Ceres. Billede taget af NASA's Hubble Space Telescope
Sammenligning mellem Ceres til venstre og Månen til højre(fotomontage)
Ceres bane
Ceres (mere præcist 1 Ceres) er en dværgplanet og det største og først opdagne objekt i Solsystemets asteroidebælte, der ligger mellem planeterne Mars og Jupiter. Ingen af de andre asteroider i dette bælte kan klassificeres som dværgplaneter. Ceres er opkaldt efter romernes udgave af Zeus' storesøster Demeter (Ceres (gudinde)).
Dværgplanetens diameter er ca. 950 km, og dens masse ca. 9 × 1020 kg (svarende til 0,0015 gange Jordens masse). Dermed udgør dens masse omkring en tredjedel af asteroidebæltets samlede masse. Selvom Ceres godt nok er den største og tungeste småplanet i bæltet, er den dog ikke den lyseste (det er den halvt så store Vesta), for den reflekterer kun omkring 10% af det visuelle lys den rammes af.
Ceres blev opdaget den 1. januar 1801 og blev i starten opfattet som en fuldgyldig planet. I løbet af de efterfølgende år blev der opdaget et stort antal andre himmellegemer i samme område som Ceres, og efterhånden opgav man tanken om, at Ceres var en rigtig planet. I stedet blev den lidt forvirrende betegnelse "asteroide" indført for disse nye objekter.
I en kort periode i 2006 var det igen på tale at ophøje Ceres til en planet i forbindelse med diskussioner af en præcis definition på planetbegrebet. Men denne tanke blev dog opgivet igen. Til gengæld fandt man på en ny betegnelse, dværgplanet, for objekter (i bane om Solen), der som i dette tilfælde er store nok til at deres gravitation gør dem runde, men som ikke har "renset deres nabolag" for andre tilsvarende objekter.
Udforskning af Ceres
Den 27. september 2007 opsendte NASA rumsonden Dawn, der i februar 2015 vil gå i kredsløb om Ceres. Dawn skal ikke lande på Ceres, men den vil fra kredsløbet gennemfotografere overfladen, så man vil kunne tegne et atlas over Ceres. Desuden vil forskellige spektrometre undersøge den. I juli 2015 er Dawns primære mission overstået. En forlænget mission byder på yderligere undersøgelse af Ceres, og da Dawn forventes at have 48 kg ekstra xenon-brændstof i overskud, kan den bruges til at besøge en asteroide. Før Dawn går i kredsløb om Ceres, vil den have haft besøgt Vesta 2011-12.
........................................................................................................................