Stikkelsbær vokser på tornede buske, og sæsonen er lang. Bærrene findes i mange forskellige sorter, saftige og søde, sure og hårde, behårede eller glatte, hvide, grønne, røde eller gule.
De begyndte at blive dyrket i 1500-tallet og nåede deres højdepunkt i 1800-tallet for derefter beklageligvis næsten at uddø på grund af stikkelbærmeldug. I nyere tid har man krydset forskellige sorter, så de er blevet mere resistente over for melduggen.
I storhedstiden omkring 1800-tallet, hvor der fandtes flere hundrede sorter, dannede avlerne stikkelsbærforeninger, og de store gårde konkurrerede om, hvem der kunne frembringe det største og mest pragtfulde eksemplar. Der siges, at nogle af sorterne kunne blive så store som blommer.
Stikkelsbær burde have en større plads i vores madlavning i dag, når man tænker på, hvor anvendelige de er. De egner sig jo ikke bare til creme og tærter, men til sursød konservering, chutney, saft, marmelade, vin, parfait, saucer til kylling og fisk m.m.
Stikkelsbær og kiwi minder smagsmæssigt lidt om hinanden, så i nogle retter kan de erstatte hinanden.