Rygmarven består ligesom storhjernen af nerveceller og
substans. I et tværsnit aftegner cellerne sig som et H-formet centrum med fire
såkaldte horn.
Til rygmarven er sluttet 31 par rygmarvsnerver med ud- og
indgående nervebaner. De udgående har nervecellerne i forhornet og forlader
rygmarven gennem forrødderne; de giver impulser bl.a. til legemsmuskulaturen.
Forhornene har også forbindelser med nervecellecentre, ganglier, tilhørende det
autonome nervesystem (se nendfor).
De indgående nervebaner som formidler sensoriske impulser
har deres nerveceller i udbugtninger på bag roden, såkaldte spinalganglier.
Nerverne når rygmarven via bagroden.
Nervecellen består af et cellelegeme med flere små udløbere,
dendritter, som leder indgående impulser samt en større, neurit, som udgående
impulser følger. Kontakten med andre celler formidles af de såkaldte
nerveender.
Lillehjernen samordner balance, legemsstilling og
muskulaturens spænding. Et enkelt eksempel på denne halvt ubevidste kontrol
vises skematisk herover.
Impulser fra stillings- og spændingsfølsomme muskeltene (1)
og fra ørets ligevægtsorgan (2) samordnes i lillehjernen (3). Herfra går
impulser dels til storhjernens bark (4) hvor stillings-ændringerne bliver
bevidste, dels til de nerveceller i rygmarven (5) som styrer musklernes
spændingstilstand.
Bevidste impulser fra hjernebarken (6 og 7) kan også direkte
påvirke lillehjernens samordnende funktion respektive de muskelstyrende
nerveceller i rygmarven.
Det autonome nervesystem styres af centre i hypothalamus og
den forlængede marv.
Det autonome nervesystem
De indre organer styres af det autonome (»selvstyrende«)
nervesystem, som er opdelt i to underordnede systemer med principielt modsatte
virkninger. Det sympatiske nervesystem (rødt) stimulerer fx hjertet til at slå
hurtigere, det parasympatiske nervesystem (blåt) holder igen. De sympatiske
ganglier er koncentreret i en streng langs med rygsøjlen. Gennem en tilsvarende
samvirken styres også de øvrige organer.