Landsdele og fylker, med et samlet areal som er 8
gange større end Danmarks.
Norge; nynorsk Noreg: kongedømme i Nordeuropa. Norge
er et udpræget bjergland; størstedelen ligger højere end 500 m o.h.
Skærgårdsrig fjeldkyst. Tempereret klima; langs kysten udpræget kystklima med
kølige somre og milde vintre. Stor årsnedbør. Det øvrige Norge har mere
kontinentalt og tørt klima.
Norge: kongedømme; 324.219 km². Hovedstad Oslo,
447.000 indb.1985.
• Befolkning: 3,6 mio·1960; 3,9 mio 1970; 4,1 mio
1985.
• Religion: evangelisk-lutherske kirke.
• Sprog: norsk, nærmest syngende.
• Vigtigste eksportvarer (i pct. af samlede
eksport 1984): olie og naturgas 54,6; aluminium 5,8; skibe 4,3; fisk 4,0.
• Vigtigste handelspartnere Sverige, UK og
Tyskland.
• BNP pr. indb. 1984 $ 12.839 (DK $ 10.577).
• Møntfod: krone a 100 øre.
• ØKONOMI OG ERHVERV. Frem til 1930erne var Norge
et udpræget landbrugsland, hvis økonomi var baseret på landbrug og fiskeri. I
dag er Norge et højt udviklet industrisamfund. Skiftende regeringer har siden
begyndelsen af1980erne søgt at afhjælpe faldende indtægter fra den store
olieproduktion gennem indkomstpolitik og besparelser på statsbudgettet.
Landbrug og fiskeri modtager statsstøtte ligesom industri i yderdistrikter.
• Landbrug. Ca. 3% af Norges areal er opdyrket.
Brugsstørrelserne er beskedne og hovedvægten lægges på animalsk produktion;
korn importeres. Skovbrug, der drives i nær tilknytning til landbruget, har en
stor økonomisk betydning med produktion af trævarer og papir.
• Fiskeri. Betydeligt, skønt antallet af
beskæftigede er stadig faldende; med gennemførelsen af 200 sømils fiskerizonen
ved øen Jan Mayen 1980 blev det norske havområde udvidet med 300.000 km².
Sildefiskeriet er kvantitativt størst fulgt af torsk og makrel. En omfattende
konservesindustri på basis af fiskeriet er opstået i Vestlandet. Langt den
største del af fangsten eksporteres.
• Minedrift. Der brydes betydelige mængder af
jernmalm og svovlkis; desuden brydning af kobber, titan, molybdæn, bly og zink.
De store olie- og gasforekomster i Nordsøen gør Norge selvforsynende med olie
samt fra 1975 tillige eksportør af olie.
• Industri. Industrien er især knyttet til de rige
vandkraftkilder. Særlig kendt er den elektro-kemisk industri med fremstilling
af norge-salpeter og aluminium. Betydelig savværks-, cellulose- og
papirindustri. Skibsværfter. Industri baseret på olie vil fremover få stor
betydning.
• HISTORIE. I vikingetiden opstod i Norge en række
indbyrdes uafhængige småriger der dannede udgangspunkt for norske vikingers
deltagelse i vikingetogter mod V og SV. Harald Hårfagres forsøg på fra 890 at
samle riget blev imødegået af bl.a. de danske konger, hvis forsøg på at spille
på indre modsætninger førte til indbyrdes krige mellem skiftende kongsemner og
vekslende dansk herredømme i Norge ca. 970-ca. 1015. Under Olav II Haraldsson
befæstedes statsmagten og efter 1030 vandt kristendommen indpas. 1152 fik Norge
egen biskop i Nidaros. Under de følgende års fredeligere tilstande hørte
vikingetogene op hvilket prægede Norges forhold til omverdenen; indadtil var
kongerne henvist til at skaffe sig en magtbasis i samarbejde med de lokale
bondesamfund. Fiskeri og landbrug var fremherskende erhverv. Pga.
befolkningstilvæksten fra midten af 1000-tallet skete en udvidelse af
landbrugsarealet; i denne periode blev bønderne i stigende grad fæstere, og der
opstod et aristokrati af jordbesiddere: herremændene, kirken og kongen.
• Rigets samling. Efter at Norge 1038 af den danske
konge var blevet godkendt som et selvstændigt rige kom landet til at indtage en
førende stilling i Norden. Kongsemnetiden 1130-1260 var både en strid mellem
forskellige kongsemner og borgerkrig mellem birkebeinerne og baglerne, opstået
bl. a. i et forsøg på at styrke kongemagten og bryde kirkens magtstilling;
denne borgerkrig førte i perioder til nye delinger af landet.
I det meste af 1200-tallet oplevede Norge
højdepunktet af sin magt, med bl.a. underkastelse af Orkney-øerne og Hebriderne
og Grønland og Island. Gennemførelsen af fælles landslov for hele Norge med
oprettelse af rigsråd som fast institution styrkede rigsenheden. Samtidig
ændredes Norges udenrigspolitiske orientering fra først og fremmest at være
vestvendt til at være syd- og østvendt, hvilket bl.a. hang sammen med landets
stigende afhængighed af tyske tilførsler af korn.
I begyndelsen af 1280erne søgte den norske
regering at begrænse de tyske købmænds rettigheder i Bergen, men efter 1285
overtoges handelen af Hansaen hvis indflydelse fra midten af 1300-tallet blev
skæbnesvanger for landets selvstændighed:
Hansaen, Sverige og Danmark blev herefter
bestemmende for Norges indenrigspolitik, dels ved personalunionen med Sverige 1319-43,
dels ved Norges indtræden i Kalmarunionen 1397. Befolkningskrisen i forbindelse
med Den sorte Død medførte voldsom nedgang i det dyrkede areal og i
landbrugsproduktionen.
• Under dansk herredømme. Skønt Norges rigsråd
gennem hele 1400-tallet søgte at hævde norske interesser over for den danske
kongemagt og bl.a. ved håndfæstninger pålagde de danske konger at styre landet
ved indfødte mænd, øgedes den danske indflydelse i Norge. Christian III's
tronbestigelse 1536 skete uden særskilt norsk håndfæstning og i den danske
håndfæstning sidestilledes Norge med fx Jylland og Skåne; det norske rigsråd
ophævedes og som dansk lydrige uden egen statsledelse havde Norge herefter
udenrigspolitik fælles med Danmark.
Det danske aristokrati besatte de ledende embedsmandsposter
og med reformationens gennemførelse 1536 styrkedes danskervældet yderligere
gennem de mange danske præster. Fra slutningen af 1500-tallet skete et økonomisk
opsving. Hansaens handel overtoges af nederlændere og englændere; den stigende
efterspørgsel efter tømmer og fisk skabte øget eksport og velstand; endvidere
anlagdes sølv- og kobberværk.
• Dansk enevælde over for norske
selvstændighedskrav. Enevældens indførelse i Danmark 1660 gjorde også den danske
konge enevældig i Norge. Enevældens centraliseringsbestræbelser kom bl.a. til
udtryk i Christian V's Norske lov 1687 samt kendetegnedes ved opkomsten af en
fastlønnet embedsstand, ofte af dansk afstamning. I 1700-tallet øgedes velstand
og folketal og for norsk landbrug blev det af betydning at den danske krone
indtil 1750 afhændede sine godser i Norge; disse opkøbtes af bønderne selv,
hvorved flertallet af de norske bønder blev selvejende odelsbønder.
Fra o. 1750 nød norsk skibsfart godt af
Danmark-Norges neutralitet i de mange europæiske krige. Derimod fik Danmarks
tilslutning til Frankrig under Napoleonskrigene katastrofale følger for Norge
der udsattes for hungerblokade fra England. Kornmangel og handelens tab førte
til utilfredshed med forbindelsen med Danmark. Selvstændighedsbevægelsen, opstået
i 1700-tallet. med udgangspunkt især i den engelsk-orienterede handelsstand,
kom nu til åben udfoldelse og Danmarks afståelse af Norge til Sverige ved
freden i Kiel1814 vakte stor harme.
• Personalunionen med Sverige - parlamentarisme. Norge
blev imidlertid 1814 tvunget til at indtræde i personalunion med Sverige:
Eidsvollforfatningen bevaredes, og med bestemmelsen om at de to riger kun
skulle have fælles konge og udenrigspolitik forblev Norge i princippet en
selvstændig stat. Den politiske magt lå hos den dansk-prægede embedsstand der sammen
med borgerskabet dannede det liberale Intelligensparti. Heroverfor stod en
voksende bondeopposition; modsætningsforholdet mellem de to grupper var til
dels politisk-socialt betinget, men prægedes også af brydninger mellem
danskorienteret kultur og den gl. norske bondekultur.
I 1860erne samledes hovedparten af
bondeoppositionen sammen med frisindede inden for Intelligenspartiet i partiet
Venstre der krævede demokrati og parlamentarisme og som blev Stortingets
største parti; dets modpart blev Høyre der udgik fra Intelligenspartiets
flertal i byerne og fra storbønderne. Venstrelederen Sverdrups tiltræden som
regeringschef 1884 betød parlamentarismens indførelse.
• Unionens sprængning - højkonjunktur - arbejderklassen.
Venstres angreb på den svensk-norske union skærpedes ved den konflikt der i
1890erne opstod angående det norske Stortings manglende indflydelse på
udenrigsledelsen og det fælles svenske-norske konsulatsvæsen. Pga. norsk
skibsfarts førende stilling - o. 1880 var den norske handelsflåde verdens
tredjestørste - ønskede Norge eget konsulatsvæsen, og uenighed om dette punkt
førte 1905 til unionens sprængning.
Norge blev ifølge den nye forfatning, der
baseredes på Eidsvollforfatningen, et konstitutionelt monarki med den danske
prins Carl som norsk konge under navnet Haakon VII. For handelsflåden og
storindustrien begyndte nu en rivende udvikling som fortsatte under 1.
verdenskrig hvor Norge som neutralt land tjente store penge trods skibsfartens
store tab ved tysk mineudlægninger og torpederinger. Den økonomiske fremgang
havde skabt industri og hermed også en arbejderklasse der 1887 havde samlet sig
i det socialdemokratiske Arbeiderparti, som med den gradvist øgede valgret fik
magt i Stortinget og frembød en trussel mod Venstre.
• Arbeiderpartiet som regeringsparti - 2.
verdenskrig. 1920erne prægedes af parti-politisk splittelse og økonomisk
kriser. Efter en kort regeringsperiode 1928 kom Arbeiderpartiet 1935 til magten
og gennemførte sammen med det i begyndelsen af 1920erne opståede Bondeparti
både landbrugsregulering og en aktiv socialpolitik der bl.a. indebar øget
arbejdsløshedsunderstøttelse. Trods norsk neutralitetserklæring ved 2.
verdenskrigs udbrud 1939 blev Norge besat af tyskerne 1940-45, i hvilken
periode både kongen og regeringen, opholdt sig i London som eksilregering. Også
størstedelen af handelsflåden forlod Norge. I Norge dannede nazistpartiet
Nasjonal Samling regering fra 1942.
• Arbeiderpartiet over for de borgerlige og
fagbevægelsen. Arbeiderpartiet har domineret norsk politik efter 1945, kun i
korte perioder har borgerlige haft regeringsmagten: efter Arbeiderpartiets
valgnederlag 1965 dannedes en borgerlig koalitionsregering der sad, indtil
Arbeiderpartiet igen dannede regering 1971 under Bratteli. Da folkeafstemningen
1972 viste flertal imod norsk medlemskab af EF trådte den socialdemokratiske
regering tilbage til fordel for en mindretalsregering af Kristeligt Folkeparti.
Arbeiderpartiet var blevet splittet omkring spørgsmålet
om Norges tilslutning til EF og tabte ved valget i 1973 mange mandater, bl.a.
til Socialistisk Valgforbund. Alligevel dannede Arbeiderpartiet regering, idet
venstre-partierne som helhed havde flertal i Stortinget og de borgerlige
partier havde haft tilbagegang. Men allerede kommunalvalgene 1975 markerede en
højredrejning i norsk politik, en tendens der også kom til udtryk ved
Stortingsvalget i 1977.
Arbeiderpartiet beholdt imidlertid regeringsmagten
efter valget i 1977, bl.a. i kraft af partiets fremgang, der dog var sket på
bekostning af venstrefløjspartierne. Som regeringsparti måtte Arbeiderpartiet
imidlertid lægge ryg til en økonomisk politik der også omfattede løn- og
prisstoplove og kom derfor i stigende modsætning til fagbevægelsen.
Højredrejningen i Arbeiderpartiets politik blev brudt da Gro Harlem Brundtland
1981 overtog statsministerposten efter Odvar Nordli.
Men ved Stortingsvalget 1981 mistede
Arbeiderpartiet og Socialistisk Venstreparti flertallet, og Høyre dannede
mindretalsregering med Kåre Willoch som statsminister. 1983 dannedes
koalitionsregering af Høyre, Kristeligt Folkeparti og Senterpartiet, trods
uenigheder, bl.a. om den monetaristiske politik Høyre ønskede at fastholde.
Stortingets afvisning af regeringens økonomiske planer 1986, der bl.a. indebar
øgede skatter og afgifter, førte til koalitionsregeringens tilbagetræden.
Arbeiderpartiet dannede mindretalsregering med Gro
Harlem Brundtland som statsminister. Ved stortingsvalget 1989 gik
Fremskrittspartiet, et højrepopulistisk parti, frem fra 2 til 22 mandater og
blev støtteparti for en borgerlig mindretalsregering. Men da regeringen ikke
kunne enes om EF-politikken afløstes den 1990 atter af en Arbeiderparti-mindretalsregering
ledet af Gro Harlem Brundtland.
........................................................................................................................