Ametysthat - Laccaria [ame'tysthat, Lac'caria]: slægt af hatsvampe; violet ametysthat, der angives som spiselig, indeholder arsen, men der kendes ingen forgiftningstilfælde.
Laccaria amethystina
Klasse: Agaricomycetes (Agaricomycetes)
Orden: Agaricales (Agaricales)
Familie: Hydnangiaceae (Hydnangiaceae)
Kendetegn: Hatten er normalt 2-6 cm i diameter, violet i frisk tilstand.
I tørt vejr og gamle eksemplarer er mere brunlig, dog aldrig helt uden den
violette glød, hvælvet med et lettere nedtrykt centrum, stribet i randen med
forskellige små variationer i violette nuancer, ofte uregelmæssigt bølgende
rand.
Lamellerne
er violette. Ældre eksemplarer har dog hvidpudrede lameller grundet de modne
sporer. Lamellerne er tykke, fjerne og hæftede til stokken.
Stokken
er normalt 3-8,5 cm høj og ca. 2-7 mm tyk, violet og fiberstribet i lysere
violette nuancer eller endog næsten hvidlilla nuancer.
Kødet
er violet og mildt i smagen. Lugten er svag og ganske behagelig af svamp.
Variation: Se kendetegn.
Forveksling: Den kan som hovedregel ikke rigtigt
forveksles med nogen anden svamp, hvis blot man har set den et par gange, men
for uerfarne plukkere, der ikke orienterer sig, kan den ligne Almindelig
Trævlhat, (som er giftig) og nogle violette former af Skær Huesvamp.
Trævlhatten
har dog brune lameller og Skær Huesvamp hvidlige, så der kan de nemt kendes fra
hinanden.
Store
eksemplarer kan evt. overfladisk forveksles med blå og violette slørhatte, men
disse har kraftigere statur og tættere lameller og på i alt fald ældre
eksemplarer lameller, der farves rustbrune af sporerne.
Violet
Hekseringshat har meget tættere lameller og kraftigere statur samt en lidt
sødlig-gasagtig lugt.
Biologi: Svampen er normal i både nåle- og løvskov. Den vokser enkeltvis
mellem bladene, men findes ofte i store mængder spredt over et ordentligt
område, hvor farven jo gør dem nemme at spotte. Ikke den mest interessante
svamp smagsmæssigt, men som pyntesvamp i salater er den glimrende (hvis ellers
ens gæster tør spise noget der er violet). Man har fundet ud af, at svampen
indeholder temmelig store mængder arsen, men der er indtil videre ingen
forgiftningstilfælde på grund af Violet Ametysthat.
Levested: I nåle- såvel som i løvskov. Den er ikke
kræsen.
Udbredelse: Meget almindelig svamp i de danske skove
Hvornår ses den? Den ses fra sommer til sent efterår. Man plejer at sige
fra august til november, men den kan strække sig noget begge veje.
Status: Arten er almindelig i Danmark.
.............................................................................................................