Græskar stammer oprindeligt fra Amerika, hvor det allerede for 9.000 år siden anvendtes både til pynt og nytte. De blev tørret og bl.a. brugt som musikinstrumenter, som skåle og dåser, som man så malede og dekorerede, hvilket man fortsat gør den dag i dag.
Græskar kom til Europa i 1500-tallet.
Det er fascinerende at se, hvilke mærkelige former og farver,
græskar kan have. En del sorter kan blive meget store, og en vægt på op til 50 kg er ikke usædvanlig, men de er lidt vanskelige at håndtere.
Frugtkødet er fast i konsistensen og har ofte en smuk, orangegul farve. Hvis man køber eller dyrker
græskar til Halloween, skal man selvfølgelig også udnytte frugtkødet, for det kan man bruge til mangt og meget:
Supper, tærter, fyld i formkager, tilbehør til forskellige retter osv. Frugtkødet kan også lægges tilbage i sin egen skal, der så kan bruges som gratinfad. Og smid endelig ikke kernerne væk, for her findes en stor næringskilde. De kan ristes og spises som snacks til drinks eller strøs over salater.