Allerede i midten af 1800-tallet blev det bevist, at hvidløg har antibakterielle evner, men også tidligere blev det anvendt som mirakelmedicin. Det indeholder stoffet allicin, hvilket ifølge nogle forskningsrapporter fungerer som antioxidant. Allicin er det stof, der giver hvidløget både dets smag og duft og dets helbredende egenskaber.
Man fik bevis på, at hvidløg er en meget gammel plante, da en ægyptolog i begyndelsen af 1900-tallet fandt en grav, der kunne dateres til år 3750 fødtKr. Der fandt man figurer af hvidløg lavet af hvidt, ubrændt ler.
Ifølge russiske botanikere har man konstateret, at hvidløget oprindeligt kommer fra de sydsibiriske stepper og antageligt anvendtes der for 8.000 år siden, og de spredtes via nomadestammer til Kina og senere videre til Ægypten. Opdagelsesrejsende som Marco Polo og Columbus har bidraget til at sprede hvidløget videre ud i verden, og indianerne forstod hurtigt, at hvidløg havde helbredende evner over for sygdomme hos både mennesker og dyr.
Små, runde hvidløg, der ikke er delt i fed, kaldes kinesiske hvidløg.