Tyggeapparatet: Hver kæbehalvdel har to fortænder (a), en
hjørnetand (b), to små kindtænder (c) og tre store kindtænder (d).
Fødens bearbejdning (ovenfor) begynder allerede i mundhulen.
Spyt fra spytkirtlerne gør ikke bare føden mere letflydende, men nedbryder også
med enzymet amylase stivelse til simplere sukkerarter. Tygningen har også stor
betydning, idet føden findeles.
Fordøjelsesapparatet
Den tyggede føde glider ned i mavesækken gennem spiserøret,
et ca. 30 cm langt rør omgivet af glat muskulatur.
I mavesækken som rummer op til 1½ l påvirkes føden af
mavesaft. Denne indeholder bl.a. enzymet pepsin som nedbryder proteinstoffer.
Det sker bedst i surt miljø, og mavesaften indeholder derfor saltsyre. Føden
bliver halvtflydende og slippes af den nedre mavemund portionsvis ind i
tolvfingertarmen. Her blandes føden med leverens galde, som findeler fedtet, og
med bugspytkirtlens sekret, bugspyttet. Sekretet indeholder både enzymer, som
kan angribe det findelte fedt, og enzymer, som påvirker kulhydrater og
fortsætter nedbrydningen af proteinet. Bugspyttet er basisk og neutraliserer
det sure mavesækindhold som nu er vællinglignende og brunfarvet af
galdefarvestoffer.
Når blandingen når den 2-4 m lange tyndtarm er fødestofferne
for en stor del nedbrudt til deres grundbestanddele, som optages gennem
tarmvæggen (nedenfor).
Blandingen kommer ind i den 1-2 m lange tyktarm og består nu
for 80% vedkommende af vand som kroppen for størstedelen får tilbage gennem
tarmvæggen.
Hele passagen ned til endetarmen tager omtrent 12 timer.
Mavesækken og tarmenes slimhinder er kraftigt foldede,
hvilket øger kontaktfladen.
Leveren
Det næringsholdige blod fra tarmen føres via portåren til
leveren. Levercellerne er legemets »kemiske fabrik« og kan dels oplagre
næringsstoffer, dels opbygge nye produkter der udnyttes af legemets øvrige
celler.
Tarmtrævlerne. Tyndtarmens inderside er beklædt med et stort
antal små tappe, tarmtrævler. Tappe- ne indeholder fine blodkar, kapillærer
(røde på billeder herover og herunder) som optager næringsstoffer til
viderebefordring til levere. I tarmtrævlerne findes også lymfekapillærer
(grønne) som først og fremmest optager fedtstoffer. Disse tilføres blodet
gennem brystgangen (herunder), et stort lymfekar som udmunder i en hulvene.