Skelettet består af omkring 200 enkeltknogler, og hele
skelettet udgør i gennemsnit 18% af den totale legemsvægt. Flertallet af
knoglerne er hule, hvad der gør dem på en gang stærke og lette.
Kraniet, hovedets skelet, beskytter med sine tykke vægge
hjernen, øjet og ørets indre dele. Det består af mange enkeltknogler, alle tæt
forbundne med takkede fuger, sømme, foruden underkæben som forbindes med resten
af kraniet via to led, kæbeleddene.
Hvirvelsøjlen er opbygget af 7 halshvirvler, 12 brysthvirvler
(hvorpå ribbenene er fæstet), 5 lændehvirvler, korsbenet og 3-4 halehvirvler
(halebenet).
Hvirvlerne er forbundet med bånd af meget stærkt bindevæv.
Mellem de enkelte hvirvler er der en bruskskive, en såkaldt hvirvelskive.
Bevægeligheden mellem de enkelte hvirvler er ringe, men da hvirvlerne er så
mange bliver den sammenlagte bevægelighed stor.
Led er forudsætningen for bevægelighed. Knogleenderne er
overtrukket med glat ledbrusk, og bl.a. i knæleddet findes der tynde bruskskiver,
menisker, som yderligere letter bevægeligheden. Stærke bindevævsbånd, ledbånd,
giver leddet stabilitet. En omsluttende ledkapsel danner ledhulen, hvori der er
smørende ledvæske.