jernalderlandsbyer

 Jernalderlandsbyers udvikling er bedst belyst i Jylland, hvor den kan følges fra ca. 500 fødtKr.1100 e. Kr. Beboelseshusene var langhuse, med to rækker fritstående tagstolper inde i bygningen og lå som regel i længderetning Ø-V.

Det er karakteristisk for jernalderlandsbyer at de med få generationers mellemrum flyttedes inden for et snævert område. En undtagelse danner jernalderlandsbyer i det vestlige Limfjordsområde i tiden ca. 150 f.Kr.-200 e.Kr. De tidligste jernalderlandsbyer i V-Jylland viser en udvikling fra små åbne klynger af langhuse til indhegnede landsbyer med større og mindre langhuse samt nogle udhuse, fx Hodde i SV-Jylland. Fra yngre romersk jernalder blev langhuset større og mere rummeligt, undertiden med den ene ende indrettet som korn lade og adskilt fra stalden. En landsby udgravet ved Vorbasse omfattede et 300 x 250 m stort område, hvor gårdene lå i N-S vendte rækker. De enkelte gårde lå på indhegnede grunde på ca. 2000 m² og bestod af et langhus og 1-2 mindre bygninger. I denne periode dukkede grubehuse op, dvs. små nedgravede værksteds- og beboelsesrum med teltformet tag. Ligesom allerede i førromersk jernalder var en af gårdene ofte tydeligt større end de øvrige. I tilknytning til landsbyerne findes små gravpladser, hvor de sociale forskelle tydeligt kommer til udtryk i gravgodset. I løbet af vikingetid ændrer landsbystrukturen sig. De enkelte gårde antager nu vældige dimensioner, hovedbygningen kan have en længde på 30-40 m med krumme langvægge som på Trelleborg. Den indhegnede gårdsplads kan overstige 1 ha i areal og rummer foruden grubehuse 3-4 udhuse. Ved vikingetidens slutning anbringes kreaturerne i selvstændige bygninger, med plads til op mod 100 dyr.

Lerkargrav fra Bulbjerggravpladsen.

Tuegrave, Årupgård.

Rekonstruktion af jernalderhus fra Tofting, SV-Schleswig (Forhistorisk Museum, Moesgaard).

........................................................................................................................