[mau dzʌ
duŋ), 1893-1976: kinesisk politiker og politiske teoretiker. Medstifter af
Kinas Kommunistiske Parti 1921, medlem af centralkomiteen fra 1923 og
partiformand fra 1935. Statschef i Kinesiske Folkerepublik fra 1949. Mao Zedong
tillagde bondebefolkningen stor strategisk vægt for revolutionens
gennemførelse, og efter sammenbruddet af det nationale samarbejde med
Guomindang 1927 opbyggede kommunisterne revolutionære baseområder i SØ-Kina.
Under Den Lange March til Yanan 1934-35 blev Mao Zedong
partileder, sluttede 1937 borgfred med Guomindang for at skabe en anti-japansk
enhedsfront, men genoptog 1946 borgerkrigen der førte til kommunistisk sejr
1949. I 1950erne var Mao Zedong ledende i den socialistiske opbygning og den
politiske afstandtagen til USSR's udvikling efter 1956. Mao Zedongs decentrale
økonomiske ideer og politiske massemobiliseringer, bl.a. det Store Spring
Fremad 1958, vakte modstand i dele af partiet. Det førte til den Store
Proletariske Kulturrevolution 1966-69, hvor Mao Zedongs opfattelse af fortsat
klassekamp under socialismen mod faren for kapitalistisk genrejsning sejrede.
Mao Zedong var til sin død Kinas ubestridte ideologiske
nøglefigur, og hans centrale politiske ideer, Mao Zedong-tænkningen,
betragtedes i Kina som en videreudvikling af marxismen-leninismen. Mindre
præcist anvendt uden for Kina begrebet maoisme.
........................................................................................................................