: Mao Zedongs videreudvikling af marxisme-leninismen. Som egentlig
filosofisk system konstitueredes maoisme fra 1950erne under indtryk af
udviklingen i USSR og den kinesiske-sovjet strid, men byggede på de kinesiske
kommunisters erfaring tilbage fra 1920erne. Ifølge maoisme bestemmes
processerne i natur og samfund af kampen mellem tingenes iboende modsætninger
(jf. dialektik). Samfundets økonomisk basis er bestemmende for den ideologiske
overbygning, men til forskel fra sovjetmarxismen betoner maoisme at kulturelle
og politiske forandringer er vigtige mål for revolutionær praksis. Klassekampen
fortsættes under proletariatets diktatur for at holde kapitalistisk-borgerlige
elementer nede, og bureaukrati i det kommunistiske parti bekæmpes ved brug af
masselinie, fx ved politiske masse kampagner som Store Spring Fremad og
Kulturrevolutionen.
Modsætninger inden for folket er ikke-antagonistiske dvs.
kan løses, mens modsætninger mellem folket og dets ydre eller indre fjender er
antagonistiske, dvs. uløselige. Maoisme har på globalt plan betonet bondemassernes
rolle i den anti-imperialistiske kamp og med tre-verdens-teorien opstillet supermagterne
USA og USSR som modstandere. Maoisme var, under betegnelsen Mao
Zedongtænkningen, det kinesiske kommunistpartis teori indtil Deng Xiaopings
magtovertagelse efter Mao Zedongs død. Med forfatningen af 1982 afløstes
endeligt teorien om klassekampens fortsættelse under socialismen' som den
vigtigste politiske opgave af de fire moderniseringer, dvs. økonomisk vækst. Maoisme
inspirerede det europæiske og amerikanske ungdomsoprør, især ved kritikken af
autoriteterne og vægten på massebevægelser.
........................................................................................................................