Aborren er en velkendt fisk uhyre almindelig i alle slags lavlandssøer og damme med gode iltforhold. Den findes endvidere ofte i åer, selv med ret stærk strøm, samt i brakvand, for eksempel langs østersøens bredder og helt op i Køge Bugt og Øresund.
Aborren er temmelig stationær, og mærkningsforsøg har vist, at qborrer fra Køge Bugt trækker op i Køge Å og Tryggevælde Å for at yngle hvert forår, hvorefter de igen trækker ud i bugten om sommeren. Kun hvis en kraftig nordlig vind sender Kattegats salte vande ned gennem Sundet trækker aborrerne ind i åerne igen indtil saliniteten i bugten på ny er tilpas lav.
En stribet røver
Aborrerne færdes gerne i stimer, der ofte omfatter fisk af forskellig størrelse og alder. Hvis der i stimen næsten udelukkende er småaborrer kalder man dem for "tusindbrødre". Meget groft kan man skelne mellem de kraftigt farvede lavtvandsaborrer, der jager i vegetationen, og de noget lysere dybvandsaborrer, der færdes ude over barbunden.
Føden består af insektlarver, tanglopper, fiskeyngel og undertiden rogn fra andre fisk. Et godt krebsevand har ikke godt af for mange aborrer, idet de stribede røvere også æder småkrebs.
De rigtig store aborrer på mere end et kilo er ensomme røvere, der æder små skaller, løjer og andre ferskvandsfisk, mens de i Østersøens store spisekammer også jager mindre saltvandsfisk som småtorsk, småsild, små tobiser og anden yngel af fisk fra det brakke vand.
En underkendt fisk
Hos fiskehandleren kan man undertiden se nogle meget kraftigt rød farvede aborrer. De har fået deres farve ved at røde farvestoffer, som for eksempel karotin fra de krebsdyr de æder, er gået ud i aborrens hudceller. Det er dog ikke til at spore i kødets smag. Det er det til gengæld, hvis aborren har levet hele sit liv i en sur sø eller mose. Så det gælder om at få fat i fisk fra større søer eller brakvand, hvor erhvervsfiskere har fanget dem i deres garn eller på kroge. Det er langt de mest velsmagende.
I Mosede Fiskerihavn syd for København lander erhvervsfiskerne ofte store, levende brakvandsaborrer, og så er kødet i virkelig topklasse. Faktisk synes vi, aborren er en af de mest underkendte danske fisk, og vi kan kun opfordre læserne til at forsøge sig med nogle af vore serveringsforslag.
Mærkværdigvis er det ikke en fisk man falder over i kogebøgerne, til trods for at den i vores andet fædreland Frankrig er en højt værdsat spisefisk. Mange opskrifter på sandart passer imidlertid også godt på aborre, og gennem årene har vi eksperimenteret os frem til gode tilberedninger. Det er en rigtig lystfiskerfisk, og hvad enten vi er ude med snøren i vores svenske sø eller i Tryggevælde Å er der heldigvis ofte gevinst. Aborrerne leger i maj og juni, så det gælder om at fange dem inden rogn og mælkedannelsen bliver for voldsom og i hvert fald
inden de gyder, for derefter er de temmelig magre og slappe i kødet.
I køkkenet
Det er sjældent, vi anvender fisken hel, for den er ganske let at filetere, og så undgår man alt arbejdet med at skrabe og rense skindet og fjerne indvolde, og samtidig slipper man af med hovedparten af benene. Man skal blot tage sig i agt for den stikkende rygfinne når kniven skal i kalorius, og skindet på aborren er nærmest som et panser.
Det letteste er at lægge et snit fra nakken bag gællelåget og ned til bugen og derefter klippe "panseret" op langs rygbenet i hele fiskens længde. Herefter er det let at lade kniven følge ribbenene til bugen, hvorpå man klipper siden af. Samme procedure gentages med den anden side af fisken. Så holder man i halens skind mens man fører kniven langs skindet op mod hovedet og på den måde får befriet filetten fra panseret.
Stegt aborrefilet med smeltet smør, sprødstegt kruspersille og små, nykogte kartofler er noget af det lækreste vi ved. En gang imellem skifter vi persillen ud med revet peberrod. Enkelt og godt.
Det hænder, at vi står med en pose aborrer, der er så små, at det er for besværligt at filetere dem. Så tager vi indvoldene ud, vasker fisken, salter den og fylder bugen med enebnærkviste og lidt knuste enebær, hvorefter fiskene får en tur i vores ABU-Röken (en lille, handy røgeovn fra Sverige). Herefter er det en let sag at fjerne skind og ben, og det er umådelig delikat med sådan en nyrøget aborrefilet på et stykke groft rugbrød eller serveret med kartaffelsalat med kapers som en lille middagsret.
Men aborren indbyder også til det lidt højere skoleridt. Så laver vi "stavlemad" og kalder det:
Aborre lasagne med smørsauterede basilikumtomater (se opskriften).