lakrids er saften af lakridsrod, der inddampes til en tyktflydende, sødlig og næsten sort masse. Lakridsrod kommer fra planten Glycyrrhiza, en ca. l 1/2 m høj staude af ærteblomstfamilien. Efter 3-4 år kan rødderne høstes. Rødderne tørres og sælges enten hele eller formalede, og de knuste rødder udkoges i vand, hvorefter saften koges ind til rålakrids, der kommer i handlen dels i flydende form, dels støbt til stænger eller pastiller.
Lakridsplanten dyrkes i Sydeuropa, i Rusland, i Mellemøsten og i Indien. I Europa har der tidligere været en vis lakridsdyrkning i England, men her såvel som i Frankrig har den ikke længere betydning. Spanien er fortsat vigtig, og den efter sigende bedste rålakrids kommer fra Amarelli i Syditalien.
Lakrids har været kendt siden oldtiden for sin medicinske betydning. Lakrids anvendes stadig i stor udstrækning i apotekervarer. Dels kan den gøre ildesmagende medikamenter tålelige, dels virke slimløsnende, og lakrids indgår følgelig i hostesaft og -pastiller.
I slikbranchen spiller lakrids en stor rolle. Hovedgrupperne er den støbte, hårde lakrids og den bløde. Den hårde lakrids består af gummi arabicum, sukker, glukose og rålakrids, den støbes i forme og bliver til pastiller o.l. Den bløde lakrids består af hvedemel, sirup, sukker, rålakrids og forskellige andre smagsstoffer og bliver til lakrids bånd, figurer, lakridskonfekt o.l. Lakrids tilsættes også til bolcher, tyggegummi m.m.
Lakrids bruges i tobak og spiritus, især i de forskellige former for bitter. Også i ølbrygning er lakrids vigtig, især i de mørke, tunge ølsorter som porter, stout og ale. De er meget populære for tiden, og de har skærpet sansen for lakrids. Drinkssortimentet er således udvidet med de såkaldte shots, og blandt bartenderens ingredienser finder man i dag lakrids-aroma.
Tidens forkærlighed for lakridssmagen nåede omkring årtusindskiftet til den danske kogekunst med inspiration fra bl.a. England i 1990'erne. Retter med lakrids er endnu ikke blevet dagligdag, men de rører noget i tiden, og de breder sig nu også til det salte køkken.