLO fra Beirut til Tunis. Israels
støtte til kristne falangisters massakrer i flygtningelejrene Sabra og Chatila
ved Beirut samt uvilje mod tilbagetrækning fra Libanon førte til et lavpunkt i
den internationale sympati for Israel. Først de irakiske missilangreb samt
palæstinensernes støtte til Saddam Hussein under Golfkrigen 1991 medførte et
opsving i den internationale opinion til fordel for Israel. Frem til 1991 var
den massive amerikansk økonomiske støtte til Israel dog uanfægtet. 1991
tilbageholdt USA's præsident Bush en lånegaranti for at presse Israel til at
deltage i forhandlinger om en fredsordning.
Israel, Vigtigste byer og områder samt lokaliteter af
historisk interesse i den nordlige og centrale (kort 1) og den sydlige del af
landet (kort 2 i mindre målestok).
• Indenrigspolitik. Israel var 1948-77 domineret af det
socialdemokratiske, vestligt orienterede Arbejderparti. Efter 3. Mellemøstlige
Krig 1967 påbegyndtes israelske bosættelser på den besatte Vestbred med henblik
på en styrkelse af forsvaret. Efterdønningerne efter 4. Mellemøstlige Krig
1973, hvor Israel blev udsat for et effektivt overraskelsesangreb som kun efter
store ofre blev slået tilbage, førte til en svækkelse af Arbejderpartiet. Efter
valget 1977 dannede den højreorienterede Likud-koalition regering under
Menachem Begin. Israels officielle politik over for palæstinenserne blev
herefter mere uforsonlig og bosættelserne på Vestbredden fik karakter af
egentlig kolonisation. Ansvaret for massakrerne i Sabra og Chatila henførtes
delvis til Begins regering, og den gik af. Ved det efterfølgende valg fik
hverken Likud eller Arbejderpartiet flertal, og de indgik en koalition.
Arbejderpartiets leder Shimon Peres var ministerpræsident 1984-86 og Likuds
leder Itzhak Shamir var det 1986-88. Efter valget 1988 fortsatte koalitionen
med Shamir som ministerpræsident indtil 1990, hvor den brød sammen, og Shamir
dannede regering med en række små religiøse og ultrahøjreorienterede partier. Israels
manglende vilje til tilbagetrækning fra de besatte områder, den stadig mere
omfattende bosættelsespolitik og den militære administration førte fra 1987 til
intifadaen, en spontan palæstinensisk modstand som føres med voldelige og
ikke-voldelige midler.
........................................................................................................................