Britisk køkken

forbinder vi med store stege, buddinger, store morgenborde med bacon, æg, toast og marmelade, og med fyldige eftermiddagsteer med sandwiches, scones, crumpets og muffins. Helhedsbilledet er borgerligt konservativt, og måske noget kontrastfattigt: koldt kød i skiver (asiette anglaise) og gennemkogte grønsager. Udstrakt brug af pikante saucer, som kommer ud af flasker, såsom Worcestershire, chutneys, sennep og pickles kompenserer det fade. Køkkenet er kødrigt; okse- og fårekød i næsten alle måltider, mest i form af gryderetter på de billigere udskæringer, Hotchpotch, Irish stew, Steak and kidney pie, eller resteretten bubble and squeak (kål, stegte kartofler og kødrester). Alle ønsker dog roastbeef (helstegt højreb) med Yorkshire popovers eller bederyg ledsaget af solbærsyltetøj, og til jul en brystfyldig kalkun. Landet har rigelig adgang til gode fisk og skaldyr, laks, pighvar, John Dory (Skt. Petersfisk) og søtunge (som overalt i verden, hvor engelsk tales, kaldes Dover sole). Men det er den enkle ret, fish & chips, som tegner briternes forhold til fisk. Ost spiller en vigtig rolle, og der fremstilles fortræffelige produkter. Cheddar, Chester og Stilton eftergøres mange steder, så Cheddar-type er den ost i verden, som produceres i størst kvantitet. I England spiser man osten efter desserten og drikker portvin dertil. Britisk køkken er ret homogent i den forstand, at der aldrig har udviklet sig et haute cuisine; selv monarken spiser borgerligt. Dette betyder dog ikke, at man har måttet undvære delikate retter. Skildpadde-, oksehale- og østers-suppe stammer herfra. En vifte af vildtretter, kronet af den rypelignende skotske grouse, ovnstegt med breadsauce og rønnebærgele, fortjener nok et glas fin claret (dvs. Bordeaux, et område, som briterne besad i 300 år). Desserter kommer i kraftige og lette versioner fra den talgpakkede Christmas pudding, over mincepie og buddinger til trifles, fools og syllabub, som er på grænsen til en drik.