Kuller er bedst i tiden september-februar. Den anvendes herhjemme mest i fiskeindustrien, fx til fiskeboller. Kødet er fastere i konsistensen end torskene. Kuller steges eller koges, hel eller i fileter, og er udmærket til fars og stuvninger.
Den sorte plet på kullerens side siges at være et tommelfingeraftryk, som apostlen Skt. Peter efterlod, da han holdt fisken og fandt tempelskatten. Samme historie er knyttet til Skt. Petersfisken. Pudsigt nok findes ingen af de to arter i Gene-zareth Søen, hvor hændelsen ifølge legenden fandt sted.
Sammen med torsken og sejen hører kulleren til de fiskerimæssigt vigtigste arter inden for torskefamilien (Gadidae). Den har tre rygfinner og to gatfinner. Desuden har den en lille skægtråd og en mørk sidelinie. Den kendes nemt på den mørke plet over brystfinnen.
Kødet minder meget om torskens, men flagerne er mindre og det er en smule mere tørt. Anvendelse mulighederne er dog som torsken.
Kulleren lever på sandet bund i 20 til 300 meters dybde.
Kuller er en dejlig fisk. Den er i familie med torsken, men som spisefisk rangerer den et trin højere. I en tid med torskekvoter er den således et attraktivt alternativ, hvis man ellers kan få fingre i den.
Paradoksalt nok vil den ofte være billigere end torsken, så har fiskehandleren kuller, er det bare med at slå til.
Kuller er også en fremragende delikatesse som røget, og ikke mindst er den på de britiske øer en værdsat delikatesse.
På dansk grund ses den sjældnere i røget tilstand, men det kan der vel rettes op på?
NB: Kan man ikke få kuller, er torsk også godt.